Lukas Bertram Vindum Mikkelsen elsker sin familie højt. Familien er hans sociale netværk, og i virkeligheden behøver han ikke flere sociale relationer end dem.

Ikke i det uvidende voksne ville kalde "den virkelige verden" i hvert fald.

- Han har ikke noget socialt behov. Og uden gaming vil han være isoleret på sit værelse, fortæller Line Vindum Mikkelsen, der er mor til 16-årige Lukas.

Som mange andre teenagedrenge elsker Lukas at sidde på sit værelse i kælderen med sit headset på og game.

Men Lukas er ikke som de fleste andre teenagedrenge, for han har angst, ADHD og belastningsudløst depression. Det har haft store konsekvenser for Lukas og for hans familie.

Det har betydet, at han næsten ikke går i skole, og når han gør, er det et par timer af gangen, sammen med en voksen og i et rum med kun en voksen og Lukas på specialskolen i Pindstrup.

- Lukas har altid skubbet fagpersoner, pædagoger og velmenende voksne væk. Dem gider han simpelthen ikke have noget med at gøre. Man skal komme med noget, Lukas kan bruge til noget. Og så skal man være glødende passioneret. Ellers gider han ikke, fortæller hans mor Line Vindum Mikkelsen.

For tre år siden fik familien for første gang kontakt med familiebehandler Daniel Maagaard Larsen, som siden er kommet i hjemmet en gang om ugen.

- Da jeg mødte Lukas første gang, var det helt tydeligt, at han ikke gad sådan en som mig. Men så spurgte jeg ham, hvad han gamede, og så var der skabt en relation med det samme, fortæller Daniel Maagaard Larsen.

Han er uddannet socialrådgiver og arbejder som familiebehandler. Men hans største fordel er, at han gamer.

Rigtig meget.

Og derfor ved han alt om det univers, Lukas befinder sig i og lever store dele af sit liv i.

- Vi fik hurtigt skabt noget at være fælles om. En relation, der bygger på respekt og anerkendelse for det, vi begge to går rigtig meget op i, fortæller Daniel Maagaard Larsen, der har tracket sin egen gaminghistorik til at omfatte flere end 20.000, siden han kastede sig over et af de første Pokemón-spil i slutningen af 1990'erne.

Line Vindum Mikkelsen fortæller, at hun sammen med sin mand lagde restriktioner på børnenes skærmtid, da de var små. Især for Lukas tre søskende. Men ikke for Lukas.

For det blev hurtigt klart, at den virtuelle verden var så stor en del af det liv, Lukas levede, at det ikke gav mening at begrænse det på samme måde som for de tre andre.

- Da Lukas skiftede skole til Pindstrup som 10-årige kunne vi se, at vennerne faldt fra. Og vennerne i spillene er nu hans venner, og dem han selv kalder venner, fortæller Line Vindum Mikkelsen.

For Lukas begyndte det med den iPad, alle elever i kommunen får udleveret i 0-klasse.

- Da det begyndte at gå galt for Lukas blev iPaden en slags flugt. Det var rigtig godt for ham, at han lige kunne komme lidt væk fra en situation. Både herhjemme men også i skolen eller ude i det offentlige rum.

- Især når de meget, meget dystre tanker kom, så kørte de bare rundt og rundt i hovedet på ham, og det var næsten umuligt at bryde tankerækken. Det kunne iPaden, og på den måde kunne vi berolige ham og skærme ham lidt, fortæller Line Vindum Mikkelsen.

I mødet med Daniel Maagaard Larsen blev gaming det første skridt til en tættere relation.

- I mine mange samtaler med Lukas, begynder vi altid med gaming. Det er det fælles tredje, vi mødes om. Men mens vi gamer, taler vi om mange andre ting, og så blive gaming et socialpædagogiske redskab, jeg kan bruge til at finde ud af, hvordan Lukas har det, og hvad der vil giver mening for ham i en skolemæssig sammenhæng, fortæller Daniel Maagaard Larsen.

Netop Daniels evne til at gå med Lukas ind i gaminguniverset er noget af det, der har skabt forandringer, mener Line Vindum Mikkelsen.

