Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger SyddjursLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Peter Frøstrup (tv.) fra Fjellerup Strands Camping og Lars Bendixen (th) fra Ebeltoft Strand Camping er begge optimistiske forud for den kommende turistsæson. Foto: Søren Øhlers

Vender turisterne tilbage?

”Tjena”, ”hei”, "hoi", ”guten tag” eller bare ”hej”?

Det er endnu uvist, om det primært bliver danske turister eller gæster fra vores nabolande, vi kommer til at hilse på, når vi slår teltet op på Fjellerup Strands Camping, Ebeltoft Strand Camping eller et af de mange andre overnatningssteder.

Sikkert er det dog, at der skal mange turister til, hvis sidste års rekord på i alt 1.255.628 overnatninger i Syddjurs i 2021 skal overgås.

Rekorden fra 2021 skal ses i lyset af, at mange danske turister droppede charterferien til fordel for en sommer i Danmark. Spørgsmålet er så, om charterturisterne er blevet så forelskede i den danske sommer, at de bliver hjemme, eller om turen igen går sydpå.

Mens covid-19 fylder mindre og mindre i danskernes bevidsthed, fylder krigen i Ukraine og de medfølgende økonomiske konsekvenser mere. Hvad det kommer til at betyde for turisternes lyst til at tage til Djursland for at se isbjørneungerne Nivi og Anori i Skandinavisk Dyrepark, besøge 100 millioner kroner-satsningen Dinosaurland i Djurs Sommerland og spise bæredygtig mad serveret af årets tjener, Mathias Breinholt, hos Moment i Feldballe, er VisitAarhus spændte på.

De arbejder lige nu på højtryk for at markedsføre Aarhusregionens otte midtjyske kommuner over for danske og internationale gæster.

- Krigen kan få betydning for, hvor folk vil rejse hen, ligesom det også øger vores bevidsthed om, hvad vi bruger vores penge på. Der er husholdninger, der er nødt til at have mere fokus på de daglige omkostninger, og det kan slå igennem på feriebudgettet både for danske og internationale turister.

- Vi er spændte på, hvad det kommer til at betyde. Det kan blive en uforudsigelig sæson, vi går ind i, siger Trine Lundorf, der er kommunikations- og udviklingsdirektør hos VisitAarhus.

Det er ikke småting, der er på spil. Ifølge Syddjurs Kommune omsætter djursområdets turismevirksomheder og de øvrige brancher, som eksempelvis detailhandelen, for mere end 1,3 milliarder kroner årligt på grund af turisme.

Hvad skal der så til for at fastholde vores momentum som en turistattraktion i fremgang? Det giver VisitAarhus deres bud på i dette nyhedsbrev, hvor vi også har de første indikationer på, om Djursland igen i år kommer til at tage imod mange turister.

Husk, at du altid kan kontakte journalist Søren Øhlers på 26 70 05 40 og journalist Asbjørn With på 61 66 46 03, hvis du har ris, ros, kommentarer eller en ide til et emne, vi skal tage op.

Tak, fordi du læser SyddjursLIV.

P.S. Hvis du ikke allerede er abonnent, vil vi gerne have dig med på holdet. Mange har allerede valgt at abonnere og blive en del af et fællesskab, der prioriterer overblik og dybde over nyhedsræs og breaking news. Som abonnent kan du forvente at modtage cirka to nyhedsbreve om ugen, hvor vi går i dybden med de vigtigste historier, der har betydning for livet i Syddjurs.

Lyder det som noget for dig, kan du for 39 kroner om måneden blive fuldgyldig abonnent lige her. Det er selvfølgelig også helt okay, hvis du hellere vil se os lidt mere an. Derfor vil du stadig modtage dette nyhedsbrev gratis, hvor vi hver gang giver vores bud på nogle udvalgte historier fra Syddjurs. Og skulle du få lyst til at få den fulde oplevelse med fri adgang til det hele, vil vi glæde os til at byde dig velkommen ombord.

