Tågen ligger som en tung dyne mellem de sovende bakker i Mols Bjerge. Stilheden er højlydt, men træerne lytter til alt, hvad der sker. Som om de pludselig kunne vågne op og trække mig ind i et eventyr.

"Tolkiens Syddjurs" står der på et skilt ved Toggerbo Spejdercenter, hvor jeg har parkeret. Nå ja, var der ikke et eller andet med Ringenes Herre-universet og jyske stednavne? Forfatteren J. R. R. Tolkien var simpelthen så forelsket i det oldnordiske, at han fandt inspiration til universets navne her i Danmark, lader skiltet mig vide. Toggerbo blev inspiration for Took-klanen, en dominerende hobbitklan, der er kendt for deres eventyrlyst. Og for at være særligt fjollet og uheldig.

Jeg beslutter mig for at gå en rute, foreslået af Visit Aarhus, som skal lede mig op på Trehøjes 127 højdemeter og videre gennem Syddjurs bankende hjerte. Men giver det overhovedet mening at begive sig ud på en vandretur med storslåede udsigter, når tågen skjuler alt? Måske ikke, men jeg prøver alligevel. Og som en anden optimistisk og småforvirret hobbit begiver jeg mig ud i bjerglandskabet, mens lyden af panfløjte spiller for mit indre.

- Vores etos er at tænke i frisk luft, mens vi vandrer, springer, klatrer, danser, især på ensomme bjergtoppe eller på havets bredder, dér hvor selv veje bliver mediterende.

Sådan skrev den tyske filosof Nietzsche, der kunne vandre i bjergene i timevis. Seks, måske endda otte timer. Mange store filosoffer har brugt vandringen til refleksion, fordybelse og at samtale med sig selv, noget jeg hurtigt genkender hos den første vandrer, jeg møder på min vej.

Lars Thidemann Jensen går målrettet i stilhed med blikket rettet mod fødderne. Han virker overrasket, da jeg spørger ham om vej mod Trehøje, som han netop selv er kommet fra.

- Tågen er fantastisk, udbryder han.

- På en eller anden måde inviterer tågen til at søge indad. Og pludselig dukker der noget op ud ad det blå. Lige før gik jeg pludselig ved siden af en ko, jeg ikke havde opdaget, før jeg var helt tæt på.

Lars Thidemann Jensen har begivet sig ud på den 20 kilometer lange bjergrute, der rækker fra Femmøller i nord til det sydligste af Trehøje plantage. Den går op og ned i det bakkede landskab og gennem dyrenes indhegninger.

- Det giver plads til at reflektere over livet, svarer han, da jeg spørger, hvorfor han vandrer alene. Han er i sommerhus med sin familie nær Ebeltoft og bor til dagligt i Aarhus.

- Når man har et seriøst og krævende job, er det et kæmpe frirum at komme herud og kunne være helt alene. Sommetider kobler jeg også bare helt fra og simpelthen forsøger at tænke på ingenting. Bare nyde landskabet, siger han.

Nogle gange lytter han også til lydbøger, og har netop lyttet til Folketingspolitikeren Jacob Marks bog "Fartblind", der handler om stress.

Lars Thidemann Jensen er vicegeneralsekretær i Blå Kors, der hjælper udsatte unge, hjemløse og misbrugere rundt i Danmark.

- Det er fantastisk at have et arbejde, der giver mening. Hvor man hjælper andre. At det ikke bare handler om penge på kistebunden og at skabe profit. Det er som om, der er et højere formål med det, end bare ens egen karriere.

Men det er naturligvis et krævende job, må han medgive. Han arbejder sjældent mindre end 50 timer på en uge. Og i denne ferieuge har der hver dag været arbejdsopkald at besvare.

Selv har han også snuset til, hvad stress gør ved et menneske, fortæller han. Ikke på det niveau, der krævede en sygemelding, men dog til det punkt, der gav søvnløshed. Derfor holder han særligt af roen og aleneheden, som vandringen kan skabe i symbiose med naturen.

Efter at have gået sammen en rum tid, drejer samtalen sig mere og mere ind på "Danmarks bagside," som Blå Kors beskæftiger sig med. Jeg kan fornemme en flydende ændring i hans toneleje, der bliver mere alvorligt, som træder han pludseligt ud af rollen som "privat-Lars" og ind i rollen som vicegeneraldirektør og repræsentant for Blå Kors. Jeg må da stoppe op og minde ham om, at han er trukket i vandreskoene for netop at holde fri fra arbejdet. Han giver mig ret, og vi lader vore veje skilles.

Et kort øjeblik efter opdager jeg at være gået i den stik modsatte retning af Trehøje og vender tilbage mod udgangspunktet. Med mit dyrebare kamera om halsen - som Frodo bærer sin ring - sætter jeg igen kursen tilbage på stien.

Tågens stilhed bliver pludseligt og kortvarigt brudt af en skinger, eksplosiv lyd, der giver genklang i bakkerne. Var det et skud?

