Fra byudvikling i Hornslet over klimasikring og byudvikling i Ebeltoft til afklaring af naturnationalparken og meget mere - 2023 venter ...
Her på årets første dage er der glimrende lejlighed til at se frem mod det år, vi lige er trådt over tærsklen til, og se nærmere på håb og forventninger til alt det, der kommer.
Med ønsket om et godt nytår til alle kommer her ni spørgsmål, vi på SyddjursLIV glæder os til at forfølge svarene på.
Til sidst er der en opfordring til at stille os de spørgsmål, du har på sinde, så prøver vi at finde svarene.
Hvordan skal Ebeltoft se ud i fremtiden?
Hvordan kommer vi fra idé til handling på en af kommunens største og mest omfattende klimasikrings- og byudviklingsprojektet?
Ebeltoft er blandt de danske byer langs vores kyster, der kan se frem til udfordringer på grund af stigende havvand og mere ekstrem regn i fremtiden.
Samtidig har en gruppe borgere arbejdet for udvikling af byen, sammenhængen mellem byen og havneområderne. Ebeltoft i Udvikling fik i samarbejde med kommunen og Realdania udskrevet en konkurrence, som gav et bud på, hvordan byudvikling og klimasikring kan smeltes sammen i en løsning til gavn for alle.
Men hvad så? Hvad skal der ske nu? Hvor skal pengene komme fra?
På SyddjursLIV glæder vi os til at følge den ambitiøse projekt i Ebeltoft.
Bliver 2023 året, hvor Emil får den hjælp, han har brug for?
I hele 2022 har vi på SyddjursLIV fortalt om nogle af de problemer, borgere har oplevet i kontakten med den kommunale sagsbehandling i familierådgivningen.
En af historierne handlede om Emil og hans forældre Anja og Søren Christensen.
De fortalte deres historie i SyddjursLIV i begyndelsen af 2022. Siden har vi fulgt familien og i flere omgange beskrevet deres forsøg på at få den hjælp til deres søn, som han har brug for.
Emil er født alt for tidligt, og hans forældre vidste fra begyndelsen, at der var noget galt. Siden har Anja og Søren Christensen kæmpet for at få Emil udredt for en mulig hjerneskade, men kommunen har hele året holdt fast i, at Emil godt kan gå i et almindeligt pasningstilbud.
Det mener Anja og Søren Christensen til gengæld ikke, og derfor har de brugt hele deres opsparing og solgt campingvognen for at Anja Christensen har kunnet passe sin søn derhjemme i Rønde. Nu er pengene sluppet op.
I 2023 holder vi øje med, hvordan det går for Emil og hans forældre.
Bliver de enige i Girafmosen?
I 2022 satte SyddjursLIV sig for at undersøge, hvad der op og ned i en bemærkelsesværdig sag om naturinteresser, privat ejendomsret, vandløb og tilsyneladende ulovlige pumper og nybyggede sommerhuse, der risikerer at stå under vand i fremtiden.
Gennem fem kapitler, som du kan læse her, bandt vi nogle af de løse ender sammen til et samlet billede af de problemer, som begyndte med udstykninger af grunde under vand tilbage i 1970'erne.
I løbet af 2023 vil kommunen indkalde til møder med de godt 600 lodsejere, som på en eller anden måde er direkte, indirekte eller ganske perifert berørt af historien og Girafmosen og Vibækken lige nord for Ebeltoft.
Vi følger naturligvis historien også i 2023, hvor der er mulighed for, at den snart 50 år lange sag bliver lagt til hvile, mens ro og fred sænker sig over Girafmosen.
Hvad skal der ske med Naturnationalparken?
Naturnationalparken på Mols og dens betydning for mennesker, dyr, natur og den eksisterende nationalpark har været et stort tema gennem hele 2022.
Allerede da miljøministeren luftede tankerne i oktober 2020 gik de politiske diskussioner i gang i Syddjurs.
Siden har vi fortalt om processen, tvivlen, aktivisterne, myndighederne, borgerinddragelsen, naboen, børnefamilierne, sammenholdet på Mols, og meget mere.
Midt i det hele blev der udskrevet folketingsvalg, og siden har der været stille om fremtiden for naturnationalparken, som endnu ikke er officielt vedtaget.
Vi holder øje med, hvornår der er nyt, og så bringer vi det naturligvis videre.
Og Nationalparkens nye velkomstcenter?