- Det er lettere for Lukas at tale, mens han laver noget andet. Han er en utrolig intelligent og reflekteret dreng, og han er god til at please og tale dig efter munden. Så det kan være meget svært at aflæse ham.

- Men under gaming slapper Lukas mere af. Han bliver på en måde mere naturlig og ægte, og så har Daniel fået mulighed for at mærke, hvor Lukas er henne, fortæller Line Vindum Mikkelsen.

Hun kan mærke, at tiden sammen med Daniel er god for hendes søn, der ved at have Daniel ved sin side, mens de gamer, hele tiden lærer noget og udvikler sig.

- Noget af det, Daniel har sneget ind handler om relationer til andre. Hvordan taler man sammen, og hvordan aflæser man andre mennesker, og det de siger?

- Der er et kodeks online, der skal følges. Lukas kan godt blive lidt af en politimand, der påtager sig alt, når det kommer til at holde øje med, hvad andre gør. Der får Daniel på en meget fin måde sat så diskrete ord på, at Lukas tager det til sig i stedet for at blive vred, siger Line Vindum Mikkelsen.

- Dermed ikke sagt, at Lukas ikke er blevet vred på Daniel. Men Daniel er den eneste voksne, Lukas kan blive vred på men alligevel vende tilbage til. Det er rigtig positivt, at han på den måde finder ud af, at det godt kan lade sig gøre at tilgive og komme videre, fortsætter Line Vindum Mikkelsen.

Efter tre år sammen med Lukas er Daniel Maagaard Larsen så småt ved at trække sig ud af familien igen.

- Min opgave er at gøre mig selv arbejdsløs.

- Jeg har lært Lukas at kende, og jeg har kunnet være hans talerør i forhold til  det, der skulle til for at få ham ud af værelset, siger Daniel Maagaard Larsen.

Det bedste, mener han, ville være at tilbyde Lukas en plads på i en E-sports klasse, men sådan en findes ikke i Syddjurs.

- Nu går Lukas lidt mere i skole, og han er begyndt at gå til skak, så der er fremgang, siger Daniel Maagaard Larsen.

Han er stadig familiens kontaktperson i det kommunale system, og er da heller ikke helt færdig med at game med Lukas endnu.

Line Vindum Mikkelsen er glad for de positive forandringer, der sket i de seneste år.

- Lukas ved godt, at Daniel er på arbejde. Men han har oplevet at få en ven, der har gidet at være sammen med ham på hans præmisser. Det er utrolig værdifuldt.

- Og så har Daniel også vist, at gaming kan være noget andet end den stereotype forestilling om pizzabakker og coladåser. Han har vist, at man sagtens kan game som voksen. og at man samtidig kan være dygtig og bruge gaming i sit arbejde, konstaterer Line Vindum Mikkelsen.

Daniel Maagaard Larsen har en særlig kvalitet, som de fleste andre socialrådgivere og familiebehandlere ikke har.

Han er gamer.

- Man siger, at man skal øve sig på noget i 10.000 timer for at blive rigtig god til det. Jeg kan tracke, at jeg i hvert fald har gamet i 20.000 timer, fortæller Daniel Maagaard Larsen, mens han tænder for sit setup.

En gamers setup består i grundopstillingen af skærme, højtalere, tastatur, mus, et headset, en mikrofon og eventuelt et kamera. Foruden et gamerbord og en gamerstol.

- Jeg har gamet siden Pokemon Red kom i slut 1990'erne, fortæller Daniel Maagaard Larsen, som siden har gamet sideløbende med sin uddannelse til socialrådgiver og nu gamer sideløbende med sit arbejde som familiebehandler.

Ved lidt af en tilfældighed fandt han ud af, at hans interesse for og indsigt i gaming gav ham en helt særlig adgang til nogle af de børn og unge, det ellers godt kan være lidt svært at komme i kontakt med.

- Jeg arbejdede som timeaflaster i Aarhus. Det handler om at aflaste forældre i nogle timer, og her mødte jeg en rigtig sød dreng med autisme. Han elskede at game, og det var utrolig let for mig at komme i kontakt med ham og skabe en relation til ham, fordi vi begge to gamede, husker Daniel Maagaard Larsen.