Noget levende rammer min nethinde. To slanke, smukke skabninger springer ud fra buskadset. Det må være en slags hjort, kan mit utrænede øje konstatere. De standser og ser direkte mod mig. De står stille som var de skulpturer, og virker som om de tror, at jeg ikke har set dem. Og ligesom når min et-årige søn leger gemmeleg under et hullet net, hvor han føler sig usynlig for alle, lader jeg dem naturligvis blive i troen og fortsætter uforstyrret min gang. For det er deres habitat, tænker jeg. Det er mig, der er på besøg.

Fra den modsatte vej på stien kommer et andet dyr løbende imod mig. Den nærmere tøffer afsted med sine korte ben. Tinto er på gåtur med Peter Filt og hans 15-årige datter, Johanne.

Mens resten af familien er på arbejde eller i skole, er far og datter taget på et par dages besøg i familiens sommerhus ved Følle Strand. Det har været i familien i mere end 40 år, og for 12 år siden arvede Peter Filt det fra sin moster og onkel, der ikke selv havde børn.

- Vi tager herud, så snart vi har et par fridage. Gerne i alle ferier. Også sommerferien, fortæller han. Familien bruger det kuperede landskab til vandring og mountainbiketure.

- Det er fantastisk at drøne rundt i bakkerne. Her er altid en ny rute. Det er især fedt, fordi vi gør det sammen som familie, siger Peter Filt, og datteren nikker.

Netop derfor er de bekymrede for nationalparkens fremtid. For der forhandles om at gøre området til en naturnationalpark, hvor de mange små indhegninger med dyr skal erstattes af ét langt hegn rundt om hele området, så dyrene kan gå frit. Det betyder også, at der ikke må køre biler ind i parken.

- Jeg er ikke glad for, at det skal blive en naturnationalpark. Jeg føler mig ikke tryg ved, at vi skal gå eller cykle inde ved dyrene. I dag kan vi jo selv vælge, mens dyrene kan gå i fred. Jeg synes, det er meget ærgerligt for området.

Med ét melder Peter Filt sig ind i en betændt debat om, hvad natur egentlig er. Om hvordan vi hjælper naturen og dyrene bedst. Ved at gøre dem frie, eller ved at pleje og ernære dem, men derved fastholde deres afhængighed af mennesket? Og ikke mindst med spørgsmålet: Hvad er menneskets rolle og hvor meget har vi krav på at fylde?

- Det er sørgeligt at se de tynde heste, der ikke har det godt, siger Peter Filt.

Har I stødt på dem, når I er gået eller cyklet rundt herude? Eller er det kun i medierne?

- Nej, det er nok kun i medierne, vi har set det, fortæller han.

Men mennesket blander sig for meget i naturen, mener Peter Filt.

- Det er fint med vild natur. Men det skal være under ordnede forhold. Man burde ikke lade dem sulte.

Men så er det vel netop mennesket, der blander sig i naturen?

Ja, det medgiver han godt nok og indrammer dermed paradokset i debatten, hvor følelser og fornuft ikke kan stå side om side.

Igen spørger jeg om vej mod Trehøje, som Tinto, Peter og Johanne Filt også har været oppe forbi. De leder mig i modsatte retning af den, jeg går i. Jeg skal bare ned til grusstien og så følge den til venstre, forklarer de. Jeg takker og begiver mig videre. Men før jeg når grusstien bliver min opmærksomhed fanget af en trælåge, der leder ind mod de omdebatterede dyr. Ind i området, hvor folk med hunde må holde sig væk.

Gennem dyrenes land møder jeg ingen andre livstegn end store, saftige ekskrementer. Igen kommer min naturviden til kort, men jeg forestiller mig at være med Naturpatruljen, når Dr. Pjuskebusk skal gætte en lort. Jeg bliver enig med mig selv og min imaginære ledsager om, at den store brunsorte kage må stamme fra en slags kvæg.

Da jeg kommer igennem den tunge trælåge i den anden ende af terrænet, indser jeg lettet, at tredje gang minsandten er lykkens gang. For endelig er det lykkedes mig at finde de sagnomspundne gravhøje, Trehøje. Efter at have slæbt mine efterhånden trætte ben op på toppen, må jeg sande, at udsigten, der skulle række hundredvis af meter ud over havet i alle retninger (og i mit indre akkompagneret med storslåede klassiske toner komponeret af Howard Shore), er erstattet med sammenknebne øjne og en sigtbarhed på cirka 10 meter.

Vinden suser sagte i mine øregange, men tavsheden brydes momentant af menneskestemmer. Jeg vender og drejer mig og spejder ud i tågen, hvor alting kan ske, uden at jeg kan se det. Men jeg må opgive at løse gåden om, hvor stemmerne kommer fra.

Ved højens fod opdager jeg to mennesker, der bevæger sig mod mig. De går med en smule mellemrum, den forreste er en kvinde med ildrødt hår, der taler i telefon, og den bageste er en herre med en bemærkelsesværdig hat. Det er svært at vurdere, om de følges ad.

