- Har man (politikerne på Djursland red.) tænkt sig at stille konkrete krav om, at solcellerne skal være produceret uden tvangsarbejde? Eller lukker man bare øjnene og krydser fingre?

Sådan lyder Mette og Ulf Vang Ørums skarpe spørgsmål til politikerne både i vores kommune og på Christiansborg.

Anledningen til spørgsmålet er Operation X-dokumentaren og en række artikler hos mediet Danwatch. Medierne har i samarbejde afsløret, at solceller i store danske solcelleanlæg er produceret af kinesiske selskaber, der benytter sig af tvangsarbejde i den kinesiske Xinjiang-provins.

Tvangsarbejdet udføres af det muslimske folkeslag uighurerne, der bliver flyttet fra deres hjem til store industrizoner, hvor de bliver en del af arbejdsprogrammerne i Xinjiang-provinsen, der blandt andet arbejder med produktionen af råmaterialer til solceller.

Det anslås, at der er over en million uighurer i fangelejrene i Xinjiang-provinsen.

Resultatet af tvangsarbejde er kan opleves flere steder i Danmark. Danwatch og Operation X har nemlig afsløret, at solcellerne i store danske solcelleanlæg er produceret af kinesiske selskaber, der benytter sig af tvangsarbejde i den kinesiske Xinjiang-provins.

I vores kommune er der fundet projektudviklere til seks solcelleanlæg. Det drejer sig om solenergianlæggene ved Sophie-Amaliegård, Dalsgaard, Margrethelund, Mesballe, Høegholm og Kolind og Nødager.

Udsigten til solcelleanlæggene og reaktionen på afsløringen - eller manglen på samme - undrer Mette og Ulf Vang Ørum fra Karlby ved Hornslet, der selv har kæmpet en kamp for at undgå at blive naboer til et solcelleanlæg. En kamp, som de vel at mærke vandt.

- Der er noget galt med proportionerne, når flere politikere engagerer sig heftigt i historien om de seks tyres parringsjagt hos Molslaboratoriet, mens det næsten går ubemærket hen, at vores kommune risikerer at komme til at lægge jord til solcelleanlæg, der er lavet af tvangsarbejdere, siger Mette Vang Ørum.

Politikernes fraværende interesse for afsløringerne er en ting. Noget andet er, hvad kommunen og politikerne reelt kan stille op. Her kommer både kommunen og kommunalbestyrelsen til kort.

Det fremgår af et svar fra teknik og miljøchef Sanne Attermann.

- Der er tale om private projekter, drevet af kommercielle aktører. Kommunen er alene planmyndighed og er derfor ikke involveret i hverken køb, anlæg eller drift af solcelleparkerne, siger Sanne Attermann.

Det er kommunalbestyrelsen, som vedtager lokalplan og miljøvurdering.

Som planmyndighed har de ansvar for at udpege og fastlægge bestemmelser for, hvordan områder i kommune- og lokalplaner anvendes.

Det drejer sig blandt andet om at fastlægge, om et areal må bruges til opførelse af boliger, offentlige formål, detailhandel eller erhverv og lignende.

Lokalplanerne fastsætter blandt andet også bestemmelser for byggeriets omfang og udformning. Derfor kan kommunen godt have indflydelse på, hvor højt et byggeri eksempelvis må være.

Når lokalplanerne er vedtaget, kan administrationen give de fornødne tilladelser, når en projektudvikler indsender en ansøgning.

Men kommunen har ikke lovhjemmel til at stille selvstændige krav til en privat udviklers indkøb. Derfor kan de ikke stille krav om dokumentation for, at solceller er produceret under ordentlige forhold.

Sanne Attermann tilføjer, at administrationen ikke har kendskab til hvilke leverandører, projektudviklerne forventer at benytte sig af.

Det er især de to store danske energiselskaber Better Energy og European Energy, som får deres solceller fra kinesiske virksomheder, hvis underleverandører bruger kontroversielle kinesiske arbejdsprogrammer i Xinjiang.

Det viser Danwatchs og TV 2’s undersøgelse.

Det er dog ikke de to energiselskaber, der står bag solcelleanlæggene i Syddjurs. Det oplyser kommunen.

NRGi, der er ejet af 225.000 andelshavere, står bag de tre solenergianlæg ved Dalsgaard, Margrethelund og Kolind og Nødager.