For mange forældre er gaming et uforståeligt og utilgængeligt land, hvor deres børn og teenagere forsvinder ind i skærmen og den virtuelle verden.

- Rigtig mange forældre forstår ikke den komplekse verden, børnene befinder sig i, når de gamer. De forstår ikke de regler, der skal overholdes, og rigtig mange forældre slår op i banen i en kollektiv hjerneblødning, der hedder, at det finder børnene nok selv ud af.

- Og så bliver forældrene sure, fordi børnene ikke har fundet ud af det på den måde, deres forældre synes, konstaterer Daniel Maagaard Larsen, der har set og oplevet et hav af konflikter i spændingsfeltet mellem børn, gaming og forældre.

Netop fordi Daniel Maagaard Larsen kender til gaming indefra og har stor viden om autisme, blev han headhuntet til et job som familiebehandler.

- Der var ingen af mine kollegaer, der vidste noget om gaming. Nogle vidste måske lidt, men de havde slet ikke den dybe forståelse, der ligger bag gaming i dag, fortæller Daniel Maagaard Larsen, som har haft stor gavn af sin egne erfaringer med gaming.

- Jeg brugte det meget selv og særligt i forbindelse med sager om skolefravær.

Daniel Maagaard Larsen oplever ofte, at børn, der ikke kommer i skole helst vil være fri for velmenende voksne eller pædagoger, som gerne vil fortælle dem, hvad de skal gøre for at komme i skole.

- Men når jeg så spørger, hvad de gamer, så bliver der hurtigt skabt kontakt. Så deler vi med det samme noget, der ikke hænger sammen med kommunen eller skolen, og det giver nogle andre muligheder for at skabe en relation, siger Daniel Maagaard Larsen.

For mange børn, der ikke går i skole, kan gaming være deres livline til et socialt liv med vennerne, og for Daniel Maagaard Larsen gælder det i første omgang om at skabe et fælles sprog, så forældrene kan begynde at tale med deres børn.

- Nogle gange ved forældre til skolefraværende børn ikke engang, hvad deres barn spiller derinde bag døren. Og rigtig mange har svært ved overhovedet at komme i nærheden af deres barn, fordi de ikke forstår det sprog, deres barn taler.

- Det hedder for eksempel ikke hvad spiller du? Det hedder hvad gamer du? Og så begynder vi der, forklarer Daniel Maagaard Larsen.

Inden han går i gang med at åbne døren ind til spilindustriens dragende, udfordrende, manipulerende og udspekulerede verden, er det vigtigt for ham, at slå en ting fast med syvtommersøm.

- Det er ikke computeren eller gaming, der er det onde. Det er utrolig vigtigt at forstå. Gaming kan være et symptom på det, der er galt. Derfor hjælper det ikke at gribe ind overfor spillet med forbud. Hvis du tager det fra dem, så har de ikke noget tilbage, forklarer Daniel Maagaard Larsen.

Når han som familiebehandler møder et nyt barn eller en ung, begynder relationen i gaming. Et fælles ståsted, hvor relationen er lige, og hvor der er gensidig accept og respekt på grund af det fælles interesse.

- I mine samtale begynder vi altid i gaming, men vi kommer altid til at tale om noget andet, imens vi gamer. På den måde bliver gaming et redskab til at finde ud af, hvordan barnet eller den unge har det.

- Gaming bliver et fælles tredje, der opstår imellem os , og så bevæger vi os i alle mulige retning derfra, fortæller Daniel Maagaard Larsen.

Når et barn eller en ung ikke går i skole men i stedet har forskanset sig med et headset på foran skærmen og bag en lukket dør på sit værelse, er det vigtig at kunne se igennem det, man lige umiddelbart ser.

For det handler ikke kun om at game, men også i høj grad om at fastholde en socialrelation til andre.

- Mange kommer ikke op i skolen, men de har en social livline, fordi de gamer med vennerne efter skole. På den måde bliver gaming en social krog, selv om man ikke fysisk møde op i skolen, fortæller Daniel Maagaard Larsen.