Billede af Søren Øhlers
Billede af skribentens underskrift Søren Øhlers Journalist
Trine Lundorf, der er kommunikations- og udviklingsdirektør hos VisitAarhus, er fortrøstningsfuld på Djurslands turisme vegne trods den økonomiske usikkerhed, der er opstået på grund af krigen i Ukraine. Foto: Søren Øhlers

Krig giver uforudsigelig sommer: Turistorganisation forventer, at de internationale gæster vender tilbage til Djursland

Krigen i Ukraine betyder, at den forestående turistsæson er uforudsigelig. Djurslands brede vifte af attraktioner betyder dog, at VisitAarhus er fortrøstningsfulde på vores vegne. 

Det skyldes blandt andet det brede udbud af aktiviteter og seværdigheder, ligesom Djursland på flere områder er hoppet med på nye turismetrends som fokus på bæredygtighed og mere luksuriøse overnatningsformer for campisterne.

Selvom covid-19-restriktioner er skiftet ud med økonomiske bekymringer på grund af invasionen af Ukraine, er VisitAarhus fortrøstningsfulde forud for sommeren på Djursland, selvom forrige års overnatningsrekorder næppe bliver slået.

"Den enes død, den andens brød".

Hvor kynisk det end lyder, passer ordsproget meget godt på den oplevelse, som overnatningsstederne på Djursland har haft de seneste to år.

Selvom der naturligvis har været frustrationer over covid-19-restriktionerne, nød overnatningsstederne på Djursland nemlig godt af, at turen sydpå blev skiftet ud med en sommer på en campingplads eller i et sommerhus på Djursland.

1.255.628 gange lagde gæster sig i 2021 til at sove hos overnatningsstederne i Syddjurs, mens 932.418 gjorde det i Norddjurs. Det er en stigning på henholdsvis 20 og 22 procent, mens antallet af overnatninger faldt i de resterende kommuner i Aarhusregionen.

- Djursland har haft forrygende år under corona. Ser man på turismetiltrækningen i den periode, er det virkelig Djursland, der har trukket fremgangen i Aarhusregionen. Det skal især ses i lyset af de mange sommerhuse og campingpladser på Djursland, men naturen og mulighederne på Djursland under covid-19 spiller også en stor rolle, siger Trine Lundorf, der er kommunikations- og udviklingsdirektør hos VisitAarhus.

Krig er årsag til uforudsigelig sommer

Mens covid-19 ikke længere sætter store begrænsninger for turisterne i Nordeuropa, skaber krigen i Ukraine nu ny usikkerhed.

Netop den usikkerhed, der er forbundet med krigen, fylder meget hos VisitAarhus.

Ifølge VisitAarhus tiltrækker historiske attraktioner som Fregatten Jylland særligt tyske turister, der er interesserede i historie. Foto: Søren Øhlers

- Krigen kan få betydning for, hvor folk vil rejse hen, ligesom det også øger vores bevidsthed om, hvad vi bruger vores penge på. Der er husholdninger, der er nødt til at have mere fokus på de daglige omkostninger, og det kan slå igennem på feriebudgettet både for danske og internationale turister.

- Vi er spændte på, hvad det kommer til at betyde. Det kan blive en uforudsigelig sæson, vi går ind i, siger Trine Lundorf.

Turister fra nabolande vender forhåbentligt tilbage

Trine Lundorf forventer ikke, at krigen i Ukraine og de økonomiske konsekvenser, det har haft for de danske turister, betyder endnu en sommer, hvor danskerne bliver hjemme.

- Forventningen hos os er, at vi ikke kommer til at se lige så mange danskere som under corona. Til gengæld håber vi, og arbejder vi målrettet imod, at danskerne vælger at tilbringe noget af deres ferie i Danmark, ligesom vi forsøger at få flere af de internationale gæster til at vende tilbage. Der har vi et målrettet fokus mod de nære markeder, der er nabolandene Norge, Sverige og Tyskland.

- Da der var fuldt booket på Djursland i 2021, bliver det svært at leve op til rekorderne fra sidste år, selvom nogle af turisterne fra vores nabolande vender tilbage. Vi kan dog allerede se, at der både er danskere og tyskere nu, der booker feriehuse, siger Trine Lundorf.

