Det er køligt, da jeg træder ind mellem de rustrøde bygninger, der nærmest lyser op i kontrast til den blå eftermiddagshimmel.

Kristian Krog møder mig ved hovedindgangen. Han er direktør, "the one and only" som han beskrives i den 350 kroners tunge og æstetisk lækre coffee table-sag omkring Maltfabrikken, der ikke er til at overse, så snart man kommer indenfor i den rustikke hall.

- Wow, det er sjældent, jeg møder nogen, der aldrig har været her før. Det er jo en gave, siger direktøren med lys i øjnene, da jeg med det samme bekender kulør: Dette er mit første besøg på Maltfabrikken. Nogensinde. Jeg er et blankt lærred, der klar til at blive fyldt ud. Ligesom Maltfabrikken var det, da den blev genstartet.

En gammel fabrik, der fra 1861 til 1998 producerede malt, og i dag er en folkeejet skattekiste af kulturprodukter såsom koncerter, dansetimer, aktivistisk kunst, bibliotek, kontorfællesskab for iværksættere og ikke mindst et mikrobryggeri. Det virker som et kludetæppe af alt, hvad et kulturhjerte kan begære.

Jeg er på besøg  for at forstå, hvad det er for et sted. What all the fuss is about.

Og i takt med at vi kommer rundt på fabrikken, bliver det tydeligt. At det her sted er noget særligt. Men selvom rammerne er eminente, er det nok ikke stedet i sig selv, det handler om, tænker jeg undervejs. Nej, det er de mennesker, der har drevet processen og er her hver eneste dag. Som lægger deres tid, energi og hjerteblod i et projekt, som de tror hundrede procent på. Som jeg mærker i direktør Kristian Krog, i Maria Christensens varme velkomst i butikken Rød Hest. I den dedikation man kan dufte i Joel Prudhommes øl fra mikrobryggeriet. I lyden der spiller, når Jeppe Larris sørger for teknikken på Kulturloft. Og ikke mindst i tilflytterne Kristina og Peter Lauts inspirerende velvilje til at opsøge fællesskabet, da der var helt stille.

Maltfabrikken er en bevægelse, der er i gang, og som inviterer alle til at være med. Et symbol på en ny social fremtid for alle dem, der vil den, lige her på Syddjurs.

Men lad os starte ved begyndelsen.

- Maltfabrikken er et symbol på forandring, fortæller Kristian Krog, mens han oser af stolthed.

Vi står i den store grå betonhall, hvor der er højt til loftet. To unge fyre slænger sig i sofaerne langs vinduerne og til højre for os er der en velkomstskranke til de nu 500.000 gæster, der årligt kommer på besøg, hvoraf mange er turister og mange ønsker en rundvisning, ligesom mig.

I mange år stod fabrikken tom, men blev alligevel brugt til både koncerter og sammenskudsgilder, hvor ideen om et nyt sted til folket blomstrede op. Et privat firma ville rive bygningerne ned, men lokale kræfter ville noget andet, og via folkeaktier og private donationer blev bygningerne købt og, efter årevis af kamp, godkendt til at blive et nyt internationalt kulturcenter. Det er en historie, de fleste lokale efterhånden kender.

I dag er den genopbygget, hvor arkitekturen indfanger historien og er blevet en slags bro med mange overgange. En bro tilbage til storhedstiden, hvor kilovis af malt blev skovlet rundt i lokalerne og stedet var arbejdsplads for mange lokale. En bro mellem tørkeperioden fra fabrikkens lukning, hvor Ebeltoft blev en turistby med stokroser og ishuse, men uden mange tilflyttere. En bro frem til i dag, hvor den igen springer op som den ildrøde, samlende mastodont midt i byen, der synes at have fået en ny ånd.

- Det nemme ville have været at lave noget til turisterne. Men Maltfabrikken er det modsatte, det er folkets sted, siger direktøren.

Men her kommer jo massevis af turister året rundt?

- Ja, og vi elsker turisterne, for de kommer med en fed energi. Men turister tiltrækkes af den lokale energi, ligesom vi selv gør, når vi rejser ud i verden. Så ved at lave noget for dem, der bor her, bliver det også fedt for turisterne.

