Christoffer Pedersen vil være borgmester: - Jeg er bevidst om, at jeg skal have gjort mig selv synlig i hele kommunen
Venstre i Syddjurs har valgt Christoffer Pedersen som borgmesterkandidat uden modkandidater.
Den relativt ukendte byrådspolitiker fra Ugelbølle har knoklet fra anden række i flere end 10 år.
I dag er han udvalgsformand for sundhed og ældre, men han rækker også ud efter den ultimative post i kommunalpolitik.
Som borgmester bliver han rummelig, lyttende og tillidsfuld, lover han. Men først skal vælgere i hele kommunen lære ham at kende. Og er du en af dem, som ikke kender ham ikke endnu, kan du begynde her.
Kalenderen følger Christoffer Pedersen overalt, og der er altid en to-do-liste, hvor der er punkter, som mangler et flueben.
Det er simpelthen en nødvendighed, hvis han skal nå alle de ting, han gerne vil.
Der er lavet to kopper kaffe. Han er kørt hjem til Ugelbølle fra Grenaa, hvor han har været på arbejde, og der er godt halvanden time til han efter planen skal være tilbage på arbejde, denne gang i Rønde til et møde på gymnasiet.
- Jeg er rimelig struktureret og vil gerne planlægge tingene, siger 41-årige Christoffer Pedersen, der uden modkandidater er blevet valgt som Claus Wistofts aftager og dermed også som Venstres bedste bud på en borgmester efter næste valg.
Det meste af tiden de fleste dage er tiden planlagt.
Christoffer Pedersen - KORT
Christoffer Pedersen er født i 1981 og opvokset i Ugelbølle.
I dag er han 41 år og far til tre.
Han blev valgt ind i byrådet for Venstre for første gang ved valget i 2017 med 345 personlige stemmer, og repræsenterede i en periode Venstre i økonomiudvalget.
Genvalgt i 2021 med 289 personlige stemmer og formand for udvalget for sundhed og ældre.
Christoffer Pedersen gik på HHX i Grenaa, som han i dag er rektor for. Han er uddannet Cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet, og arbejder i dag som rektor Viden Djurs Gymnasier som dækker over HHX i Rønde og Grenaa og HTX i Grenaa.
Som rektor på fuld tid for tre gymnasier i Grenaa og Rønde, byrådsmedlem, udvalgsformand, og far til Esther på 12, Oskar på 10 og August på 8 kræver det overblik og planlægning.
Selvom pladen og hænderne er fulde, rækker han nu alligevel ud efter mere. Den mest prestigefyldte post i kommunalpolitik.
Det har luret hele tiden
Der er noget i ham, som ikke kan lade være. Noget som har luret siden han i folkeskolen opdagede, at diskussioner med nogle, der mente det modsatte, var de mest spændende. Noget han har ventet på, siden Uffe Ellemann Jensen var statsministerkandidat, og han som 15-16 årige meldte sig ind i Venstres ungdom, fordi han var nysgerrig.
Christoffer Pedersen (V)Det var meget sjovere at diskutere med ham, end med dem jeg var enig med
Noget, som har ligget i dvale, mens han gik på HHX i Grenaa, mens han var værnepligtig i Nørresundby, og mens han læste statskundskab på Aarhus Universitet. Noget, som han godt vidste skulle ske, når han efter den uskrevne plan bagerst i hovedet vendte tilbage til Syddjurs og havde etableret en base.
Uenighed er mest interessant
I 2011 flyttede Christoffer hjem til Syddjurs. Først til Rønde og så til Ugelbølle, hvor han selv er født og opvokset i en helt almindelig arbejderfamilie med ufaglærte forældre og en ældre søster og bror
- Jeg tror, at min far tidligere har stemt på Svend Auken. Vi talte aldrig specifikt om politik på den måde, men vi talte om, hvad der skete i verden.