Men for at komme et skridt videre og faktisk få kontakt til barnet eller den unge, kræver det, at man som voksen gør en indsats.

Dels for at lære spiluniverserne at kende, men også for at lære de strukturer, der er bygget ind i spillene. På den måde kan man forstå reglerne i gaming - også de uskrevne. Mange konflikter kan undgås, og man kan som forældre også være med til at forhindre nogle af de farer, der lurer i periferien af spillene, hvor fristende tilbud lokker i håb om at få fat i dine eller dine børns penge.

- For mange børn og unge, der har svært ved at være sammen med andre, for eksempel i skolen, er mange onlinespil med til at skabe struktur. På godt og ondt, konstaterer Daniel Maagaard Larsen, som parallelt med sine egne erfaringer med gaming som socialpædagogisk redskab også har gravet sig ned i onlinespillene opbygning og virkemåder.

Først og fremmest må vi som voksne forstå, at børn og unge ikke oplever den virtuelle verden som løsrevet fra den virkelige verden.

- En legeaftale online er lige så gyldig som en legeaftale, hvor børnene er i samme rum. Det betyder, at vi som voksne og forældre skal opfatte en virtuel legeaftale, som alle andre legeaftaler, forklarer Daniel Maagaard Larsen.

På samme måde har vi en forpligtelse til at facilitere det, der foregår. Holde øje med tonen og alt det andet vi ville holde øje med, hvis vores barn fik fysisk besøg.

- Det er en god ide at lade barnet begynde med at game i stuen. På den måde kan man holde øje med sproget og barnets reaktioner. Samtidig kan man spørge ind til, hvad de gamer, hvordan reglerne er, hvilke belønning og straffe der er i spillet. Mange vil opleve, at barnet gerne vil tale og fortælle, hvis interessen er oprigtig, siger Daniel Maagaard Larsen.

Når gamingen så flytter ind på værelset, skal vi stadig have klare aftale. Ofte er der kamera på, hvor gamerne kan se hinanden.

- Og så går det altså ikke, at far bare går ind på værelset i undertøj. Det ville man jo aldrig gøre, hvis der var en på besøg på værelset, konstaterer Daniel Maagaard Larsen.

Det er også nødvendigt, at de voksne har forståelse for, at man ikke bare kan afbryde et spil, når det lige passer mor eller far.

- Du beder jo heller ikke dit barn om at tømme opvaskemaskinen, mens de er midt i en fodboldkamp. Lav klare og tydelige aftaler. Du må game derfra og dertil. Så skal vi nok lade dig være. Men så skal du også stoppe der, foreslår Daniel Maagaard  Larsen

Når alt det med klare aftaler er på plads, så bliver forældrenes næste opgave at hjælpe gameren med at gennemskue de mekanismer, der hele tiden lurer i periferien af onlinespillene.

Gratis onlinespil stod i 2018 for 80 procent af spilindustriens samlede indtjening. Det svarede til cirka 86 milliarder dollars. Og det var "gratis" onlinespil. Og det er fire år siden.

I år forventes industrien at tjene tæt ved 200 milliarder dollars.

Det er mere end hele filmindustrien og hele musikindustrien forvente at tjene - tilsammen.

De fleste spil opererer med belønning og straf på en måde, der skal få os som gamere til at forsætte med at spille.

- Mange onlinespil har noget der hedder dailies. Det er en to do-liste over opgaver, der skal gøres i spillet i dag, fortæller Daniel Maagaard Larsen.

- Hvis du løse dine dailies, bliver du belønnet. Der er en klokke inde i spillet, der tæller ned, så du hele tiden bliver gjort opmærksom på, hvor lang tid der er tilbage, inden dine dailies skal være gjort, forklarer Daniel Maagaard Larsen.

I overført betydning kan man se på det som daglige pligter, som vi kender dem fra at stille i opvaskemaskinen, gå tur med hunden, læse lektier, dække bord eller hvad det nu er.

- Ved siden af dine dailies, der skal løses giver spillet dig også weeklies, altså ugeopgaver, og så stiger belønningen. Og løser du mange opgaver i træk - i gamingsprog kaldes det "streaks", bliver belønningerne endnu større.