Vi forstætter ned mod biblioteket. For selvom fabrikken er folkeejet, har Syddjurs Kommune også haft en væsentlig rolle i projektet, og står i dag for bibliotek, museum og arkiv.

- Alt skal være en oplevelse, siger Kristian, mens viser robotten, der hjælper børn med at låne bøger, og fortsætter ind i Støbesalen.

Støbesalen er et åbent rum i forlængelse af hallen, som kan lånes gratis af lokale til blandt andet den månedlige tilflyttercafé, som jeg selv støder ind i senere på dagen. Væggene er plastret til med det, der viser sig at være foldede bøger. Det er et værk af kunsteren Sara Topsøe, hvor beskueren også er medkreatør. Hundredevis af gæster har foldet tusindvis af bøger, der nu er ved at blive fjernet til fordel for en ny udstilling.

For Maltfabrikken skal hele tiden udvikle og forandre sig.

"Fuck patriarkatet" står der fint broderet på et vægophæng. Vi bevæger os videre ind i butikken Rød Hest, der er ejet af Maltfabrikken og bestyret af Maria Christensen.

- Meget herinde har en holdning, fortæller hun med et smil.

Rød Hest er en "blanding af alt, hvad Maltfabrikken er", forklarer de. Fabrikkens DNA. En butik, der også er en oplevelse. Her sælges aktivistisk kunst, såsom vaser lavet af plast fra havbunden, håndlavede feministiske dørstoppere og kvalitetsmaling til kunstnere. Varer som både appellerer til lokale og turister.

- Maltfabrikken er i sig selv en holdning, tilføjer Kristian Krog.

Hvad er det for en holdning?

- Her skulle have ligget et butikscenter. Men det ville vi ikke acceptere. Her er det oplevelser og fællesskab, der er i centrum. Det er en holdning om, at forbrug ikke er alt.

Maria Christensen er tidligere skolelærer og har boet i Ebeltoft i 21 år og har set byens nedtur og opblomstring. Og så har hun fulgt Maltfabrikkens rejse undervejs.

- Da vi flyttede herud lukkede alt. Vi gik fra to skoler med mange klasser til, at der pludselig kun var én skole, hvor mit barn var på den mindste årgang i 2014. To klasser med blot 14 i hver.

For 10 år siden satte hun og manden deres idylliske hus til salg. Men det var ikke til at få solgt. Heldigvis, kan man sige nu, hvor boligerne i området ryger af markedet, hurtigere end de kommer på, og priserne stiger.

- De sidste fem år er alting vendt. Mange børnefamilier flytter hertil og jeg har aldrig før set så mange barnevogne i gaderne. Langt flere butikker er faktisk begyndt at holde åbent om vinteren, siger Maria Christensen.

I samme årrække var arbejdet med Maltfabrikken i fuld gang. Og i 2017 - samme år som byggeriet begyndte - blev der holdt en række fællesmiddage, hvor man ifølge Maria Christensen kunne mærke "de nye kræfter."

- Der er en bevægelse i gang. Det er der mange ting, der har været medvirkende til. Men Maltfabrikken er helt sikkert en af dem, siger Kristian Krog.

- Men nogen synes ikke, det var en god idé. De brød sig ikke om det, indskyder Maria Christensen.

Hvorfor var der modstand i mod projektet?

- Forandring møder vel næsten altid modstand. Især når man slår så stort et brød op, og man vil være et internationalt kulturcenter. De troede ikke på, at det kunne lade sig gøre, svarer Kristian Krog.

Er Maltfabrikken en slags oprør? I opposition til Stokrose-Ebeltoft?

- Nej, men vi er et bevidst statement på et andet billede af verden. Før Maltfabrikken var der ikke andet, end pæne facader. Vi viser, at forfald også er flot. Og at fortællingen kan vendes rundt. Derfor er det også helt bevidst, at vi har beholdt så meget af det gamle og det rå, som muligt, siger Kristian Krog.

- Vi er ikke i mod stokroserne. Det udelukker ikke hinanden, tilføjer Maria Christensen.

