Styrelse efter koangreb: Den enkelte hundeejer må tænke sig om
Så er endnu et nyhedsbrev landet i din indbakke.
I denne udgave sætter SyddjursLIV fokus på koangrebet, der fandt sted i Mols Bjerge i sidste uge. Her blev en 42-årig tysk mand trampet ned af en eller flere køer, efter at hans hunde slap fri inde bag indhegningen.
I mindst tre tilfælde inden for det seneste år er køer gået til angreb på vandrere i området. I alle tilfælde har der været en hund involveret.
SyddjursLIV har derfor talt med Naturstyrelsen for at høre, om den seneste episode giver anledning til at se på sikkerheden og skiltningen i området.
Skovridder i Naturstyrelsen Peter Brostrøm mener, at det må være op til den enkelte hundeejer at vurdere, om det er sikkert at gå ind til køerne. Han mener i øvrigt, at skiltningen både er klar og tydelig ved alle indgange.
Birgit Søndergaard er uenig. Hun blev i juni angrebet af en gruppe køer, selv om hun havde sin hund i snor og mener ikke, at det fremgår tydeligt nok, at det kan være farligt at begive sig ind til køerne.
SyddjursLIV har også talt med en ekspert i koadfærd fra Videnscenteret Seges. Han ville ikke selv tage sin hund med ind til køerne - heller ikke selv om den er i snor.
Østjyllands Politi er stadig i færd med at "undersøge forhold og skiltning" efter sidste uges episode.
Jeg takker igen alle jer, der læser med og opfordrer endnu en gang til at kontakte mig med tip til historier, som du gerne ser behandlet journalistisk.
Det kan som altid gøres på jakbc@jfmedier.dk.
Styrelse afviser mangelfuld skiltning efter koangreb i Mols Bjerge
Skiltningen er både tydelig og klar.
Det slår Naturstyrelsen fast, efter at en tysk mand i sidste uge blev trampet ned af en eller flere køer, da han var på vandretur i Mols Bjerge. Episoden udspillede sig, da det tyske pars hunde slap fri af deres sele inde bag køernes indhegning.
Birgit Søndergaard blev angrebet i juni, selv om hun holdt sin hund i snor. Hun mener ikke, at skiltningen er god nok.
Kvæg-ekspert: Jeg ville ikke gå ind til køerne, selv om min hund var i snor
Peter Raundal er specialkonsulent ved videnscenteret Seges og kvæg-ekspert. Han mener ikke, at det er risikofrit at bevæge sig ind til græssende køer. Heller ikke, selv om man holder sin hund i snor.
Køer kan også blive forskrækket og aggressive af mennesker, understreger han, og opfordrer naturnydere til tage en række forholdsregler, inden de går tur blandt fritgående køer.
Rosenholm Slot lægger arealer til bæredygtigheds-festival
I weekenden 4.-5. september omdannes parken omkring Rosenholm Slot til bæredygtighedsfestival for hele familien.
Her kan de besøgende gå på opdagelse blandt udstillere med bæredygtige løsninger på 8 forskellige fokusområder eksempelvis transport, boligen og elektronik.
Bæredygtighedsfestivalen afholdes i samarbejde med Syddjurs Kommune, Fair Festival og den digitale boligplatform myhouse.dk