- Men samtidig bliver der også hele tiden mere at miste, hvis du ikke løser dine opgaver, og dermed bliver du fastholdt i spillet, forklarer Daniel Maagaard Larsen.

Det kan pludselig have enorme konsekvenser, hvis man bliver forhindret i at spille og dermed ikke kan lave sine dailies, så man mister sine strikes og skal begynde helt forfra.

For en voksen, der gerne vil have barnet med i sommerhus kan det lyde som en ligegyldighed, mens det i barnets verden kan føles fatalt.

Igennem de seneste mange år er adfærdspædagogikken flyttet med ind i spildesignernes kontorer, og psykologer har højtbetalte job i spilindustrien, fordi de ved noget om, hvordan mennesker reagerer på forskellige stimuli.

- Adfærdspædagogik handler i meget grove træk om positiv forstærkning, negativ forstærkning og straf, forklarer Daniel Maagaard Larsen.

Positiv forstærkning er for eksempel belønning , en gevinst, særlige mærker eller point, så du rykker op på topscorelisten.

- Vi har holdt op med at rangere børn på den måde inden for pædagogikken, men spillene gør det hele tiden, fortæller Daniel Maagaard Larsen.

Negativ forstærkning er for eksempel, at din belønning udebliver, hvis du ikke gør det, du skal. Eller at du ikke oplever en straf.

- Det har en konsekvens, at du ikke foretager den handling, og løser den opgave, spillet beder dig om, konstaterer Daniel Maagaard Larsen.

Problemet med denne meget systematiske og rationelle tilgang til belønning og straf, som de adfærdspædagogiske mekanismer i spillerne gør brug af i stor stil er, ifølge Daniel Maagaard Larsen, at adfærdspædagogikken ignorere hele den kognitive del af hjernen.

- Dermed bliver ræsonnementet, at hvis jeg gør noget, så får jeg en belønning. Men på den måde finder jeg aldrig glæde ved at udføre handlingen.

Onlinespil er ligeglade med at straffe. Og de gør det hele tiden, hvis gameren ikke gør det, spillet dikterer.

- Er der for eksempel en rangliste i det spil, du gamer, så falder du ned ad listen, hvis du spiller dårligt. Du bliver simpelthen offentligt udskammet, konstaterer Daniel Maagaard Larsen.

Det er mulig, at man som voksen kan håndtere at rasle ned ad ranglisten, fordi man kan gennemskue, hvad der foregår. Men det kan rigtig mange børn og unge, ifølge Daniel Maagaard Larsen ikke, fordi deres kognitive evner endnu ikke er fuldt udviklet.

- Den værste straf i onlinespil er at blive banned. Det sker, når du bryder spillets regler. Måske har du råbt for meget, og nogle af de andre gamere har anmeldt dig, og så kan du blive banned - eller udelukket. Måske i en dag, måske i 14 dage. Eller måske for evigt, og så har du tabt alt, konstaterer Daniel Maagaard Larsen.

Igen kan det for uvidende og udenforstående virke voldsomt, men for gameren er det reelt, verden, der kan styrte sammen.

- Du kan også blive dishonored hvis du for eksempel går midt i en kamp - måske fordi dine forældre tvinger dig til at spise aftensmad, eller trækker stikket ud af væggen i frustration - og så bliver du straffet. Måske rykker du ned i niveau, så du ikke kan spille med vennerne, siger Daniel Maagaard Larsen.

Det er bare nogle af de eksempler på, hvordan der kan opstå konflikter, når onlinespillets pædagogik møder forældrepædagogik.

Men forældrene er faktisk oppe imod stærke kræfter, konstaterer Daniel Maagaard Larsen, og derfor skal forældrene bruge tid på at forstå onlinespillenes opbygning og strukturer.

Det helt store problem opstår, når onlinespillene forsøge at snige sig ned i dine eller dine børns lommer. For gratis onlinespil er ikke lavet alene for underholdningens skyld. Det er meget velsmurte pengemaskiner, der er designet til at lokke penge op af lommen på dem, der spiller.

Og det kan gøres på rigtig mange måde.