Deres leverandører skal leve op til en række krav, der blandt andet skal være med til at sikre, at deres solceller ikke produceres ved tvangsarbejde.

- Der forestår et grundigt analysearbejde forud for valg af leverandør. I NRGi-koncernen efterlever vi principperne i FN’s Global Compact, som blandt andet omfatter en række rettigheder for arbejdstager, herunder udryddelsen af alle former for tvangsarbejde.

Princippet, som NRGi efterlever, er, at de støtter udryddelse af alle former for tvangsarbejde.

- Den eller de leverandører, som eventuelt skal levere paneler til de tre projekter, vil skulle sikre, at de og deres underleverandører overholder NRGi-koncernens Code of Conduct, siger koncernkommunikationschef Tommy Jakobsen, der også understreger, at NRGi holder øje med, om Code of Conduct overholdes.

Tommy Jakobsen oplyser også, at NRGi endnu ikke har besluttet, hvem der eventuelt skal levere panelerne til de tre projekter.

Copenhagen Green Energy, der er projektudvikleren bag de kommende solenergianlæg ved Sophie-Amaliegård og Høegholm, er ikke formelt tilsluttet Global Compact Network Denmark, men ifølge miljøingeniør Thomas Wiene er der ikke noget i principperne, som de ikke er enige i.

- Som virksomhed ønsker vi grøn energi, men ikke på bekostning af slavearbejde. Derfor er det heller ikke de underleverandører, der afsløres i dokumentaren, der leverer til os. Det er en anden aktør i Kina. Men jeg kan ikke garantere, at deres solceller ikke også produceres under lignende forhold.

- Vi savner en ordning som eksempelvis FSC-certificeringen, der sikrer, at produktionsforholdene er i orden. Vi ville hilse det meget velkomment, hvis EU tog initiativ til det. Vi har ikke mulighed for selv at opstille en masse strenge krav, for vi ville ikke vide, hvad det var for en dokumentation, vi skulle kræve. Derfor ville det bare svække os, når de andre projektudviklere ikke stiller lignende krav, siger miljøingeniør Thomas Wiene fra Copenhagen Green Energy.

Det er svært for projektudviklerne at komme uden om solceller fra Kina. Ifølge Danwatch var fire ud af fem solceller i 2019 produceret i Kina.

Mens NRGi endnu ikke ved, hvor meget strøm deres anlæg kan producere, oplyser Copenhagen Green Energy, at solenergianlægget i Høegholm kommer til at producere el svarende til 19.000 hustandes årlige forbrug, mens anlægget ved Sophie-Amaliegård kommer til at producere el svarende til omkring 30.000 hustandes årlige forbrug. Der er dog fortsat stor usikkerhed omkring den præcise produktion ved Sophie-Amaliegård.

Orange - Green Solutions, der står bag solenergianlægget ved Mesballe, er endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

- Hold din kæft! Og få så slagtet det svin, sagde jeg!

Ordene bliver råbt af fuld kraft og skærer sig igennem den pæne og næsten andægtige stemning i køkkenet på Fregatten Jylland.

Et par turister stopper målløse op, forsøger at afkode, hvad der foregår. Den ene tager sin mobiltelefon op ad tasken og går i gang med at filme.

Kokken Flæske forsætter med at bande og svovle. Der skal laves suppe til den fine konsul, og det har Flæske ikke meget respekt for. Og han hader at blive forstyrret, når han fortæller historier.

- Få så det svin til at holde kæft, brøler Flæske igen ud over det hele på klingende fynsk.

Rasende over, at der tilsyneladende ikke er nogen, der makker ret, går Flæske selv over bag ved komfuret, hvor det lyder som om, at han med de bare næver selv slår grisen ihjel.

Selvtilfreds og med blodet dryppende fra hænderne, kommer Flæske tilbage og fortsætter sin fortælling.

Uffe Kristensen virker upåvirket af, at de besøgende på fregatten reagerer med forskrækkelse og lidt mistro i de første sekunder efter hans udbrud.

- Det har faktisk været noget af det sværeste, at det vrimler med turister. Jeg har været på fregatten næsten hver dag i august for at øve, og der er virkelig mange, der kigger på mig som om, jeg er sindssyg.

- Så det er faktisk dejligt, at du er her, så folk kan se, at jeg ikke bare taler og råber ud i luften, fortæller Uffe Kristensen, alias Flæske, der er freelance skuespiller.