- Men vi mener virkelig, at vi gerne vil være noget for alle. Og der tror jeg på, at Maltfabrikken har gjort Ebeltoft mere rummelig, siger Kristian Krog.

Maltfabrikken fortæller mange historier, som Kristian Krog siger. Dens arkitektur er et materialistisk vidne om den kulturarv og historie, der gemmer sig i bygningerne.

- Se det her teknikskab, det har været her altid, og det skal det blive ved med. Alle de her tegn er så vigtige for os at beholde, viser direktøren frem. Ingen tegn må slettes.

Vi går op ad trapperne til førstesalen.

- Vi blev nødt til at lave det her køkken om, simpelthen sænke køkkenbordet, så det ikke skyggede over det her, siger han og peger på noget graffiti på væggen.

Køkkenet tilhører arbejdsfællesskabet M8, som holder til heroppe under det originale plankeværk.

- Det er ikke bare et kontorfællesskab, fortæller projektleder Nina Renée Knoblauch-Larsen, som sidder ved et bord i et åbent mødelokale.

De 30 selvstændige, der holder til her, arbejder nemlig ikke på samme måde som i et typisk kontorfællesskab. I stedet for at arbejde hver for sig, arbejder de sammen om opgaverne. Der er fælles møder, fælles opgaver, fælles kunder.

- På den måde kan de tre solevirksomheder - eksempelvis en grafiker, tekstforfatter og jurist - i samarbejde konkurrere med de store kreative bureauer i København og Aarhus, fortæller projektlederen.

Derfor er der ikke mange fra samme branche, for de skal ikke konkurrere med hinanden, og alle er med til at bestemme på demokratisk vis, når der skal nye ind i fællesskabet. I øjeblikket er der en ledig plads, som der er seks ansøgninger til.

- Det er vigtigt for os, at der er diversitet. Det er også vigtigt for os, at der er et godt fællesskab. For fællesskabet træffer de bedste beslutninger.

Vi fortsætter turen opad og ender under ikoniske skorsten. På toppen af det hele træder vi ind i det, Maltfabrikken selv kalder for Danmarks smukkeste mødelokale.

- Vi står inde i en stor ovn, fortæller Kristian Krog. Det var her malten blev tørret, mens gulvet vippede frem og tilbage.

I dag er her et rundbord i midten under et stort grønt stålværk, der hænger i loftet. Den lysegrå vægmaling er krakeleret og afslører murstensværket inde bagved. Her kan man virkelig (for at bruge en kliché) fornemme historiens vingesus. Det føles autentisk. Et vidne på den forandring fabrikken - og samfundet - har gennemgået.

En sødlig duft spreder sig i den kolde aftenluft, da vi træder ud af hovedbygningen. Det er duften af malt, som er grunden til, at vi er her. At stedet er her. Maltfabrikken.

I hjertet af det hele ligger mikrobryggeriet, hvor Joel Prudhomme løber mellem kedlerne. Han træder op på en stige og ser ned i den boblende væske. Det mørke hår hænger løst under cap'en og han har et trådløst headset i ørene.

- Det er et afgørende punkt i dette øjeblik, siger han næsten undskyldende, men også i en tone, hvor man er helt sikker på, at man ikke skal gå i vejen.

Bryggeriet er eget af Maltfabrikken, men øllen brygges af brygmesteren Joel, der kommer fra New Orleans, men er nu - på grund af en grum orkan og efterdønninger af covid-19 - endt her i Ebeltoft. Koncentrationen afslører hans dedikation, og han forklarer kort, at det har forskellige effekter at koge øllen ved forskellige stadier. Med det tidspres aftaler vi at gemme hans vilde historie til en anden dag og artikel.

Udover at brygge øl bruges lokalerne også til såkaldte Brewpub Jams, hvor der lørdag aften er musik og øl, og BrewTalks, hvor enhver kan tilbyde at holde oplæg, om det deres hjerte begærer.

- Ved du meget om sorte huller? Så hiver du bare fat i os, og så finder vi plads i kalenderen, siger Kristian Krog begejstret. For det er med begejstring, at folk dukker op for at lytte og byde ind, fortæller han.