Mens der har været et vældigt spektakel omkring den nye naturnationalpark, har den nationalpark, vi allerede har i Mols Bjerge, arbejdet stødt videre.
Der arbejdes blandt andet på at forbedre og forenkle formidlingen af oplevelse af at bevæge sig rundt i Nationalpark Mols Bjerge.
Drømmen er, at det bliver med udgangspunkt i et besøgscenter ved Kalø Slotsruin.
Hvordan det skrider frem, følger vi naturligvis også.
Når de det hele i Hornslet?
I Hornslet er der virkelig været fart på. Både i 2021, og i 2022, hvor der er rører i gaden, nærmest uanset, hvor man kigger hen. Der bliver bygget en ny daginstitution, der er planer for skolebyggeri og et kulturhus, og så flytter der nye mennesker til næsten hurtigere, end der er plads.
Der bliver spændende at følge med i udviklingen i 2023.
Kommer der ro på familieområdet?
Som nævnt har vi gennem hele 2022 beskrevet og dokumenteret problemerne med sagsbehandling i kommunens familierådgivning.
Langtidssygemeldinger blandt sagsbehandlerne, presset arbejdsmiljø og skiftende ledelse havde ved indgangen til 2022 presset familierådgivningen i knæ. Tre familier fortalte deres historie, og familierådgivningens nyansatte leder fortalte åbent og ærligt, om de udfordringer, hun så.
De ansvarlige politikere brugte ord som "horribelt" til at beskrive situationen.
Mens den nye leder arbejdede på at forbedre situationen i familierådgivningen, blev der ansat en ny familiechef. Men allerede efter seks måneder var han ude igen.
Vi har samlet alle de historier, vi har skrevet om familierådgivningen i et tema, som du finder her.
I 2023 vil vi stadig følge området tæt og holde øje med, at situationen forbedrer sig.
Hvor skal seniorerne bo i fremtiden?
Et af de helt store spørgsmål, der skal findes svar på i 2023 er, hvor kommunens seniorer skal bo, når de ikke længere orker eller gider deres parcelhus.
- Jeg har en venteliste på godt 80, som er interesseret i en ældrebolig. Og det er jo bare i Hornslet, fortalte ejendomsmægler Jette Dalsgaard under en inspirationstur til et seniorbofællesskab tilbage i marts.
Men det er ikke kun seniorerne der efterspørger andelsboliger og lejeboliger, og i de kommende år skal der findes en løsning. For det er ikke alle, der kan eller vil bo i villa med hæk og have, fortalte Levi Dørken.
Hvem der kommer med de gode ideer, følger vi med i i løbet af året, og så følger vi selvfølgelig også op på, hvordan det går med planerne om at skabe kommunens første seniorbofællesskab i Feldballe.
Flytter der nogen ind i Kalø Hovedgård?
Efter 72 år med vildtforskning ved Kalø var det ved indgangen til 2022 slut med tage på arbejde på den smukke Kalø Hovedgård, hvilket ærgrede Niels Kanstrup. Han bor bor i Rønde og er tilknyttet Vildtbiologisk Station som adjungeret lektor.
Aarhus Universitet valgte nemlig i august 2021 at flytte aktiviteterne ind til campus i Aarhus.
Politikeren i Syddjurs strittede imod, men lige lidt hjalp det. Siden de godt 35 medarbejdere er flyttet med universitetet ind til Aarhus, har der været stille om den prægtige hovedgård.
Spørgsmål er, om år 2023 bliver året, hvor der igen bliver tændt lys i den historiske bygning?
Hvilke spørgsmål skal vi mon ellers svare på?
Det er altid spændende at gå på jagt efter en god fortælling, en god historie eller at undersøge noget spændende. Det er vi rigtig gode til på SyddjursLIV - hvis vi skal sige det selv. Men vi kan ikke stille alle de gode spørgsmål selv.
Derfor har vi skabt en formular, hvor du kan stille spørgsmål til redaktionen, som vi så vil forsøge at svare på. Du kan spørge om alt, så længe det er inden for kommunegrænsen.
Det er ikke sikkert, at vi kan finde et svar. Det er heller ikke sikkert, at vi når at finde svar på alle spørgsmål, men erfaringerne fra 2022 har vist, at der er mange gode spørgsmål derude, og derfor vil vi rigtige gerne høre fra dig, hvis du her et, du gerne vil have svar på.
Hver måned præmierer vi et godt spørgsmål med den eksklusive SyddjursLIV-kop.