ANALYSE: Var fyringen af den nye familiechef i virkeligheden rettidig omhu?
Måske betalte Claus Friis Lange prisen for, at man i Syddjurs hverken politisk eller i forvaltningen rigtig vidste, hvad man ledte efter, og først da den nye chef havde sat sig i stolen konstaterede, at det i hvert fald ikke var ham?
Måske var Claus Friis Langes tilgang til tingene og til opgaven som familiechef for farvet af, hvordan opgaven var beskrevet i Ringkøbing-Skjern, hvor han kom fra. Og hvordan han løste den der?
Uanset hvad, ser det mærkeligt ud, at det så hurtigt er så skidt, når så mange mennesker har været involveret i ansættelsesprocessen til en kommunal topstilling.
ANALYSE: Det kom som noget af en overraskelse for de fleste, da Claus Friis Lange i slutningen af juni blev fyret som familiechef.
Efter blot seks måneder, var det ikke længere ham, der skulle stå ved roret i den kommende genopretning af sagsbehandlingen på familieområdet.
Meldingen kom i en kort pressemeddelelse, og så var der ellers stille. Der var ingen, der rigtig havde lyst til at tale om, hvorfor manden, som i begyndelsen af året lignede en central aktør i en storstilet genopretningsplan pludselig slet ikke skulle være på holdet mere.
Der er naturligvis indgået en aftale om, at ingen af parterne udtaler sig, men det er bare også sådan, at tavshed ikke altid er guld.
Uanset hvad, ser det mærkeligt ud, at det så hurtigt er så skidt, når så mange mennesker har været involveret i ansættelsesprocessen til en kommunal topstilling.
For når to parter går fra hinanden efter meget kort tid. Og når ingen af parterne vil fortælle den måbende offentlighed hvorfor. Og når det er tredje gang på få år, at en familiechef bliver bedt om at pakke sine ting, så er det lige så naturligt, at der bliver spekuleret i, hvad der ligger bag.
Har Claus Friis Lange opført sig uanstændigt? Har han været upassende, og er det i virkeligheden en metoo sag? Eller har han overfuset medarbejdere i forvaltningen, stjålet af kassen eller på anden måde brudt reglerne, siden han skulle så hurtigt og konsekvent ud af døren?
Heldigvis er svaret nej, nej og nej. Slet ikke.
Claus Friis Lange har på ingen måde overtrådt de regler, der gælder, og han har heller ikke på anden vis gjort noget som helst anstødeligt.
Fyringen af Claus Friis Lange handlede mest af alt om hurtigt at få afbrudt et samarbejde, der reelt ikke havde nogen fremtid. Forstået på den måde, at det internt i forvaltningens top hurtigt stod klart, at den nye familiechef alligevel ikke var den rigtige til jobbet.
Når det er så tydeligt, som det ser ud til at have været i Syddjurs, så tjener det ikke noget formål at fortsætte. Derfor den hurtige exit.
Efter jobsamtalen lignede Claus Friis Lange ellers det tandhjul, der kunne forene maskineriet i Syddjurs, men da det først var på plads, passede det alligevel ikke ind. Det skurrede i samspil med resten af tandhjulene og gjorde måske egentlig bare situationen værre.
Claus Friis Lange kom med sine egne ideer og sine erfaringer om, hvad der virkede. Det forsøgte han tilsyneladende at overføre direkte til organisationen i Syddjurs. Udefra set kunne det se handlekraftigt ud, men internt lod det flere gange til at modarbejde dele af den proces, der allerede var sat i gang, før den nye familiechef trådte ind ad døren.
Var det så forkert, det Claus Friis Lange gjorde? Ikke nødvendigvis. Det passede bare ikke rigtigt ind i den måde, hjulene arbejder på i Syddjurs. Og det passede så dårligt ind, at familiechefen måtte rejse igen, næsten inden han var kommet i gang.
Men det er nok alligevel ikke hele forklaringen. For aben sidder ikke alene på skuldrene af en mand, der trods alt kom med gode resultater fra lignende stillinger i andre kommuner og overbeviste både et rekrutteringsfirma og et helt ansættelsesudvalg om, at de skulle vælge ham.
Så hvordan kan en ansættelse ramme så meget ved siden af? Der må være noget galt med jobbeskrivelsen, ansættelsesproceduren, forventningsafstemningen eller måske en blanding af det hele.
I den tid, SyddjursLIV har beskrevet og dokumenteret udfordringerne i familierådgivningen og i sagsbehandlingen på det specialiserede familieområde, er der flere ting, som i bagklogskabens klare lys har indikeret, at alt måske ikke var fryd og gammen bag facaden i den forvaltning, der langt om længe var fuldtallig for første gang i årevis.