Det ved jeg desværre ikke noget om, må jeg erkende. Til gengæld aftaler vi, at jeg kan komme og holde et åbent redaktionsmøde for SyddjursLIV. Bum! Således integreret i Maltfabrikken. Det virker meget nemt.

- Når man vil involvere alle, har alle også en mening, fortæller Kristian Krog, mens vi bevæger os videre ud til næste bygning.

- Vi har prøvet at give alle et ejerskab. Men hvis alle maler på det samme store maleri på én gang, så ved vi godt, hvilken farve det får, siger Kristian Krog.

Derfor er det frihed under ansvar, som man siger. Rammer, der kan udfyldes. Ligesom de rammer, vi nu træder ind i Kulturloft.

I mørket møder vi Jeppe Larris ved teknikpulten. Han sørger for, at alt spiller, når der er koncerter eller livesending af forelæsninger fra Aarhus Universitet, sådan som han er ved at gøre klar til i aften.

- Kulturloft er en kæmpe kulturplatform, her er mere end 70 frivillige, fortæller han.

Det kommer bands i alle genrer, men især de unge er der stort fokus på. Derfor er der plads til, at de unge selv kan være med til at arrangere koncerter og finde kunstner.

- De unge er så vilde. Altså Patina, som de har fået til at komme og spille, det er jo virkelig et scoop!

Vi træder ud på altanen. Her er der fuldt udsyn over den lille fabriksby, man føler at befinde sig i.

Får man aldrig FoMo (fear of missing out, red.) over alle de ting der foregår?

- Jo, helt sikkert. Men der sker så meget her, at jeg for længst har opgivet at være med til det hele. Men det er det, der er så fedt. At der er noget for alle, siger Kristian Krog og skuer ud over folkefabrikken.

Hvordan sikrer I jer, at Maltfabrikken bliver ved med rent faktisk være for "folket"?

- Det er vores vigtigste opgave. Vi mener virkelig, at vi gerne vil være noget for alle. Vores største ønske er at være tilgængelig og vi vil så gerne lytte, svarer Kristian Krog og uddyber.

Maltfabrikken har mødt kritiske røster fra lokalområdet. Fordi folk havde en forventning om at kunne låne lokaler gratis eller billigt, og indtil nu har man kun kunnet låne Støbesalen, der som beskrevet er en åben sal ved indgangen. Og det er måske ikke optimalt, hvis man skal have et intimt arrangement såsom yoga eller kor. Alle de andre lokaler bliver udlejet. Derfor har man nu opkøbt endnu en bygning til netop det formål, og der er allerede 10 faste ugentlige brugere.

- Rummet et en dårlig forretning. Men det skal bare bruges så meget som muligt, fortæller han, da vi træder ind i Snedkeriet.

Her holder blandt andet et mandekor til, mens Vestas lejer det til strategimøder.

- Vi skelner mellem kommercielle og almennyttige formål. Det vil sige at børnehaven kun betaler for rengøringen, mens virksomheder betaler et højere beløb, der også bidrager til den generelle drift.

De vil så gerne have alle til at tage del i det kulturelle fællesskab, gentager han.

Derfor bakser han i øjeblikket med en stor EU-ansøgning om mange millioner, hvor Maltfabrikken i samarbejde med kulturinstitutioner i fire andre lande vil nå ud til den del af samfundet, der ikke normalt "bruger kulturen". Konkret går projektet ud på at invitere marginaliserede grupper, som kunsten ikke altid fanger, til at mødes over madlavning - et trick til at få dem i samtale - efterfulgt af en kulturoplevelse, måske teater eller en koncert.

- Der er så meget forskelligt i mellem opera og dansktop, og det er der, vi skal ligge. For der findes kultur til alle, siger Kristian Krog.

Maltfabrikkens placering taler sit eget tydelige sprog. Udover at ligge i byens epicenter, peger den ene side ud mod den idylliske stokrose-gågade med bindingsværkshuse, der står uforandret gennem mange år, mens den anden peger ud mod havnefronten, hvor store udviklingsplaner er på vej.