Bæredygtig trend skal styrke Djurslands position

Med sin placering har Djursland ifølge Trine Lundorf allerede en meget bred appel, når det kommer til tiltrækning af turister.

- Attraktioner som Djurs Sommerland betyder, at det i høj grad er børnefamilier, som Djursland tiltrækker i højsæsonen, mens naturoplevelserne i højere grad tiltrækker parrene på begge sider af højsæsonen.

- Djursland har en unik kombination af attraktioner, natur med adgang til kysterne og den korte afstand til Aarhus og Randers for dem, der gerne vil besøge større byer i løbet af deres ferie.

Trods de gode forudsætninger for at tiltrække turister, er et nyt parameter, der stiller krav til turisterhvervet, på vej frem.

- Bæredygtighed betyder mere og mere. Det gælder både i turisternes valg af destination, transport til destinationen, valg af overnatningsform, oplevelser og mad. Derfor ligger der en spændende udfordring for turisterhvervet på Djursland i at indtænke det i deres værdikæder.

Sommeren er på vej, og hos VisitAarhus spår kommunikations- og udviklingsdirektør Trine Lundorf at folk igen i år vil efterspørge lokalt producerede og gerne økologiske fødevarer. Foto: Emma Ahlgreen Haa

- Et sted som Restaurant Moment, der ligger som nabo til den bæredygtige landsby Friland, er et godt eksempel på en restaurant, der har fokus på bæredygtighed ved at have et mål om, at deres mad er baseret på økologiske, selvproducerede og lokale råvarer.

Restaurant Moment i Feldballe er ifølge VisitAarhus et godt eksempel på en attraktion, der har fokus på bæredygtighed. Foto: Søren Øhlers

- Kaløvig, der arbejder med at reducere CO2-udslippet alle de steder, de kan, og Meny i Rønde, der har prioriteret at sælge lokale fødevarer, er andre eksempler, siger Trine Lundorf.

Finere campingform på vej frem

Det er ikke kun dagligvarebutikker og restauranter, der kan drage fordel i at prioritere lokalproducerede varer. Glamping, som er en sammentrækning af ordene "glamourøs" og "camping", vinder også frem, og her er det ikke kun et luksustelt med komfortable senge, som turisterne efterspørger.

- Vi oplever i stigende grad, at yngre generationer leder efter lidt mere luksus end det, som det traditionelle campingliv byder på. Det kan eksempelvis være at gøre det lettere at lave lækker aftensmad, muligheder for lækker takeaway og muligheden for at købe kvalitetskaffe eller lokale fødevarer. Det stiller nye krav til campingpladserne, der gerne vil tiltrække glampingturisterne.

- Et andet område, hvor man kan skille sig ud, er ved at tænke mere over designet af telte og hytterne. Det kan eksempelvis være arkitekttegnede hytter og brug af kvalitetsmaterialer, siger Trine Lundorf.

Glem ikke spritten

Mens overnatningsstederne har nydt godt af covid-19, førte de tilhørende restriktioner til, at flere attraktioner måtte holde lukket eller nøjes med en mindre indkomst på grund af restriktionerne. Det har dog umiddelbart ikke sat et stort aftryk på det Djursland, som turisterne kommer til at møde denne sommer, mener Trine Lundorf.

- Attraktionerne har haft det hårdt, men har overlevet. Mange har brugt tid til at reinvestere, istandsætte og bygge om. Derfor står mange af dem stærkt, når der - forhåbentligt - kommer fuldt tryk på turismen igen.

Med muligheden for at møde lokale borgere og samtidig opleve en historisk bygning kan Maltfabrikken ifølge VisitAarhus blive en attraktion, der tiltrækker flere turister i den kommende sæson. Foto: Søren Øhlers

Hun advarer dog i mod, at man, i sin iver efter at lægge covid-19 bag sig, glemmer, hvor turisterne kommer fra.