- I skolen helt tilbage i folkeskolen, elskede han at diskutere, og jeg har altid haft et enormt politisk engagement. Særligt i 10. klasse elskede jeg at diskutere med en af mine klassekammerater, der nok var så rød, som man kan blive.
- Det var meget sjovere at diskutere med ham, end med dem jeg var enig med. Siden dengang har jeg nok et eller andet sted vidst, at jeg en gang ville prøve mig selv af i politik, husker Christoffer Pedersen, der ud over Ugebølle brugte store dele af sin barndom og ungdom i Djurslands- og Aarhusområdets håndboldhaller.
For der var mange andre ting end politik, Christoffer Pedersen skulle. Især i foreningslivet, som han elsker og har den dybeste respekt for.
- Jeg kan virkelig godt lide foreningslivet, og den indsats mennesker ligger der til hinandens bedst. Der bliver løst nogle kæmpe store opgaver, der både handler om fysisk sundhed men også om mental sundhed og bekæmpelse af for eksempel ensomhed.
- Og så tilbyder foreningslivet nogle generelle, demokratiske spilleregler, som både styrker individet og fælleskabet, mener Christoffer Pedersen.
Hjemme igen og så politik
Efter værnepligt og eksamen i statskundskab vendte Christoffer Pedersen i 2011 tilbage til Syddjurs, slog sig ned og stiftede familie. Han stillede sig til rådighed for bestyrelsesarbejde i børnenes institutioner og i TRIF - Thorsager-Rønde Idrætsforening.
Christoffer PedersenJeg ser mig selv som meget pragmatisk, og jeg vil gerne være med til at finde de gode løsninger
Og næsten fra dag et pustede han liv i de lokalpolitiske gløder, der havde ulmet i årevis og blev aktiv i Venstres lokale vælgeforening.
Ved kommunalvalget i 2013 manglede den hjemvendte søn blot 20 stemmer for at kunne sætte sig ved bordet i byrådssalen, men i stedet brugte han kræfterne i Venstres bagland og organisation, hvor han har været formand for vælgerforeningen, medlem af kommuneforeningen og næstformand i kredsforeningen, der opstiller kandidater til Folketinget.
- Jeg gjorde et stykke arbejde i organisationen i mange år, men det var selvfølgelig helt særligt, da jeg blev valgt til byrådet ved valget i 2017, fortæller Christoffer Pedersen.
Claus Wistoft var blevet Venstres første borgmester i Syddjurs, og Christoffer Pedersen fik plads i økonomiudvalget.
Ved det seneste kommunalvalg i 2021 tippede magten igen tilbage til socialdemokraterne, og Claus Wistoft meddelte, at det nu var hans sidste periode i byrådet.
Rækker ud efter borgmesterposten
Christoffer Pedersen var blevet formand for sundheds- og ældreudvalget, et af de velfærdsområder, der ligger hans hjerte nær.
- Jeg ser mig selv som meget pragmatisk, og jeg vil gerne være med til at finde de gode løsninger. Jeg er fløjtende ligeglad med, om velfærden leveres af offentlige eller private, bare der bliver leveret velfærd, siger Christoffer Pedersen, som sætter en ære i at skabe gode rammer om udsatte og ældre medborgere.
- Men jeg er liberal, fordi jeg dybest set mener, at man selv - sammen med sin familie og sine nærmeste - bedst ved, hvordan man får det gode liv. Det mener jeg grundlæggende ikke, at politikere skal blande sig i.
- Jeg har altid ment, at det er lidt naivt at tro, at valgte politikere er bedre til at træffe valg på borgernes vegne end borgerne selv. Så skal fællesskabet hjælpe dem, der af en eller anden grund har brug for hjælp. Men der skal være frihed og råderet til selv at skabe sit liv, mener Christoffer Pedersen.
Lige som i børnehavens bestyrelse, i bestyrelsen for idrætsforeningens håndboldafdeling og i Venstres forskellige bestyrelser elsker Christoffer Pedersen at være med til at tage beslutninger og det ansvar, der følger med.