Efter rundvisningen takker jeg Kristian Krog for turen og vender tilbage til der, hvor vi begyndte, i hovedbygningen, hvor aftenens tilflyttercafé er i fuld gang.

- Kultur kan noget. Det er der, alt udgår fra. Det er ligesom der, livet er, siger Peter Laut og slår ud med armene for at vise, at han med kultur i denne sammenhæng mener Maltfabrikken.

Peter Laut og hans hustru Kristina Laut flyttede hertil i 2020 med deres to børn, der i dag er 4 og 7. Nu afholder de en månedlig velkomstcafé for tilflyttere i Støbesalen, hvor man kan høre om alt fra kajakforeningen til Havmøllens arrangementer.

I aften er der 10-15 tilflyttere mødt op. De fleste af dem ny-pensionister, som i årevis har haft sommerhus i området og nu flytter hertil for naturen og energien, fortæller de. Og fordi man her kan få meget for pengene.

Det er det samme, der driver de børnefamilier, der flytter hertil og som også ofte dukker op til tilflyttercafeen.

- Vi kiggede på hus mange steder og havde en drøm om Mols. Vi ville gerne være en del af et lokalsamfund og ikke bare bo i en forstad. Og så var der flere, der fortalte om, at der sker mere og mere herude omkring Ebeltoft, fortæller Kristina Laut.

Alligevel var de nærmest granatchokket efter at komme fra en 55 kvadratmeters lejlighed i Aarhus ud i til parcelhuset, fortæller de.

- Det var syret at flytte til et villakvarter. Her var så stille. Vi mødte ikke bare lige nye mennesker - knap nok vores naboer - og der var ingen, der kom og sagde velkommen. Jeg var ved at skide i bukserne. Havde vi begået en kæmpe fejl? Siger Peter Laut.

At være ny i byen blev dog på samme tid en redning. En sætning, der fik lokale til at lyse op.

- Folk bliver så glade, når de hører, at vi er nye. Der er en helt speciel atmosfære, når man er børnefamilie, fortæller han.

Derudover blev Maltfabrikken deres store redning.

- Maltfabrikken er jo hjertet i byen. Den symboliserer den udvikling, der sker lige nu, siger Peter Laut.

Og da Kristina Laut spurgte Kristian Krog, hvorfor der egentlig ikke var en tilflyttercafé, når nu der eftersigende var så mange nye i byen, lød svaret: "Jamen skal du ikke bare lave det, hvis den mangler?"

- Her kan man være med til at skabe. Alt er ikke fastlagt. Der sker noget her i disse år, som vi gerne vil være en del af. Gerne vil præge. Og det var derfor vi søgte ud af byen, med ønsket om at blive en del af et lokalsamfund, hvor man kan gøre en forskel, fortæller hun.

Maltfabrikken er én stor åben invitation til at være medskaber. Ligesom det rum jeg passerer på vej ud af Maltfabrikkens hovedindgang, hvor der står "Tegn amok."

Dette pop up-space inviterer i øjeblikket alle besøgende til tegne på væggene. Men det centralt placerede rum med navnet X-rum er ligesom så meget andet på Maltfabrikken altid under forandring. Tidligere har der været en champagnebar og flere velgørende udstillinger.

Sådan er der mange tegn rundt på fabrikken. Tegn på foranderlighed og udvikling. En invitation til at være medskaber.

Det er en usædvanlig smuk aften i Syddjurs, da jeg kører hjem langs kysten. Lyset gyldne skær omringer mig fra alle vinkler, mens solen siger farvel bag vandet. Jeg har ikke lyst til at tage herfra, jeg har lyst til at blive.

At blive blive selvstændig og søge kontorpladsen i M8 eller blive kunstner for at søge ind i kunstnerboligen. Blive og nyde smagen af lokalbrygget øl til jam i Brewpubben, tage til en koncert på Kulturloft eller danse løs i Snedkeriet. Jeg får lyst til at være med.

Det er sådan en følelse, et besøg på Maltfabrikken efterlader på mit ikke længere tomme lærred.

Vi opdaterer dig på det, der er sket, siden SyddjursLIV sidst landede i din indbakke.