- Covid-19 er et større problem i andre lande end Danmark. Derfor tror jeg, at gode hygiejnemuligheder som eksempelvis tilgængelig håndsprit, både nu og i fremtiden skal være fremme og kommer til at være et lige så fast element som muligheden for at koble på wifi, siger Trine Lundorf.

Ifølge VisitDenmark var den samlede turismeomsætning i Syddjurs på 1.625.000.000 kroner i 2019, mens omsætningen var på 1.164.000.000 kroner i Norddjurs.

Turismen skabte 2.033 jobs i Syddjurs og 1.536 i Norddjurs.

De mørke skyer over Peter Frøstrups campingplads varsler umiddelbart ikke en hård sommer. Selvom antallet af bookinger ikke helt når samme højde som sidste år, glæder Peter Frøstrup sig over igen at kunne tage imod turister fra blandt andet Norge og Tyskland. Foto: Søren Øhlers

Campingpladser i nord og syd fortrøstningsfulde: - Særligt tyskere og nordmænd vender tilbage

Både tyskere og nordmænd præger bookingerne på to af Djurslands store campingpladser. Derfor er der optimisme at spore hos både Fjellerup Strands Camping og Ebeltoft Strand Camping forud for en turistsæson, som VisitAarhus betegner som uforudsigelig på grund af krigen i Ukraine og de økonomiske konsekvenser, som krigen har for turisterne.

Sommeren 2021 var rekordår for at antallet af overnatninger på flere campingpladser på Djursland. Trods økonomisk usikkerhed er to store campingpladser meget optimistiske forud for højsæsonen.

Trods blæst og overskyet vejr har de første campister har allerede indtaget Fjellerup Strand Camping, hvor lejrchef Peter Frøstrup er i gang med at så græs på et mindre område ved indkørslen til campingpladsen.

- Jeg gør pladsen klar til en af vores gæster fra sidste år, der vender tilbage i år. Hun vil gerne have denne plads, fordi hendes familie har pladsen overfor og pladsen ved siden af, siger Peter Frøstrup.

De sidste forberedelser inden højsæsonen er i gang på Fjellerup Strands Camping. Foto: Søren Øhlers

Klargøringen af den pågældende plads skyldes altså ikke frygten for, at campingpladsen bliver fyldt på samme måde som i 2021, der var et rekordår for Fjellerup Strands Camping.

Ligesom mange andre overnatningssteder på Djursland oplevede Fjellerup Strand Camping en stigning i antallet af overnatninger. Covid-19 betød nemlig, at flere danskere droppede rejsen sydpå på grund af restriktionerne for i stedet at holde ferie på Djursland.

VisitAarhus og turismebranchen venter nu i spænding på at finde ud af, hvad det kommer til at betyde for turismen for Djursland, at forbrugerne nu har bedre mulighed for igen at rejse sydpå, ligesom de økonomiske konsekvenser, der rammer husholdningerne på grund af krigen i Ukraine også er en ubekendt faktor.

Hos Fjellerup Camping ser det dog ud til, at nogle af de udenlandske turister vender tilbage.

- På nuværende tidspunkt er der ikke stor forskel på antallet af bookinger. Vi er ikke helt på samme niveau som sidste år, men det er tæt på. Desuden kan vi se, at der både er tyske og norske gæster blandt bookingerne, så de ser i hvert fald ikke ud til at have glemt os, siger Peter Frøstrup.

- Er plads 346 klar?

I den modsatte ende af Djursland har de første turister også indtaget Ebeltoft Strand Camping. Her gør billedet med de udenlandske turister sig også gældende.

- Ud over de danske bookinger har vi især mange bookinger fra Norge, fortæller Lars Bendixen, der er i gang med sin tredje sæson som vært på Ebeltoft Strand Camping.

Lars Bendixen tager i år hul på sin tredje sæson som vært og ejer af Ebeltoft Strand Camping. Han forventer flere overnattende gæster i år end sidste år. Foto: Søren Øhlers

En dansk mand afbryder kortvarigt for at spørge, om hans plads - plads 346 - er klar.

- Det kan du tro. Skal du have strøm med? spørger Lars Bendixen manden, der hvert år besøger Ebeltoft Strand Camping i bededagsferien, inden han igen kan fortælle om pladsens gæster.

