Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger SyddjursLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Foto: Asbjørn With

Er den usynlige gift i drikkevandet?

Der er ikke meget, der er så angstprovokerende som tanken om, at man selv og ens nærmeste familie måske har drukket giftigt vand gennem en længere årrække.

Men det er imidlertid den besked, 37 private lodsejere har fået i et brev fra kommunen. Formuleringen er ikke helt så dramatisk, men faktum er, at de private brønde og boringer i en afstand af en kilometer fra Aarhus Airport i Tirstrup er under mistanke for at indeholde det farlige giftstof PFOS.

I brevet tilbyder kommunen at tage en prøve af vandet, så det en gang for alle kan be- eller afkræftes, om der er spor af det giftige stof i drikkevandet.

Over hele landet bliver der ved med at dukke historier op om fund af det kræftfremkaldende stof PFOS. Stoffet, der er vand- og fedtafvisende, er siden anden verdenskrig blevet brugt i en lang række produkter, vi kender fra vores hverdag som regntøj, tandtråd og pizzabakker.

PFOS er også blevet brugt i det skum, som gennem årene er blevet brugt til at slukke ildebrande og på brandøvelsespladser rundt om i landet.

Og netop øvelserne har vist sig problematiske, fordi de gentages og gentages og gentages de samme steder, og dermed er der risiko for, at en større mængde PFOS er sunket ned i grundvandet.

Allerede tilbage i 2006 blev brugen af PFOS og en hel perlerække af lignende stoffer, samlet under betegnelsen PFAS, forbudt, og alligevel er det først nu, der for alvor er kommet fokus på, at stoffet kan være farligt.

Og det på trods af, at flere aktører, herunder forsvaret, har kendt til de uheldige konsekvenser af, at blandt andet PFOS får lov til at synke ned gennem jordlagene for til sidst at ende i grundvandet.

På området, hvor Aarhus Airport ligger, er der også en brandøvelsesplads, hvor lufthavnens beredskab gennem årene har trænet i at slukke ildebrande i fly, og derfor er lufthavnens brandøvelsesplads også udpeget som et af de steder, der skal grundigt undersøges for PFOS.

I et senere nyhedsbrev undersøger SyddjursLIV, hvad Aarhus Airport konkret gør for at undersøge undergrunden for det farlige stof, ligesom vi spørger lufthavnen, hvordan de selv håndterer en eventuel forurening.

Lige nu krydser kommunens miljøchef fingre og håber, at der ikke er spor af PFOS i de private boringer og brønde.

- Hvis der er noget, så skal der sættes noget helt andet i værk. Men lige nu tager vi et skridt ad gangen. Vi skal have boringer og brønde undersøgt, hvis lodsejerne vil have det, så vi kan være helt sikre på, at der ikke er noget galt med vandet, siger miljøchef Morten Hundahl til SyddjursLIV.

I den mindre alvorlige ende af nyhedsbrevet får du historien om en ung mand, som var nødt til at følge sin intuition og bage brød. Først bagte han brød i stedet for at drikke kaffe i pauserne på en højskolen i Ebeltoft. Så bagte han brød hjemme i køkkenet, og da han kom til at købe en ovn, bagte han brød ude i haven - og senere i et gammelt æggepakkeri.

Og han er god til at bage brød. Rigtig god endda. Han er nomineret i konkurrencen om at blive "Danmarks Bedste Bageri", og kunderne står ofte på tæerne af hinanden i bageriet i Feldballe for at få fat i den lækre krumme i Simons Brød.

Billede af Asbjørn With
Billede af skribentens underskrift Asbjørn With Journalist

37 private brønde og boringer skal undersøges for PFOS - hvis ejerne vil have det

Korup Ådal, Syddjurs. Her skal 37 private brønde og boringer nu undersøges for PFOS

Kommunen har nu dannet sig et overblik over, hvordan man skal undersøge, om der er sluppet PFOS ned i grundvandet fra brandslukningspladsen ved Aarhus Airport i Tirstrup. 

37 lodsejere er blevet tilbudt at få vandet fra deres brønd eller boring analyseret af kommune - helt gratis.

Her kan du læse, hvordan forløbet bliver frem til der ligger et endeligt svar på, hvorvidt der er trukket PFOS ned i grundvandet og i givet fald, hvor omfattende problemet er.

Simon må og skal bare bage brød, og med tiden er det blevet hans drøm

I nogle ydmyge lokaler midt i Feldballe udlever Simon Lodberg Skov nu sin drøm som surdejsbagermester med foden under eget bord. Foto: Asbjørn With

I Feldballe ligger der et lille bageri, som på trods af sine små lokaler skaber stor glæde. Så snart dørene bliver slået op til Simons Brød, står folk i kø for at få bagværk med hjem. 

Egentligt er Simon Lodberg Skov uddannet Michelinkok og kødekspert i København, men skæbnen førte ham til Feldballe og ind i surdejens magiske verden. 

Her får du historien om en mand, der fulgte sin intuition og i dag lever drømmen ud.

Hvad skal pengene bruges til?

Byrådet i Syddjurs Kommune har udgivet en budgetavis, som skaber overblik over den budgetaftale, som byrådet netop har vedtaget. Foto: Syddjurs Kommune

Hvis du ikke fik det hele med, og gerne vil gå ned i detaljerne omkring, hvordan kommunen vil bruge pengene i de kommende år, så har Syddjurs Kommune udgivet en budgetavis, som skaber det fulde overblik.

Læs budgetavisen her.

Toscana, Provence eller Røndes bagland?

Vinhøsten er i gang i disse dage. Også i bakkerne bag Rønde. Foto: Asbjørn With

På en af mine mange ture rundt i det syddjurske faldt jeg fornyligt en sen eftermiddag over en vinmark. 

Jeg har arbejdet et par år i blandt andet Frankrig og genkalder mig glæden ved synet af en vinmark med modne druer i efteråret. Så smukt og eksotisk. Og så lige bag ved SyddjursLIVs redaktion.

På min blok står der nu noteret, at jeg skal have fundet ud af, hvem der laver vin i de syddjurske bakker.

Tag vores kandidattest og bliv klogere på valget

Foto: Mads Claus Rasmussen

Snart er der valg - både til kommunalbestyrelsen og til regionsrådet.

Er du i tvivl om, hvem du skal stemme på? Så kan du med fordel tage en af vores to kandidattests, der ruster dig bedre til valget.

I testen beder vi dig svare på 25 politiske spørgsmål, som vi allerede har givet alle kandidaterne mulighed for at svare på. Ved at sammenligne dine svar med kandidaternes svar kan vi vise de kandidater, der ligger tættest på dine politiske holdninger. Du kan efter testen se kandidaternes uddybende forklaringer til hvert spørgsmål.

Der er både spørgsmål om nationale forhold og om de forhold regionalt og kommunalt for dig i Syddjurs Kommune.

Da du skal sætte to krydser, er der også to tests, du kan tage.

Klik her for at finde testen til kommunalvalget.

Klik for for at finde testen til regionalvalget.