Det har virket som om, at sammenhængskraften og kommunikationslinjerne på familieområdet har været beskadiget. Åbenlyst mellem forvaltningen og borgerne, hvor problemerne for alvor bliver synlige, fordi de har konsekvenser uden for rådhusets vægge.
Men også mellem medarbejdere og ledelse, mellem ledelse og direktion og mellem de ansvarlige politikere og forvaltningen. Problemerne i familierådgivningen har måske bare været de synlige symptomer på det egentlige problem?
Både kommunaldirektør Rasmus Møller og velfærdsdirektør Katrine Axél er relativt nye i direktionen. En smal direktion på kun tre.
Flere gange har Katrine Axél været konstitueret som social- og familiechef. Indtil ansættelsen af Claus Friis Lange har både socialområdet og familieområdet hørt under samme chefstilling, og det kan ikke have været uden omkostninger for Katrine Axél, at hun både har været chef og direktør i længere perioder.
Dermed ikke sagt, at Katrine Axél ikke har arbejdet solen ned fra himlen, men timerne til at løse begge opgaver, dukker jo ikke bare op. Og hvis ikke det betyder noget, at hun har løst begge opgaver, så er der vel ingen grund til at lede efter en ny familiechef, hvis det i virkeligheden fungerer bedre uden.
Dertil kommer den hyppige udskiftning af ledere af familieafdelingen frem til ansættelsen af den nuværende, Mette Thomsen, som indtil videre har været leder i snart et år.
Det er som om, at de ansvarlige politikere i familie-, børne- og læringsudvalget ikke helt har været klar over, hvordan forholdene har set ud i deres egen forvaltning.
Det kom bag på dem, at der var så store problemer med arbejdsmiljøet i sygefraværet i familierådgivningen, da SyddjursLIV bragte det frem. Det kom også bag på dem, da en ekstern undersøgelse slog fast, at at der stort set ikke bliver samarbejdet mellem de afdelinger i kommunen, der arbejder med de samme børn, unge og familier.
Hvordan er det muligt, at centrale afdelinger ikke arbejder sammen om udsatte børn, unge og familier?
Det var "horribelt" konstaterede udvalgsformand Kirstine Bille (SF), der har haft ansvaret for udvalgets arbejde som formand i flere end otte år.
Og hvordan er det muligt, at de ansvarlige politikere ikke ved, at afdelingerne ikke arbejder sammen?
Det kom også bag på politikerne, at Claus Friis Lange blev fyret. Det var udvalgsmedlemmernes opfattelse, da SyddjursLIV spurgte dem, at det gik godt og fremad.
Måske betalte Claus Friis Lange prisen for, at man i Syddjurs hverken politisk eller i forvaltningen rigtig vidste, hvad man ledte efter, og først da den nye chef havde sat sig i stolen konstaterede, at det i hvert fald ikke var ham?
Måske var Claus Friis Langes tilgang til tingene og til opgaven som familiechef for farvet af, hvordan opgaven var beskrevet i Ringkøbing-Skjern, hvor han kom fra. Og hvordan han løste den der?
Uanset hvad, ser det mærkeligt ud, at det så hurtigt er så skidt, når så mange mennesker har været involveret i ansættelsesprocessen til en kommunal topstilling.
De tre familier, som i SyddjursLIV har delt deres historier, kan med rette spørge sig selv, om der nu også er helt så meget styr på genopretningen af familieområdet, som udvalgsformanden sagde til SyddjursLIV i forbindelse med fyringen af Claus Friis Lange tilbage i juni.
- Direktøren - Katrine Axél - sætter sig selv i stolen. Derfor fortsætter arbejdet som planlagt. Jeg frygter ikke, at det giver et tilbageslag for det arbejde, der er i gang i familieafdelingen, sagde Kirstine Bille.
I den ideelle verden, skifter man ikke chef hele tiden. Det siger sig selv. Det larmer og sender et signal om, at der er noget galt. Det skaber usikkerhed blandt medarbejderne og utryghed ude blandt de borgere, der er afhængige af, at den kommunale sagsbehandling fungerer.
- Jeg kan godt se, hvordan det ser ud udefra. Der er en meget stor bevidsthed på rådhuset om, at tre familiechefer på tre år ikke sender et ret godt signal, konstaterer borgmester Michael Stegger (S).
Og det har han ret i. Prisen for at fyre den tredje familiechef på tre år kan blive høj. For hvem har lyst til at søge en stilling som familiechef i en kommune, som har skiftet ud på pladsen så ofte?
Uanset, om Claus Friis Lange leverede varen eller ikke leverede varen, hviler der nu et enormt ansvar på dem, der nu skal til at finde endnu en ny familiechef. Det gælder både rekrutteringsfirmaet, de mennesker, der skal udforme jobopslaget og jobbeskrivelsen og det ansættelsesudvalg, der skal ansætte den næste familiechef.
Hvis der ellers er nogen, der har lyst til at tage chancen og søge stillingen?