I de kommende weekender kan han opleves på Fregatten Jylland, hvor han selv spiller i alt seks forskellige roller, som i en sammenhængende fortælling kommer rundt på skibet med nogle af de personager, der kunne have været ombord en gang.

Kaptajnen, kokken Flæske, Søren Krudtabe, konsulen, bådsmanden og præsten.

- Det bliver lidt som at spille kabaret på et værtshus. Folk står i vejen, siger ting, falder fra eller støder til undervejs. Jeg har kun mig selv og publikum samtidig med, at resten af de besøgende gør, som de nu gør, så det er ret udfordrerne, fortæller Uffe Kristensen.

Han har fået frie hænder af Syddjurs Egnsteater.

- En fed tillidserklæring.

Stykket har han skrevet på en sejltur hjem fra Sydfrankrig, og så har han øvet og øvet og øvet for at få fortællingen til at passe med de muligheder og begrænsninger, der følger med, når han også gerne vil bevæge sig rundt på et museumsskib.

- Jeg elsker selv at gå på museum. Og jeg ønsker altid, at jeg for et øjeblik kan få lov til at være der rigtigt. Bare et øjeblik glemme verden omkring mig og bare være til stede.

- Det er den følelse, jeg har forsøgt at skabe. Nogle meget forskelligartede figurer fra skibets nederste til skibets øverste. Nogle er stille, andre nogle brallerrøve og andre igen er socialt indignerede, forklarer Uffe Kristensen.

En af de helt store udfordringer er at balancere mellem det at være skuespiller, der trækker publikum med rundt på skibet i en fortælling, og risikoen for, at der bliver stillet spørgsmål, der ikke har noget med stykket at gøre. Eller at der simpelthen sker noget helt uventet.

- Jeg er jo ikke guide, men folk stiller alligevel spørgsmål på turen rundt, og der skal hver karakter have sin egen måde at håndtere det på. Derfor er jeg også nødt til at kende mine figurer rigtig godt, for de kan hvornår som helst blive revet ud af deres komfortzone, og det skal de kunne håndtere, forklarer Uffe Kristensen.

Oppe i kaptajnens kahyt huserer den bralrende og arrogante konsul, der er på vej til sit nye embede på de Dansk Vestindiske Øer. Præsten ombord er mere bekymret for de rygter, der går om hans forgænger i embedet i Vestindien, Bådsmanden fortæller røverhistorier og Søren Krudtabe forsøger at få skrevet et brev hjem til sin familie, men han vil ikke gøre dem urolige.

Kaptajnen mindes dengang han selv påmønstrede fregatten ved kanon nummer ni i slaget mod preusserne i 1864.

- Det, karaktererne fortæller, skal selvfølgelig være korrekt. Det er jo et museum. Men sproget har jeg arbejdet meget med, for det skal balancere, så alle kan forstå det. Også børn og unge, siger Uffe Kristensen.

Uffe Kristensen og hans figurer kan opleves i denne weekend og i weekenden 17. og 18. september.

- Det her har jeg simpelthen brugt så utrolig lang tid på. Både i forhold til forvaltningen og politikerne.

Det Sven Arne Vallentin har brugt så utrolig lang tid på er Girafmosen. Eller rettere, det vand, der bliver pumpet fra Girafmosen og over i Vibækken, som løber i gennem naboområdet Bækholmen og Bækhøjen.

Ifølge Sven Arne Vallentin og flere andre, skaber det vand, der bliver pumpet over i Vibækken for at holde vandstanden i Girafmosen nede, store.

- Vibækken er i rigtig dårlig forfatning. Mange af de rør, som åen løber i flere steder er dårligt vedligeholdt, og det skaber problemer med oversvømmelser lang åen. Det er helt klart Syddjurs Kommunes ansvar at vedligeholde bækken, fortæller han.

Og det ekstra vand, der kommer fra Girafmosen, gør bestemt ikke sagen bedre, forklarer Sven Arne Vallentin, der ikke vil have en dråbe vand fra Girafmosen, før Vibækken fungerer, som den skal igen.

-Vi er jo ved at drukne i vand i forvejen.

- Jeg forstår slet ikke, at de får lov til at pumpe vand herover til os. Pumpen er ikke lovlig, og de rør der leder vandet over til os og Vibækken, er ikke lovlige, konstaterer Sven Arne Vallentin.