- Når du får belønninger i et spil kan de være gratis og tilfældige eller begge dele. Eller de kan komme med faste intervaller. Den form for mulighed for belønning kan let få os til at udføre en bestemt handling. Hvis du vinder en kamp får du en pakke med fem tilfældige kort, giver Daniel Maagaard Larsen som eksempel.

Kortene kan være nyttige eller unyttige. De er for det meste unyttige, men der er også hele tiden et håb om, at du netop denne gang får et af de nyttige, måske sjældne og endda værdifulde kort.

Derfor fortsætter jagten på belønningen.

Princippet kaldes i psykologien for "Skinners Box".

Skinner Box er et gennemtestet forsøg på rotter, udført af den amerikanske psykolog B. F. Skinner. Skinner anbragte rotter i specielt byggede kasser, hvor rotterne lærte at trykke på knapper eller pedaler for at modtage en foderpille, belønning, eller for at undgå et elektrisk stød, straf. Også her kan dyrene lære at reagere ved præsentation af et ellers neutralt signal, hvis signalet kombineres tidsmæssigt med belønning eller straf.

- Man gentager altså den samme handling i håb om belønning. I Candycrush er det lyde, der udløser dopamin til hjerne. I CS:GO kan det være visuelle skins til dine våben, eller værdifulde spillere, hvis du spiller Fifa, konstaterer Daniel Maagaard Larsen.

Hvis man ikke kan vente på den næste belønning, og dermed muligheden for, måske, at få en værdifuld belønning, så tilbyder online spillet dig muligheden for at købe ekstrabelønninger. Du kan altså købe kasser med tilfældige kort, gaver, skins, diamanter eller alt muligt andet.

Og for et lille beløb - ofte i spillet egen valuta, der skjuler den reelle værdi - får du mulighed for ekstra "belønninger"

- Der begynder spillene at fodre ludomaniske tendenser. Fordi du hele tiden jagter muligheden for den store gevinst i et belønningssystem, der bygger på tilfældighed, advarer Daniel Maagaard Larsen.

Og for nogle af spillene har det udviklet sig så meget, at spillet i højere grad minder om et socialt medie med en virtuel shop, hvor du kan købe alt mellem himmel og jord, du så kan bruge i spillet.

- Fortnite er et rigtig godt eksempel. Inden du kan spille det gratis onlinespil Fortnite, er du blevet præsenteret for to onlineshops. Her kan du købe forskellige våben, dragter, udstyr og alt muligt i forskellige designs, som er med til at afgøre din status i spillet. For de andre gamere aflæse de signaler, din figur udsender og ved jo også, hvad ting koster eller hvor sjældne de er.

- Samtidig sender Fortnite dig ind i en ventelobby, mens der bliver samlet spillere nok. Så deres er masser af tid til at vise sin digitale status frem, forklarer Daniel Maagaard Larsen.

Han konstaterer, at der nu er tre gange så mange unge i behandling for ludomani, som der var for 10 år siden, og tallet er stødt stigende.

Det er godt 10 år siden, at store og pengestærke investorer for alvor fik øjnene op for onlinespillenes uendelige muligheder for at påvirke mennesker. Og siden er det gået stærkt, konstaterer Daniel Maagaard Larsen, der har fulgt udvikling tæt hele vejen fra de relativt uskyldige dage i slut 1990'erne og til i dag, hvor onlinespillene har spredt sig ud over hele kloden og ind i stort set alle mobiltelefoner, tablet og computerskærme.

- Mange tror fejlagtigt, at der er regler, der sikre, at vores børn og unge ikke bliver eksponeret for alt for meget reklame og smart markedsføring. Og det er da også forbudt at reklamere direkte overfor børn i tv.

- Men på Youtube, andre sociale medier og i mange spil er der frie rammer for reklame og påvirkning. Her sidder de bedste gamere og influenserne og har direkte og uendelig adgang til vores børn og unge, hvis ikke vi som voksne er bevidste om det. For børn og unge kan slet ikke konsekvensberegne endnu. Det er deres frontallapper slet ikke udviklet til, konstaterer Daniel Maagaard Larsen.

