Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger SyddjursLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Torsdag morgen kunne Østjyllands Politi meddele, at branden i flisbunken ved spånpladefabrikken i Pindstrup er slukket. Foto: Annelene Petersen.

- Fabrikken er en del af pakken

Der var gule bjælker på TV-skærmene, droner i luften og behov for beredskab fra hele landet, da Pindstrup i sidste uge kom på landkortet.

Årsagen var desværre en brand, der opstod i en bunke flis på den lokale spånpladefabrik med det ikke så mundrette navn, Kronospan - Novopan Træindustri.

Det er ikke første gang, at der opstår brand på Fabriksvej 2, men denne gang kunne sprinklersystemet og fabrikkens andres sikkerhedsforanstaltninger ikke forhindre branden i at udvikle sig.

Myndighedernes vurdering var, at brandslukningen ville tage op mod tre uger. Derfor blev børn og voksne med hjerteproblemer og lunge-og luftvejssygdomme opfordret til at finde et andet sted at bo under slukningsarbejdet. Det endte dog ikke med tre uger hjemmefra for de berørte familier.

Torsdag morgen kunne Østjyllands Politi meddele, at branden ved spånpladefabrikken er slukket. En af årsagerne til den hurtige brandslukning er, at beredskabet, der har kæmpet mod flammerne i mere end en uge, har fået en hjælpende hånd fra blandt andre Aarhus Airport, Forsvaret og virksomhederne AC Recycling og EHJ Energi, der med en 60 tons tung "træknuser" har været med til at effektivisere slukningsarbejdet.

Det er ikke kun røgen, der så småt er lettet over Pindstrup. Det samme er den store mediebevågenhed, som fulgte med branden. De vilde billeder og tilværelsen som nabo til den store brand optog mange. Mig selv inklusiv.

Derfor tog jeg opstilling ved Dagli' Brugsen på Storegade tirsdag, hvor branden var en uge gammel, for at få en fornemmelse af, hvordan det er at bo midt i røgen.

Jeg skal indrømme, at jeg havde forventet at møde vrede og utilfredse borgere, der var trætte af røglugten fra byens store fabrik.

Men det var hverken kritik eller forventninger om store erstatninger, der fyldte hos de borgere, jeg talte med. De frustrationer, der var, var derimod rettet et helt andet sted hen.

Det er nærmest umuligt at få alle vinkler med, når vi skriver en historie som denne. Derfor kan det være, at du har en god historie fra branden, vi har overset, en ide til et helt andet emne, vi skal dykke ned i eller en kommentar til denne historie. Det vil vi meget gerne høre mere om.

Skriv eller ring til mig, journalist Søren Øhlers, på telefon 2670 0540 eller på mailadressen soeoe@jfmedier.dk. Du kan også kontakte journalist Asbjørn With. Han kan kontaktes på telefon 6166 4603 eller på mailadressen aswch@jfmedier.dk.

SyddjursLIV er dit digitale lokalmedie, som kun skriver og fortæller historier fra Syddjurs.

Vi har ambitioner på journalistikkens og det lokale demokratis vegne.

Du må også meget gerne dele dit nyhedsbrev med dine venner, kolleger og naboer, så de også kan få muligheden for at lære os at kende. Er du en af dem, der er blevet opfordret til at læse med, men endnu ikke har tilmeldt dig vores nyhedsbrev, kan du gøre det lige her.

Tak, fordi du læser med.

Billede af Søren Øhlers
Billede af skribentens underskrift Søren Øhlers Journalist

- Fabrikken er en del af pakken

Trine Steinicke fra Pindstrup

Den seneste uge har Trine Steinicke haft udsigt til den store røgsky over spånpladefabrikken i Pindstrup, hvor beredskabet har kæmpet mod flammerne i en stor bunke flis. Selvom røgen blandt andet har bevæget sig ind i hendes udestue, er hun ikke vred på fabrikken få hundrede meter fra hendes hjem.

- Fabrikken er en del af pakken, når man ønsker at bo i Pindstrup, hvor man også får smuk natur og billige huse, siger Trine Steinicke.

Ti dage til kommunalvalget

Der er ti dage til kommunalvalget. Hvis du ikke har besluttet dig for, hvem du skal stemme på, kan vores kandidattest måske hjælpe dig med at finde den rette. Foto: Asbjørn With.

Med ti dage til kommunalvalget intensiveres kampen om stemmerne. Kandidaterne svarer beredvilligt på borgernes spørgsmål til vælgermøderne, mens flere folketingspolitikere har slået vejen forbi for at drysse stjernestøv ned over deres partifæller i Syddjurs. 

Blandt dem er statsminister Mette Frederiksen (A), der fredag slår vejen forbi Rønde, mens Venstres Jakob Ellemann-Jensen (V) allerede har slået vejen forbi Claus Wistoft (V) og Business Djursland.

I de kommende dage er der også mulighed for at møde nogle af kandidaterne, når der er vælgermøder rundt omkring i kommunen:

7. november kl. 13.30 -16 på Ryomgård Hotel

8. november kl. 10 - 11.40 på Syddjurs Gymnasium, Rønde

8. november kl. 19 - 21.30 i Mørke idrætscenter

9. november kl. 19 - 21 på Fregatten Jylland, Ebeltoft

10. november kl. 17 - 19 på Kafe Kolind i Kolind

10. november kl. 19 - 21 på Rosmus Skole

Hvis du ikke allerede har besluttet dig for, hvem du vil stemme på, er der hjælp at hente. Vi har lavet en kandidattest i samarbejde med en række andre medier i Danmark, der næsten er blevet taget en million gange. Måske kan den pege dig i retningen af din kandidat?

I vores kandidattest har du mulighed for at svare på en række spørgsmål, som kan give dig et indtryk af, hvilken kandidat du er mest enig med.

Du kan tage testen for både kommunalvalget og for valget til regionsrådet.

I testen beder vi dig svare på 25 politiske spørgsmål, som alle kandidaterne i Syddjurs allerede har haft mulighed for at svare på. Ved at sammenligne dine svar med kandidaternes svar, kan vi vise de kandidater, der ligger tættest på dine politiske holdninger.

Efter testen kan du se kandidaternes uddybende forklaringer til hvert spørgsmål.

Der er både spørgsmål om nationale forhold og om forhold regionalt og kommunalt, som er relevante for dig i Syddjurs Kommune.

Da du skal sætte to krydser, er der naturligvis også to tests, du kan tage.

Tag testen til kommunalvalget i Syddjurs her.

Og her kan du tage testen til regionsrådsvalget.

Ny teaterfestival modtager støtte

Syddjurs Egnsteater er et af de ni teatre, der står bag den nye festival, Teater lige om hjørnet. Foto: Søren Øhlers

Syddjurs er kommet et stort skridt tættere på at få en ny teaterfestival. Onsdag godkendte Udvalget for plan, udvikling og kultur en ansøgning om 247.300 kroner til en pilotudgave af den nye festival, der kommer til at hedde Teater lige om hjørnet.

Det er planen, at den nye festival skal løbe af stablen over fire dage i juni 2022 med deltagelse af ni teatre, der i alt skal lave 23 forestillinger, der kommer rundt til publikum i forsamlingshuse og spillesteder både i landsbyer og de større byer i Syddjurs Kommune. Bag festivallen står professionelle teaterfolk, der alle bor i kommunen.