Anja Christensen åbner døren, og byder mig indenfor. Det er ikke overskudsenergi, der stråler mig i møde i døren.

Men som altid byder hun mig venligt indenfor, hælder lidt Nescafé op i en kop, og spørger, om jeg skal have mælk i.

- Søren er nok på vej, undskylder Anja Christensen, selvom det er mig, der er fire minutter for tidligt til vores aftale.

Mens Anja Christensen laver kaffe, kommer hendes mand hjem fra arbejde i den sorte varevogn, der agerer som firmabil.

I hånden har han en pose med rundstykker, og mens han finder vej gennem sin entre, siger hej til sin hustru og til mig, er der et strøg over hans ansigt, der er anderledes end sidst.

Ligesom der er hos Anja.

Det er de samme mennesker, jeg mødte for snart et år siden, da SyddjursLIV første gang var på besøg for at beskrive, hvad Anja og Søren Christensen havde oplevet i kontakten med familierådgivningen i Syddjurs.

En familierådgivning, der med enkle ord sejlede, og som krævede en stor indsats at få tilbage til en situation, hvor borgernes behov for hjælp var i første række.

Dengang fortalte Anja og Søren, hvordan deres yngste søn Emil havde det. Og hvordan de som forældre havde kæmpet i de første år af hans liv for at give ham den rigtige hjælp og støtte, men også for at få deres eget parforhold, familieliv og økonomi til at hænge sammen, mens de kæmpede for at familiens øvrige børn ikke skulle lide under deres lillebrors og deres forældres udfordringer.

De var dengang, sammen med Vivi-Ann Lennartz og Sille Sandel et billede på, hvordan den kommunale hjælp til udsatte og udfordrede familier stort set var brændt sammen i Syddjurs.

I et interview med SyddjursLIV beskrev den nye leder af familierådgivningen, Mette Thomsen, tilbage i efteråret sidste år, hvilke problemer hun så som åbenlyse.

Og hun lagde, med bred politisk opbakning i både fagudvalget og i kommunalbestyrelsen, en plan for, hvordan familierådgivningen igen kunne blive den pålidelige og troværdige hjælp i de godt 1.200 åbne sager under familierådgivningens vinger.

En ny familiechef blev ansat og fyret igen efter seks måneder i krydsfeltet mellem rettidig omhu og manglende præcisering af opgaverne for en ny familiechef.

Mette Thomsen er siden konstitueret som familiechef, men hun fungerer stadig som leder af familierådgivningen frem til hun fastansættes som familiechef ved årsskiftet.

Men for Anja og Søren Christensen har forskellen været lige præcis ingenting.

Det eneste de ønsker er, at Emil bliver udredt, så det bliver muligt at finde det rigtige pasningstilbud til ham.

Hos familierådgivningen er man begyndt en undersøgelse af familiens behov for støtte. En proces, der kan tage lang tid.

Men der, hvor der virkelig kan gøre en forskel er hos PPR(Pædagogisk, Psykologisk Rådgivning, red.), der har mulighed for at sende Emil videre til en egentlig udredning, sker ingenting.

- Alle de steder vi henvender os, får vi at vide, at det er kommunens PPR, der skal henvise Emil til en udredning. Alle sender os tilbage til PPR. Det er dem, der skal bevillige en neuropsykologisk udredning af Emil, konstaterer Anja Christensen.

Siden SyddjursLIV sidste gang besøgte familien, har hun brugt endnu et utal af timer på at kæmpe for at få det rigtige tilbud til hendes og Sørens søn.

Siden Emil blev født alt for tidligt på Randers Sygehus, har hans mor og far vidst, at der var noget galt.

I de første år af Emils liv har hans forældre gjort alt hvad de kunne for at give deres yngste søn de bedst mulige forudsætninger for at få et godt liv.

- Vi har besluttet, at vi nu har brug for ro omkring vores familie og Emil. Derfor har vi lavet et budget, hvor Anja passer Emil, og som kan bringe os igennem det kommende år, sagde Søren Christensen til SyddjursLIV for et år siden.

Familien ville hellere bruge opsparingen rub og stub, sælge campingvognen, bilen og låne penge af familien, end de ville sende Emil i dagpleje med risiko for at skade hans hjerne og nervesystem.

- For kommunen er det bare penge, men for os er det et liv. Emils liv. For mig er det et par år af mit liv, men for Emil kan det få fatale følger, hvis vi gør det forkerte nu, sagde Anja Christensen for et år siden.

Nu sidder jeg igen hjemme hos Anja og Søren Christensen. Der er gået et år, og der er ingenting sket.

Emil er begyndt i børnehave, og Anja og Søren Christensens liv ligger i ruiner. Både socialt og økonomisk.

- Helt overordnet er mig og Søren blevet økonomisk blevet presset derud, hvor vi har brugt hele vores opsparing og solgt vores campingvogn. Der er ikke mere. Derfor har vi siden 1. april været nødt til at sende Emil i børnehave, fordi jeg simpelthen er nødt til at tjene nogle penge.

- Vi er nu presset derud, hvor vi er tvunget til at gøre Emil fortræd, siger Anja Christensen.

I børnehaven gør pædagogerne det bedste de kan for Emil. Og det er slet ikke personalet i børnehaven, der giver anledning til frustration hjemme hos Anja og Søren Christensen.

- De forsøger mange ting, og de gør alt, hvad de kan. Men det holder ikke. Emil kan ikke rumme alle de andre børn. Han sidder tit alene med en voksen, og når han kommer hjem, har han overhovedet ingen overskud, siger Søren Christensen.

Anja og Søren Christensen var blandt de familier, som for snart et år siden havde overskud til at fortælle deres historie i SyddjursLIV.