- Det er derfor, det er så vigtigt, at vi taler om gaming med vores børn og unge. Ligesom vi skal tale med dem om alkohol eller sex, mener han.

I håb om at flere socialrådgivere, familiebehandlere og kommuner skal få øjnene op for, hvad gaming kan i en socialpædagogisk sammenhæng, håber Daniel Maagaard Larsen, at han få mulighed for at oplæg og kurser rundt om i landet på konferencer og lignende.

Senest i Skive, hvor han stod for en af de bedst bedømte oplæg på International Autisme Konference.

- Ingen skal være tvunget til at sidde alene juleaften.

Så kort kan bevæggrunden beskrives for den fælles jul, Pernille Busch første gang stablede på benene med et par venner på en bodega i Rønde for snart 10 år siden.

- I 2013 skulle jeg for første gang være alene juleaften. Mine børn skulle være hos deres far. To af mine venner stod i samme situation, og så besluttede vi os for at gøre noget, fortæller Pernille Busch.

Sneen er faldet udenfor huset lidt udenfor Grenaa og med ikke bare ét men to juletræer i stuen er rammen for at tale om jul og fællesskab perfekt.

- Min kæreste ville ikke af med sit store træ. Og jeg ville ikke af med mit. Men hvorfor nøjes, når man kan få begge dele, spørger Pernille Busch, og går i gang med historien om det første fælles julearrangement på en bodega i Rønde i 2013.

- Vi tre venner gad ikke at sidde alene juleaften, så vi spurgte Syddjurs Kommune, om vi kunne hjælpe ved et af deres julefester. De ville gerne have vores hjælp på et ældrecenter, men det var altså ikke lige det, vi håbede på, fortæller Pernille Busch.

Ikke fordi, det var på et ældrecenter, men fordi juleaften her var arrangeret til at vare fra klokken 14 til klokken 16.

- Det var en ringe substitut for en juleaften, konstaterer Pernille Busch.

Næste forsøg var at få lov til at køre rundt efter den kommunale hjemmepleje, juleaften.

- Så kunne vi nå at besøge mange af de ældre, der sad alene hjemme. Vi kunne tage en gave med og hygge lidt om dem, så de mærkede, at der også var nogen, der tænkte på dem, fortæller Pernille Busch.

Men heller ikke det blev til noget, for der er nogle regler om, hvem der må komme i borgernes hjem og sammen med ældreplejen og så videre.

- Så foreslår jeg mine venner, at vi kan arrangerer noget selv, og det er de med på. Min ven George havde en bodega i Rønde, og han tilbød, at vi kunne arrangere noget der, så det blev rammen om julen i 2013, fortæller Pernille Busch.

Signalværdien med jul på en bodega var ikke helt i top, men der var ikke rigtig andre muligheder.

De tre venner inviterede alle, som ikke havde andre at holde jul med, men som gerne ville være med til at skabe en hyggelig aften.

Rygtet spredte sig hurtigt i Rønde, og sognegården gav et tilskud. Selv piskede Pernille Busch rundt for at samle gaver hos de lokale butikker, og pakke dem ind, så kvinderne fik de rigtige ting og mændene fik de rigtige ting.

Det endte med, at hun fik samlet omkring 200 gaver og pakkede dem ind.

- Det tog enormt lang tid, husker Pernille Busch.

Men jul blev det.

Der deltog 24, og der blev lavet mad i det meget, meget lille køkken i bodegaens kælder. Bodegaens stamkunder havde brugt december måned på at flette julehjerter, og det blev en rigtig god juleaften.

- Men bagefter, da julen var overstået, var vi fuldstændigt udmattede, fortæller Pernille Busch.

Året efter kom Rotary på banen, og tilbød sine lokaler på hovedgaden i Rønde til den kommende fælles jul. De tilbød oven i købet at give 100 kroner per deltager til selve arrangementet. En kæmpe hjælp for Pernille Busch og hendes venner. Og en klar forbedring af de fysiske ramme. Især køkkenet.