Ebeltoft Strand Camping har 12 hytter og 400 pladser til campingvogne og telte. Foto: Søren Øhlers

- Desuden har vi en del tyske og hollandske bookinger. Vi havde af forskellige årsager ikke så høje overnatningstal sidste år, som vi kunne have haft, så vi forventer faktisk rekordmange gæster i år, siger Lars Bendixen.

Rift om ny campingform

Et af de trækplastre, der var fuldt bookede sidste sommer hos Fjellerup Strands Camping, var to glampingtelte, der ligger ned til havet. Glamping er en sammentrækning af ordene "glamourøs" og "camping", der tiltrak flere flere gæster.

Fjellerup Strands Camping havde sidste år et rekordgodt år. Lejrchef Peter Frøstrup kan se, at sommeren i år tegner til at blive næsten lige så god. Foto: Søren Øhlers

- Det er blandt andet lidt yngre gæster, der vil have en lækker og anderledes oplevelse og måske ikke lige er nået dertil, hvor de er klar til at købe en campingvogn, siger Peter Frøstrup.

Glampingteltene var så stort et hit, at Peter Frøstrup nu overvejer flere af de luksuriøse telte de kommende år. Campinggæsterne begynder nemlig i højere grad at efterspørge lidt dyrere og luksuriøse produkter.

- Vi oplever en øget efterspørgsel efter sjove legeting til børnene, specialøl og dyrere vine. Derfor er fokus også blevet øget på det i vores lille butik. Vi har drømt om at kunne sælge lokale varer, men det er for omkostningstungt på nuværende tidspunkt, siger Peter Frøstrup.

Både koldt og varmt vand i vognen

Ønsket om mere luksus kan også opleves i Ebeltoft.

- Vi kan se på de campingvogne, der kommer her, at flere er blevet opgraderet en del de seneste år. Nu er der flere, der både har varmt og koldt vand og bedre toiletforhold i vognene.

- Samtidig har vi også valgt at opgradere badeforholdene, da gæsterne har vænnet sig til bedre forhold end dem, man bød campinggæster for ti år siden, siger Lars Bendixen.

Mens Fjellerup Strands Camping satser på glamping, har Lars Bendixen i Ebeltoft valgt af fokusere på hytter, der også bliver revet væk.

- Forleden aften var der en hytte, der blev aflyst. Næste morgen havde jeg den første gæst i røret, der spurgte, om det var en fejl, at der nu var en hytte ledig.

Flere af hytterne på Ebeltoft Strand Camping er blevet renoveret forud for den kommende turistsæson. Det kan dog være svært at få fingre i en af hytterne, da der ifølge Lars Bendixen er rift om dem. Foto: Søren Øhlers

- Flere børnefamilier har opdaget, at det er en stor fordel at bo i hytter på campingpladser, fordi børnene har lettere ved at møde andre børn her end i sommerhusene, da man bor tættere her og kan mødes til de forskellige aktiviteter, siger Lars Bendixen, der ikke vil afvise, at Ebeltoft Strand Camping skal have flere hytter i fremtiden for at følge med efterspørgslen.

- Det bliver i hvert fald svært at få fat i en i højsæsonen, så jeg håber, at flere i stedet har modet til at prøve at bo i campingvogn eller telt, siger Lars Bendixen.

Fjellerup Strands Camping har 270 pladser, ti hytter og plads til fire telte, hvoraf to af dem er glampingtelte. Ebeltoft Strand Camping har 12 hytter og 400 pladser til campingvogne og telte.

Biogasanlægget i Nimtofte står formentlig foran en udvidelse. Foto: Søren Øhlers

Det skal du også vide

Få det hurtige overblik over, hvad der rører sig i kommunen lige nu i Kort Nyt fra SyddjursLIV

Biogasplaner er lagt i graven, mens der er opbakning til nye planer. Det er én af nyhederne i denne uges korte nyhedsoverblik

Planerne om et nyt biogasanlæg lagt på hylden

Der kommer ikke et nyt biogasanlæg til Djursland alligevel. Det oplyser Mogens Hjorth Jensen, der er formand for kvægbrugsudvalget i Djursland Landboforening og talsmand for arbejdsgruppen for dannelsen af en leverandørforening til biogas på Djursland.