Nu kan jeg ikke længere bruge min dårlige stedsans som undskyldning og spørge om vej til Trehøje, men udnytter alligevel øjenkontakten med herren til at bryde isen. Han bor ikke i området, fortæller han, hvilket hurtigt afsløres af hans københavnske dialekt. Sidst han var i Mols Bjerge var som 8-årig i 1959, og dengang var bjergene som bekendt højere og sneen dybere.

- Det var i påsken. April, mener jeg. Vi tog ud i høj solskin, men på bare en time ændrede vejret sig fuldstændigt og der faldt en halv meter sne, der gik op til mine knæ, fortæller manden, der viser sig at hedde Bo Holten.

Sammen med sin far kørte de derfra, men måtte holde ind, da en anden bil var havnet i et uheld.

- Min far sprang ud af bilen for at hjælpe dem i den anden bil. De kunne ikke komme ud på grund af snevejret, og han kunne ikke få fat i en ambulance. Så han hjalp dem ud, mens jeg sad i bilen. Jeg kan huske, at jeg frøs så frygtelig meget. Mine sko var våde, mit tøj var vådt, for vi anede jo ikke, hvilket vejr det ville blive. Jeg glædede mig bare til at komme ind under dynen, fortæller han.

Endelig kom ambulancen, og far og søn kunne køre mod Rønde Kro, hvor de skulle tilbringe natten.

- Så kom vi hjem og jeg lagde mig ned - jeg var meget stædig - og min far sagde "så gå ud i badet og få varmen", men det kunne jeg simpelthen ikke. Jeg orkede det ikke. Jeg var så træt og nedkølet.

Kvinden, Hanne Leth hedder hun, slår sig til samtalen.

- Nå, er det historien fra din barndom? Spørger hun med et smil på læben.

Er det en af de historier, hvor sneen er blevet en centimeter højere per år der siden er gået?

- Knæhøj sne, der falder på en time i påsken, lyder ikke helt sandsynligt, griner Hanne Leth.

- Alle historier får lidt ekstra. Men jeg var en lille lort og jeg frøs rigtig meget. Jeg har aldrig været så kold, det kan jeg sige med sikkerhed. Det var helt forfærdeligt, fortæller Bo Holten og jeg forestiller mig soldater fra Sirius-patruljen, der er fanget ude i en snestorm i dagevis.

Hvorfor er du kommet tilbage til Mols Bjerge?

- Fordi det er så eksotisk. Her er fantastisk, siger han.

- Det giver jo ikke stor forskellighed, når det er så tåget. Men alligevel er det ret særligt. Første gang jeg var oppe i Eiffeltårnet, var det ligeså tåget. Og der kunne man virkelig ikke se noget, siger Hanne Leth.

Fik du noget ud af det?

- Ja, for man oplever jo tårnet indefra. Man oplever teksturen rigtig meget. Det gør vi også her. Vi oplever teksturen af morænebakkerne og af plantevæksten, fortæller hun og fortsætter:

- Vi var helt alene i Eiffeltårnet, også i elevatoren. Der var jo ikke andre, der skulle op. Sådan er det også i dag her i Mols Bjerge. Der er noget ret enestående ved at opleve ting i tåge. Tågen og bakkerne gør, at man oplever forskellighederne.

- Man oplever meget mere, at man er langt væk fra noget og vi er helt alene, siger Bo Holten og afslører, at de har været nødsaget til at bruge GPS for at finde tilbage til deres udgangspunktet her på Trehøje. Jeg bliver en smule lettet over, at det ikke kun er mit indre kompas, der er udfordret af tågen.

Er I egentlig et par? Jeg spørger dem, da jeg i samme ombæring tager et par billeder.

- Vi er i hvert fald venner, siger Hanne Leth med et smil og begge parter griner højlydt.

Venneparret går mod bilen og kører væk for at finde et sted med en varm kop kaffe.

En hurtig google-søgning afslører efterfølgende, at Hanne Leth er rektor for Roskilde Universitet, mens Bo Holten er komponist og blandt andet har skrevet fire operaer, to symfonier og musik til flere film af Bille August og Lars Von Trier. Måske kunne han have komponeret musikken til min vandretur gennem Mols Bjerge. Men her får de lov til at gå anonymt omkring, usynlige i tågen i de eksotiske mennesketomme bakker. Bare vennerne Hanne og Bo.

Selvom stisystemerne er velmarkerede, snyder jeg alligevel for første gang på min gåtur og finder GPS'en frem. Jeg opdager, at jeg kan gå med grusvejen direkte tilbage til parkeringspladsen. Det havde selvfølgelig været den letteste og mest direkte vej til Trehøje. Men Frodo gik jo heller ikke bare den lige vej til Mount Doom. I stedet kom han igennem mørke skove, farlige grotter og elverparadis med storslåede udsigter.

Vil man have eventyr, skal man hellere tage en omvej. For du ved aldrig, hvem du møder i tågen.

ㅤㅤㅤㅤㅤ