Og på foranledning af SyddjursLIV blev Emils forældre inviteret til dialogmøde med de ansvarlige politikere og embedsmænd.

Efter det dialogmøde i marts, var Anja og Søren Christensen forsigtigt optimistiske, men håbet om, at en dialog kunne bringe sagen videre, er fuldstændig væk.

- Der er ingen, der har fulgt op på det dialogmøde. Det er ret skræmmende, konstaterer Anja Christensen.

Indtil nu har der været usikkerhed om, hvorvidt Emils udfordringer skyldes, at hans nervesystem ikke er færdigudviklet eller om skaderne i forbindelse med den alt for tidlige fødsel er permanente.

- Vi har sådan håbet på, at der måske ville ske noget, når Emil blev tre år. Så kunne vi få scannet hans hoved og få udredt, hvad vi kan gøre for ham, siger Anja Christensen.

Emils forældre har selv foreslået en plads i Pindstrup, som har en specialbørnehave. Men kommunen afviser, at Emil har så store udfordringer, at han skal flyttes til Pindstrup.

I stedet fastholder kommunen, at Emil kan rummes i et almindeligt pasningstilbud med støttetimer.

- Det kan han simpelthen ikke, konstaterer både Anja og Søren Christensen.

Ikke nok med at Anja og Søren Christensens forhold og familieliv er ved at smuldre om ørerne på dem, så er der heller ikke flere penge.

Anja Christensen har tidligere søgt om tabt arbejdsfortjeneste, så hun kunne få en økonomisk hjælp til at passe Emil derhjemme. Det har kommunen afslået, og derfor har familie selv betalt i form af en manglende indtægt, siden Emil blev født.

- Vi kan ikke mere. Vi er blevet slidt op i forsøget på at give Emil de bedste forudsætninger for at rette op på nervesystemet, hvis det var fordi, det var umodent og ikke færdigudviklet.

- Men nu er jeg nødt til at arbejde. Der er masser af job, og jeg kommer til mange samtaler, men når jeg fortæller om Emil, og at jeg kan blive nødt til at hente ham i børnehaven, så får jeg ikke jobbet, fortæller Anja Christensen.

Nu er hun i jobtræning, og har den seneste måned været fraværende fem dage, hvor Emil slet ikke kunne være i børnehaven.

- Vi vil bare gerne have Emil udredt. Der er gået så lang tid siden det dialogmøde med politikerne, og vi er nødsaget til at presse børnehaven så voldsomt til at have Emil mere og mere. Men vi føler os som dårlige forældre, fordi vi er tvunget til at presse Emil langt, langt ud over, hvad han kan holde til, siger Anja Christensen.

Der er stor interesse for at blive i stand til at handle direkte og meningsfuldt på klimakrisens store udfordringer.

Det var tilbagemeldingen fra de 21 elever, der denne sommer var det første hold på Højskolen Grobund,

Derfor er der nu åbnet for tilmeldingen til sommerens hold, hvor der igen er plads til op til 30 kursister.

- Der er mange, der oplever en magtesløshed i forbindelse med den grønne omstilling. Et højskoleophold her viser dem, at man kan se på sig selv og den måde måde, som ens liv påvirker klima og miljø. Og så så giver vi dem konkrete redskaber til at gøre tingene i deres egen hverdag på en mere bæredygtig måde, siger Jonas Hagen Høj, der er en af underviserne på kurset.

Omdrejningspunktet for forløbet, der løber fra 7. maj til 2. juli, er arbejdet med at bygge den nye højskole.

- Denne sommer skal der arbejdes på at bygge en elevbolig og formentligt også et lille køkken. Det sidste afhænger dog af nogle tilladelser, der skal indhentes fra kommunen, siger Jonas Hagen Høj.

Byggematerialerne anskaffes i Grobunds ånd på to vidt forskellige måder.

- Vi bruger meget genbrug som døre og vinduer. I og med, at vi ikke er statsautoriseret, kan vi desuden lave sponsoraftaler med producenter, der producerer bæredygtige byggematerialer. På den måde kan byggebranchen, der også skal rykke sig i forhold til den grønne omstilling, få omtale af deres materialer, bidrage til den grønne omstilling og sikre, at nogle af dem, der vil bruge bæredygtige materialer, lærer deres at kende, siger Jonas Hagen Høj.

Da der ikke er bygget nogen højskole endnu, skal kursisterne overnatte i telt.

Følger det kommende hold af kursister, der kan bestå af op til 30 kursister, tendensen fra det forrige hold, er det en meget blandet gruppe, der skal gribe hammer og lugejern.

- Fordommen vil nok være, at det er unge klimaaktivister, der drikker soyamælk og læser på RUC, der vil vælge et kursus som dette. Men det er faktisk ikke tilfældet. På det seneste hold var der både en dagpengemodtager og en chef fra Novo Nordisk, ligesom der også er et stort aldersspænd og kursister fra hele landet. Det spænder bredt, men klimamagtesløshed forbinder kursisterne, siger Jonas Hagen Høj.

Fælles for kursisterne er dog, at de kommer fra Danmark. Undervisningen foregår nemlig på dansk.

Foruden sommerens kursus er der også et kursus i februar. Målet er, at Højskolen Grobund på sigt skal kunne have 60 kursister på samme tid.

- Det er svært at sige, hvornår højskolen er færdig og kan rumme så mange kursister. I virkeligheden er processen og udviklingen af højskolen jo i højsædet, så det er ikke et mål i sig selv bare at få bygget en højskole. Men jeg tænker, at det er realistisk, at højskolen står klar til brug om fem år, siger Jonas Hagen Høj.

Vi har samlet tre korte nyheder, så du her kan danne dig et overblik over nogle af ugens mindre historier.