- Det var nyrenoverede lokaler og et køkken, der var beregnet til mange mennesker. Og med tilskuddet var vi allerede et rigtig godt stykke af vejen. Siden har vi også modtaget støtte fra Inner Wheel, fortæller Pernille Busch.

Maden bliver lavet af en af Georges venner (ham med bodegaen), der arbejder som kok i Aarhus.

- 23 december tilbereder han maden. Det er både traditionel julemad, men der er også mere moderne versioner af de gamle klassikere, så der er noget for en hver smag, fortæller Pernille Busch.

Samtidig er der to hjælpere eller værter, som hvert år er med til at få tingene til at glide selve juleaften. På den måde glider arrangementet også, hvis Pernille Busch ikke er med selve juleaften.

Det er meget forskellige mennesker, der deltager i de fælles julefejringer i Rotarys lokaler i Rønde.

- Det er den unge, som har mistet sine forældre, eller som ikke har kontakt med sin familie. Det er den fraskilte, der ikke skal være sammen med børnene. Eller den forældre, som af den ene eller den anden grund ikke må være sammen med sine børn.

- Det kan også være den mor, hvis søn skal holde jul med sin kæreste, hvor mors hund ikke er velkommen, eller det ældre brødrepar, som ikke har holdt jul siden den ene bror kone døde for 15 år siden.

- Eller mor og datter, som kun har hinanden, fortæller Pernille Busch.

Altså helt almindelige mennesker, som af en eller anden grund ikke har nogen at holde jul sammen med.

- De kommer alle sammen, fordi de har lyst. Det skaber altid en rigtig god stemning, konstaterer Pernille Busch.

Og så er det vigtigt, at der ikke er børn med. Ifølge Pernille Busch er der flere julearrangementer for børn, men for mange voksne kan det være svært at holde jul sammen med andres børn, fordi det riber op i nogle sår.

- Så der er en voksen jul for alle, der gerne vil være med til at give hinanden en dejlig juleaften, konstaterer Pernille Busch og fortsætter:

- Folk kommer fra Randers, Aarhus, Djursland og nogle helt fra Fyn. Jeg er selv flyttet til Grenaa, men jeg nænner ikke at flytte julearrangementet tættere på mig selv, fordi der er så mange, der glæder sig til det.

De fælles julearrangementer fik Syddjurs Kommunes frivillighedspris i 2017, og der er rigtig mange, der ser frem til den fælles jul som et af årets helt store højdepunkter, fortæller Pernille Busch.

Pernille Busch er glad for mennesker, og så har hun et stort omsorgsgen, der får næring af at gøre noget for andre.

- Der er ikke nogen, der skal være tvunget til at være alene juleaften. Julen er svær nok i forvejen for rigtig mange, og der er virkelig mange, der glæder sig til de her fem-seks timer i selskab med andre. Det lyder måske mærkeligt, men sådan er det.

- Jeg glæder mig, når jeg ser mennesker have det rart sammen. Og når jeg er der selv, nyder jeg det virkelig, fortæller Pernille Busch, som også er dybt taknemmelig for alt den hjælp hun har fået og stadig får, når venner og familie hjælper til med at pynte og løse nogle af de mange logistikopgaver.

Den fælles jul i Rønde kan findes på Facebook - her - og så er det muligt at kontakte Pernille Busch, hvis man gerne vil holde juleaften i fællesskab i Rønde.

Eller, hvis man man har lyst til at starte sit eget arrangement op et andet sted - eller, hvis man gerne vil give Pernille Busch en hjælpende hånd.

- Jeg kunne godt tænke mig en makker, som kan stå for selve arrangementet hvert andet år. Det er ikke så meget det praktiske men selve afholdelsen. Altså juleaften fra klokken cirka 16 til 22, så mødes vi og rydder op bagefter og ønsker hinanden god jul, lover Pernille Busch.

I ugens nyhedsoverblik kan du læse om et nyt samarbejde mellem de seks østjyske kommuner med adgang til Kattegat, der skal sikre mere liv i i havet. Du får også at vide, hvorfor Dagli´ Brugsen i Nimtofte opgiver og drejer nøglen om. Og så er den første leder af den nye og længe ventede daginstitution, Jordbærmarken, blevet ansat.