Og oplevelserne i kommunens bestyrelse bliver ved med at være spændende.
- Jo mere erfaring, man får, og jo mere indsigt og forståelse for sammenhængende man får, jo sjovere bliver det, konstaterer Christoffer Pedersen.
Og da det stod klart, at Claus Wistoft ikke ville være borgmesterkandidat igen, rakte Christoffer Pedersen hånden op og bød sig til.
Skifter plads i byrådssalen
Internt i Venstre har man naturligvis talt om, hvem der skulle følge efter Claus Wistoft, og flere navne har været i spil.
Christoffer PedersenJeg er ikke Claus Wistoft, og derfor vil der selvfølgelig også komme til at ske nogle ændringer
Men da valgdagen i Venstres kommuneforening oprandt, var der kun Christoffer Pedersen tilbage på stemmesedlen.
Et klart tegn på et samlet Venstre bag ved den nye borgmesterkandidat.
- Der er en klar opbakning til mig som borgmesterkandidat og dermed også gruppeformand for Venstre. Og der er klar opbakning til mig som den, der nu sætter kursen for Venstre i samarbejde med mine kolleger og organisationen, siger Christoffer Pedersen, som fra byrådsmødet 29. marts bytter plads med Claus Wistoft som en symbolsk manifesteringen af magtskiftet i partiets byrådsgruppe.
- De overordnede værdier, Venstre står for, ændrer sig ikke. Men jeg er ikke Claus Wistoft, og derfor vil der selvfølgelig også komme til at ske nogle ændringer frem mod næste valg, konstaterer Christoffer Pedersen.
Lang vej til bordenden
Der er et stykke vej til at Venstres nyvalgte borgmesterkandidat rent faktisk kan sætte sig i borgmesterstolen.
Christoffer PedersenTemperament... Ja, det har jeg da
Først og fremmest skal vælgerne i Syddjurs helt grundlæggende vide, hvem han er.
- Jeg er bevidst om, at jeg skal have gjort mig selv synlig for vælgerne i hele kommunen. Det er jeg helt klar over, siger Christoffer Pedersen, som med bare 289 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2021 ikke just kan beskrives som en stemmesluger.
Det skal der laves om på i de kommende år, hvor det helt naturligt bliver Christoffer Pedersen, der taler på Venstres vegne.
- Og så skal vi ud og møde borgerne overalt i kommunen. Vi skal ud og tale med dem, om de udfordringer, de oplever og om, hvilke svar vi i Venstre har at tilbyde, siger Christoffer Pedersen.
- Som leder tror jeg, at jeg er rummelig og med stor tillid til de mennesker, jeg arbejder sammen med. Jeg har ikke behov for altid at få det sidste ord. Jeg er lyttende, og så kan jeg rigtig godt lide argumenter. Det betyder, at jeg er til at flytte med, hvis argumenterne er gode nok, for jeg holde virkelig meget af den demokratiske samtale.
- Temperament... Ja, det har jeg da. Mange vil nok kalde mig rolig, men jeg har temperament. Men der skal meget til, før du får det at se, siger Christoffer Pedersen om sig selv.
Mange ting på to-do-listen
Den nyvalgte borgmesterkandidat vil gerne skabe mere politisk debat i byrådssalen, styrke Venstres profil på velfærdsdagsordenen, flytte flere beslutninger ud til institutioner, plejehjem og skoler og så vil han sammensætte et hold af kandidater, der skal repræsenterer hele Venstre - også de unge og de yngre - ved næste kommunalvalg.
- Jeg synes helt grundlæggende, at vi diskuterer for lidt politik i byrådssalen. Det hele er klappet af i udvalgene, og det synes jeg faktisk er en skam. Det er i byrådssalen, borgerne kan se og høre os og de forskelle, der er på os, siger Christoffer Pedersen.
