Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger SyddjursLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Lokalplanen for byggeriet af ny daginstitution er endnu ikke vedtaget politisk. Samtidig har det ikke været muligt at indgå forhåndsaftale med ejeren af grunden, og de arkæologiske forundersøgelser mangler også her et år efter at institutionen egentlig skulle stå færdig. Visualisering: Aart Architects.

Ny daginstitution skulle stå færdig - byggefirma venter stadig på grønt lys fra kommunen

Velkommen til seneste version af SyddjursLIVs nyhedsbrev.

I denne udgave sætter vi fokus på byggeriet af en ny daginstitution, der skal ligge i Hornslet.

Det var egentlig meningen, at vi ville følge op på sidste uges historie om kommunens dårlige placering på Dansk Industris (DI) erhvervsindeks.

Derfor begyndte vi at ringe rundt til virksomheder for at høre deres oplevelser med at drive forretning i en af landets - ifølge DI - dårligste erhvervskommuner.

Det skulle dog vise sig at være svært at finde virksomhedsejere, der havde noget dårligt at sige om kommunens erhvervsklima. Flere roste endda kommunen for en god og åben dialog.

Rundringningen førte mig dog også forbi entreprenøren, der har fået til opgave at bygge en ny daginstitution i Hornslet.

Planerne om byggeriet blev allerede meldt ud i sommeren 2019, da byrådet havde besluttet at placere en ny institution i det østlige Hornslet, der skulle aflaste en del af presset på børnepasningsområdet.

Meldingen i 2019 var, at den nye daginstitution skulle stå færdig i sommeren 2021, men i dag venter entreprenøren stadig på en godkendt lokalplan fra kommunen.

Direktøren af entreprenørvirksomheden Vognsen & Co. kritiserer kommunen for at sidde på hænderne i sagen og har selv tilbudt at stå for lokalplanlægningen af grunden - et tilbud som kommunen har afvist.

- Vi har lige nu overskredet et års forsinkelse, og det har nogle konsekvenser, og det har jeg også meddelte kommunen, siger Peter Vognsen, direktør og stifter af Vognsen & Co.

Forsinkelserne betyder ikke bare, at børneforældre i Hornslet-området må væbne sig med tålmodighed. De betyder også, at kommunen kan forvente en markant større regning for byggeriet.

SyddjursLIV har forsøgt at finde ud af, hvem der bærer ansvaret for de dyre forsinkelser.

Formand for udvalget for familie og institutioner Kirstine Bille (SF) kalder forløbet "meget utilfredsstillende", og siger, at der har været "mange alvorlige samtaler" om, hvorfor det er gået så galt.

En rundringning blandt afdelingsledere i forvaltningen afslører, at der muligvis også lurer andre forhindringer, der kan forsinke byggeriet.

Således har det ikke været muligt at indgå en forhåndsaftale med ejeren af grunden, hvor daginstitutionen skal ligge. Og før den aftale er på plads, kan der ikke gennemføres de arkæologiske forundersøgelser, som også skal foretages, inden byggefirmaet kan påbegynde arbejdet.

Både leder af Syddjurs Kommunes planafdeling, der er ansvarlig for lokalplanlægningen og lederen af teknik- og miljøsekretariatet, der står for opkøb af grunde, afviser, at noget skulle være gået galt i processen.

Lokalplanen for projektet ventes at blive vedtaget på et byrådsmøde i september.

Det mest optimistiske bud fra forvaltningen er, at den nye daginstitution i Hornslet vil stå færdig i starten af 2023.

Vi takker endnu en gang for opbakningen fra jer, der læser med, og gentager opfordringen til at kontakte os med ris, ros eller tip til gode historier.

Jeg kan som altid kontaktes på jakbc@jfmedier.dk

Billede af Jakob Binderup
Billede af skribentens underskrift Jakob Binderup Journalist

Entreprenør kritiserer kommunen for sløseri i sag om ny daginstitution i Hornslet

Det er ifølge flere kilder på denne mark på den anden side af byskiltet i Hornslet, at den nye daginstitution skal opføres.

Direktør og stifter af entreprenørvirksomheden Vognsen & Co. Peter Vognsen har i et år været klar til at gå i gang med byggeriet af en ny daginstitution i Hornslet.

Han siger, at institutionen kunne stå klar i dag, men han venter stadig på, at kommunen får vedtaget en lokalplan for byggeriet.

Forsinkelserne går ikke kun ud over et i forvejen presset system for børnepasning. De vil også gøre projektet dyrere.

Læs hele artiklen her.

Flere forsinkelser truer byggeri af ny daginstitution

Det er arkitektfirmaet Aart, der har tegnet den nye skov- og naturinstitution, der får plads til 100 børnehavebørn og 30 vuggestuebørn. Visualisering: Aart Architects.

I Syddjurs Kommunes forvaltning spår man tidligst byggeriet af den nye daginstitution færdiggjort i starten af 2023 - knap to år efter den oprindelige plan.

En afdelingschef fortæller dog, at byggeriet risikerer at blive yderligere forsinket. Således risikerer en række faktorer stadig at spænde ben for processen.

Læs hele artiklen her.

Udvalgsformand: Det er meget utilfredsstillende

Udvalgsformand Kirstine Bille (SF)

Kirstine Bille (SF), formand for udvalget for familie og institutioner, er ked af, at børneforældrene i Hornslet-området må vente minimum endnu et år på, at byens nye daginstitution står klar.

Hun mener blandt andet, at forvaltningen burde have takket ja til entreprenørens tilbud om selv at stå for lokalplanlægningen af projektet.

Læs hele artiklen her.