I sommers kunne SyddjursLIV fortælle, at planerne om et nyt biogasanlæg skred frem. Nu har arbejdsgruppen i stedet besluttet sig for at arbejde hen imod en markant udvidelse af Brdr. Thorsen Biogas I/S ved Nimtofte.

- Vi har meddelt Nature Energy, at vi hellere ville det andet, fordi vi tror, det kan gå hurtigere. Der er et anlæg i forvejen, et lokalt forankret projekt og en god placering med 25 kilometer til de husdyrproducenter, der vil levere eller aftage biomasse, siger Mogens Hjort Jensen.

I forbindelse med beslutningen inviterer arbejdsgruppen til et fælles statusmøde torsdag 19. maj på landbocenteret i Følle. På mødet får deltagerne en status på hele projektet og samarbejdet med Brdr. Thorsen Biogas I/S. Samtidig vil forsamlingen blive præsenteret for hovedpunkterne i kommende leverandøraftaler.

Mogens Hjorth Jensen opfordrer alle, der ønsker at være en del af projektet, til at komme.

- Vi vil gerne understrege, at alle, der er interesseret i at levere eller aftage biomasse, er velkomne til mødet, siger Mogens Hjort Jensen.

Letbanen vil halvere vinteraflysninger

Antallet af aflyste afgange på grund af frost på køreledningerne skal halveres. Det er Letbanens målsætning næste vinter. Foto: Kim Haugaard

Antallet af aflysninger på grund af is skal ned. Det skriver Aarhus Stiftstidende.

Letbanens målsætning for den kommende vinter er, at der højest skal være tre morgener med aflyste tog på Grenaabanen og Odderbanen på grund af is. Det fremgår af en redegørelse, som er på dagsordenen til Midttrafiks næste bestyrelsesmøde.

Redegørelsen er lavet, fordi Midttrafik har bedt letbanedirektør Michael Borre forklare, hvad han har tænkt sig at stille op for at undgå, at letbanen til næste vinter igen bliver ramt af aflysninger på grund af tilfrosne køreledninger.

Ifølge Michael Borres svar i redegørelsen bød de seks dage med aflysninger denne vintre på helt specielle vejrforhold.

- Februar måned har været den mest regnfulde måned siden DMI i 1870'erne begyndte at måle. I starten af marts var der en uge helt uden vind med skyfri himmel og frostgrader hver nat. Samlet betyder det, at den megen nedbør, der ligger på markerne, fordamper, men ikke blæser væk. Det giver luftfugtigheder på 100 procent gennem hele ugen, og når det samtidig er koldt, skabte det is på køreledningerne.

Løsningen, der skal reducere antallet af aflysninger, er en olie ved navn Lupe EPR. Ifølge erfaringer fra Frankrig opnår den sin bedste virkning fra den anden vinter. Olien er allerede anvendt denne vinter.

Desuden skal vinterpantografer, der er monteret på taget af togene og har kontakt til den overliggende køreledning, fjerne isen.

Der har været aflysninger på grund af frost alle tre vintre, hvor letbanen har været i drift. De aflyste afgange lå denne vinter i perioden onsdag 2. marts til tirsdag 8. marts.

76-årig mand eftersøgt efter båd stødte på grund

Søndag opdagede en borger klokken 15.02 en forladt sejlbåd, der var stødt på grund cirka 100 meter ud for stranden ved Ebeltoft. Det oplyser Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Det viste sig senere, at en 76-årig mand tidligere på dagen var sejlet alene ud i båden, og Østjyllands Politi iværksatte derfor en større eftersøgning med hjælp fra Forsvarets søredningstjeneste og Østjyllands Brandvæsen.

Der blev søgt efter manden i et større område med helikopter og både, men det lykkedes ikke at finde den 76-årige søndag. Mandag blev eftersøgningen genoptaget.