Ikke fordi politikerne skal skændes og mundhugges mere. Slet ikke. Venstres nye førstemand er fortaler for konsensus på et oplyst grundlag. Den gode løsning, hvor alle føler sig set og hørt, og hvor man sammen finder den bedst mulige løsning.
- Men det må gerne i højere grad end i dag være en samtale og et grundlag, der bliver synlig for borgerne, mener Christoffer Pedersen som også mener, at de fleste beslutninger skal flyttes ud af byrådssalen og ud til dem, der ved, hvad der er bedst.
Christoffer Pedersen er sikker på, at dem der arbejder decentralt ved mest om hverdagens gode løsninger. Det skal man som politiker have respekt for.
- Og så selvfølgelig være med til at fastsætte rammer og pejlemærker - og også følge op på, at de bliver overholdt, mener Christoffer Pedersen.
Christoffer PedersenVi skal udstikke de overordnede linjer
Han vil gerne være borgernes talerør og tage sager op, han hører om over den berømte frysedisk i supermarkedet. Men når det kommer til at styre en skole, er han ikke et sekund i tvivl om, at skolens ledelse er de absolut bedste til den opgave.
- Vi skal udstikke de overordnede linjer, sikre at der er styr på økonomien og, at velfærden udvikler sig. Og så er det en vigtig politisk opgave at bakke op og have respekt for, at man decentralt er de bedste til at sikre de bedste resultater.
- Det betyder også, at vi skal stole på vores medarbejdere og deres evner og kompetencer til at løse de opgaver, vi beder dem om, siger Christoffer Pedersen.
Hver ting for til sin tid
I løbet af de kommende år frem mod kommunalvalget i 2025 skal Christoffer Pedersen og Venstre bevise sit værd, hvis magten skal svinge ud til deres fordel.
SyddjursLIV har tidligere beskrevet Syddjurs som en svingstat, hvor et enkelt mandat kan afgøre, hvilke hals, borgmesterkæden lander omkring.
Fordi marginen ofte har været lille, ser Christoffer Pedersen gode muligheder for, at Venstre igen kan gøre krav på borgmesterkæden. Men inden venter i hvert fald tre års hårdt politisk brandingarbejde blandt politiske venner og modstandere.
- Jeg nyder debatterne og diskussionerne. Alle der deltager i demokratiet har jeg dyb respekt for. De fleste gør det for at gøre verden bedre, og det alene tjener dem til ære. Jeg kan være politisk uenig, men derfor er vi lige gode venner efter diskussionen, siger Christoffer Pedersen, der altid har gjort en dyd ud af, at adskille det politiske fra det personlige.
Det betyder også, at den tid han har sammen med sine børn er hellig.
- Der skal være tid til at være sammen med mine børn. Når jeg er det, er der ingen arbejde eller politik, og det er heller ikke sikkert, at jeg tager telefonen, konstaterer Christoffer Pedersen, som elsker at fordybe sig i det, børnene går op i og være sammen med dem om det.
- Håndbold for eksempel. Jeg har blandt andet været træner for min datters håndboldhold. Det er en rigtig god måde at være sammen med sine børn på. Og så bruger vi naturen og stranden meget som noget naturligt, når vi nu er så heldige at bo midt i Danmarks smukkeste kommune, siger Christoffer Pedersen, som lige nu bruger mange af sine weekender på at turnere rundt med MGP-gruppen The Five som hans datter Esther er en del af.
Selvom Christoffer Pedersen nu både er gruppeformand og borgmesterkandidat bliver han, indtil videre i hvert fald, siddende som formand for sundheds- og ældreudvalget.
I modsætning til folketingsvalg, der når som helst kan udskives af statsministeren, afholdes kommunalvalg i Danmark altid den tredje tirsdag i november med fire års mellemrum.
Derfor er det nu allerede et faktum, at Christoffer Pedersens borgmesterkandidatur skal til eksamen hos vælgerne 18. november 2025.