Som SyddjursLIV tidligere har fortalt, er den omtalte pumpe central i historien om Girafmosen. Pumpen sørger for at vandet ikke stiger i Girafmosen, og er på den måde med til at undgå oversvømmelser i områdets haver, huse og sommerhuse, mener de i Girafmosen.

Men som SyddjursLIV også har fortalt, er pumpen stadig ikke lovliggjort. Og det har Sven Arne Vallentin og flere af hans naboer en stor del af ansvaret for.

- Det er simpelthen urimeligt, og på ingen måde i orden. Det svarer jo til, at man bare tager vand fra sin egen have, og hælder det over hækken til naboen, som så står med alle problemerne. Det ligner ikke noget.

Tilmed forsøger kommunen, efter Sven Arne Vallentins mening, oven i købet at give tilladelse til, at nogle der har for meget vand i haven bare kan pumpe vandet ind i andre menneskers haver.

Og her sætter Sven Arne Vallentin grænsen.

For mange af hans naboer har oplevet oversvømmelser i årenes løb. Oversvømmelser, der efter Sven Arne Vallentin og naboernes vurdering, er blevet voldsomt forværret af det ekstra vand fra Girafmosen.

- Der er jo blevet pumpet længe uden tilladelse. Men da kommunen så gav en tilladelse, så gjorde vi indsigelser. Der er mange haver, der sejler i vand, og jeg gik ind i det som vejformand, fortæller Sven Arne Vallentin.

Klagen endte hos Miljø- og Fødevareklagenævnet, der har til huse i Nævnenes hus i Viborg, som behandler sagen. Og i mens fortsatte pumpen i Girafmosen.

For klagerne havde ikke opsættende virkning, og dermed stod kommunens tilladelse ved magt, indtil en afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet eventuelt sagde noget andet.

- Der gik lang tid, men efter godt et år, blev kommunens tilladelse til pumpen ophævet af klagenævnet, konstaterer Sven Arne Vallentin.

En lille sejr, men uden nævneværdi effekt, måtte de i alt fem klagere erkende.

For kommunen gav akuttilladelser til at pumpe vand ud af mosen, og efter godt et halvt år, gav kommunen en ny tilladelse til pumpen.

- Igen klagede vi. Denne gang er der fire klagere. Og igen fik vi ret, konstaterer Sven Arne Vallentin.

Men kommunen havde ikke i sinde at give op. Historien gentog sig selv en tredje gang. En tilladelse til pumpen blev givet. Der blev klaget, nu af hele ni klagere, og Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede for tredje gang kommunens afgørelse.

Lige nu Sven Arne Vallentin og naboernes klage over kommunens fjerde tilladelse til pumpen under behandling i Viborg, og ingen ved, hvornår den afgørelse falder.

- Men vi tager os til hovedet her, siger Sven Arne Vallentin.

- Normalt kan man kun appellere en sag to gange. Jeg har spurgt Syddjurs Kommune, hvor man gange, de vil fortsætte med at give tilladelser. Svaret var, at det ville de blive ved med, fortsætter han.

- Jeg er ærgerlig og ked af det på de menneskers vegne, som lige nu bygger sommerhuse i mosen. De ender med at få våde fødder, siger Sven Arne Vallentin, der vil blive ved med at bekæmpe det, han mener er en ulovlig pumpe og en ulovlig rørledning, så længe det er nødvendigt.

- Det tragiske er, at nogen ender med Sorteper til sidst. Enten får de våde fødder i Girafmosen, eller også vinder kommunen, og tilladelsen får lov til at stå. Men så er der bare en masse andre mennesker, der står med problemet herovre hos os, konstaterer Sven Arne Vallentin.

Dette er kapitel 4 i SyddjursLIVs undersøgelser af sagen om Girafmosen.

Hvis du ikke fik læst det første kapitel, så kan du finde kapitel 1 her og kapitel 2 her.

Kapitel 3 kan du finde her.

I de næste kapitler får Syddjurs Kommune mulighed for at svare på alle de kritiske spørgsmål og forklare, hvordan situationen i Girafmosen ser ud fra deres synsvinkel. Og så ser SyddjursLIV nærmere på, hvordan den gordiske knude i og omkring mosen måske kan løses, og hvilke mulige løsninger, der er.

Hver uge samler vi nyhederne fra den seneste uge i vores kommune. På den måde kan du nemt og hurtigt få overblik over det, der er sket.