Syddjurs Spildevand investerer trecifret millionbeløb i spildevandsrensning: - Vi skal have det lange lys på, der lyser 50 år ud i fremtiden
Du tænker nok ikke ret tit på, hvad der sker med alt det vand, der forsvinder i håndvasken eller bliver skyllet ud i toilettet.
Men gemt under jorden ligger et stort net af spildevandsledninger og for enden af dem, renses vandet og ledes ud i vores åer, søer og havmiljø.
Derfor er det ikke ligegyldigt, hvor godt vandet renses for kemirester, flourstoffer (PFAS) og alt det andet, vi sender med spildevandet ned i kloakkerne.
Vandet skal hele tiden renses bedre, og prisen for dig som forbruger skal hele tiden ned. Det stiller krav til rensningsanlæg - krav de 10 rensningsanlæg i Syddjurs har svært ved at overholde.
Derfor skal der gøres noget nu. Løsningen er en fusion mellem spildevandsselskaberne i Syddjurs og Norddjurs. Ét spildevandsselskab på Djursland og ét rensningsanlæg.
Her får du historien om, hvorfor du skal interesserer dig for rensning af spildevand, og hvad dine politikere gør for at sikre en stadig bedre og billigere rensning langt ud i fremtiden.
I tre nye videoer fortæller to lokale politikere - en fra Syddjurs og en fra Norddjurs - hvorfor spildevand i fremtiden bliver en fælles sag på tværs af partiskel og kommunegrænse på Djursland.
Spildevand er ikke umiddelbart et emne, der sælger billetter i brede kredse, men for Jørgen Ivar Brus Mikkelsen (V) er det lige så stillet krøbet ind under huden på ham i de seneste år.
Jørgen Ivar Brus MikkelsenJeg kan godt lide at være med til at skabe mærkbare forbedringer for mange mennesker, også de usynlige
Han er den politiker fra Syddjurs, der taler om vand, spildevand og fusion med Norddjurs i de nye videoer.
- I mit politiske virke er jeg meget optaget af de rammer, vi som kommune har mulighed for at lave, siger Jørgen Ivar Brus Mikkelsen, der har sæde i både erhvervs- og planudvalget og natur-, teknik,- og miljøudvalget.
Som landmand og selvstændig har netop de to udvalg hans naturlige interesse. Men faktisk er det det konkrete arbejde med konkrete udfordringer, han holder af.
- Veje, mobilitet, forsyning og den slags interesserer mig. Det kan jeg forholde mig til. Det er konkret og kan skabe synergi.
- Jeg kan godt lide at være med til at skabe mærkbare forbedringer for mange mennesker, også de usynlige, siger Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
Og her kommer spildevand, en investering på et trecifret millionbeløb og en fusion med naboerne mod nord ind i billedet.
1. januar 2023 fik Jørgen Ivar Brus Mikkelsen overdraget formandskabet for Syddjurs Spildevand, som en af i alt fem politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer.
Stop eller konkurs
Inden vi nærmer os det centrale emne i historien, nemlig fusionen mellem spildevandsselskaberne i Syddjurs og Norddjurs, dvæler vi lige et øjeblik ved fortiden og årsagen til, at det overhovedet er nødvendigt at gøre noget ved spildevandsbehandlingen i Syddjurs.
Jørgen Ivar Brus MikkelsenHvis vi gjorde det alligevel, ville Syddjurs Spildevand være ude af stand til at betale sine regninger og gå fallit i løbet af seks til otte år
Hvert fjerde år godkender politikerne i Syddjurs en ny spildevandsplan, der lægger sporene for de næste fire år.
I sensommeren 2021 var arbejdet godt i vej i natur-, teknik-, og miljøudvalget, da den nyudnævnte direktør for Syddjurs Spildevand bad om foretræde for politikerne.
Med sig havde han et simpelt budskab, fortæller Jørgen Ivar Brus Mikkelsen, der som udvalgsmedlem tydeligt husker det møde.
- Han bad os ganske enkelt om ikke at godkende den nye spildevandsplan. Og han forklarede os, at hvis vi gjorde det alligevel, ville Syddjurs Spildevand være ude af stand til at betale sine regninger og gå fallit i løbet af seks til otte år, fortæller Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
Hvorfor er spildevand overhovedet vigtigt?
Men hvorfor overhovedet interesserer sig for spildevand? Er det ikke bare noget, der forsvinder i køkkenvasken eller suges ned i kloakken, når jeg skylder ud i toilettet?
Jo og nej.
Jørgen Ivar Brus MikkelsenJeg kan ind i mellem sukke lidt, når jeg jeg høre ord som bæredygtighed
Alt det spildevand, vi hver især producerer, forsvinder fra vores egne øjne og matrikel, når vi for eksempel skyller ud i toilettet. Men det forsvinder ikke. Det fragtes bare et andet sted hen.
- Når vi taler om den grønne omstilling, så er spildevand et af de vigtigste områder.
- Jeg kan ind i mellem sukke lidt, når jeg jeg høre ord som bæredygtighed, fordi det er så sjældent, at vi kommer hele vejen rundt, siger Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
- Spildevand er et 'blind spot' i den samtale, fordi det er skjult og ikke særlig prestigefyldt. Men det er vigtigt, og jeg vil gerne bruge kræfter og energi på det alligevel. Jeg synes, det er vigtigt, fortsætter han.
Hvad kan du selv gøre - KORT
Det er måske lidt uoverskueligt, hvad man som borger og forbruger selv kan gøre, når det kommer til spildevand. Men det er faktisk ret enkelt.
- Man kan gå op i, hvordan kloakeringer er, der hvor man bor eller påtænker at købe hus. Er det seperatkloakeret eller ej - altså er spildevand og regnvand adskilt?
- Man kan sørge for, at regnvand bliver på grunden. Det kan opsamles i beholdere og f.eks. bruges til vanding af haven. Formålet er - udover at spare på vandet - at man sikrer, at regnvand ikke belaster kloaksystemet. Er der for meget vand i kloakerne opstår risikoen for overløb. Det betyder, at kloakerne løber over, og det medfører at regnvand og spildevand blandes og løber ud i åer, søer eller havet.
- Man kan også gøre sin stemme gældende, når der er valg til bestyrelsen i det lokale spildevandsselskab. Dermed kan man få medindflydelse på udviklingen i sit eget område eller kommune.
- Jeg vil gerne tvinge folk til at se ned i spildevandsspanden og forholde sig til det, der bliver sendt videre fra os hver i sær. Bare fordi det forsvinder fra håndvasken eller især toilettet betyder det ikke, at det forsvinder. For det gør det ikke, konstaterer Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
Lavere pris og bedre rensning
Når Syddjurs Spildevand ser ud over fallittens rand, skyldes det national lovgivning og det pres, der lægges på spildevandsvirksomheder over hele landet af Forsyningssekretariatet under Konkurrence- og forbrugerstyrelsen.
Forsyningssekretariatet - KORT
Forsyningssekretariatet beskriver sin egen rolle og opgaver således:
Forsyningssekretariatet (vandtilsynet) er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Vi regulerer de økonomiske forhold i vandsektoren i Danmark, så de danske drikke- og spildevandsselskaber hele tiden drives så effektivt som muligt.
Vandsektorens kerneopgaver er at sikre rent drikkevand og at udlede renset spildevand tilbage til naturen. Men vandsektoren består af naturlige monopoler. Det betyder, at vand- og spildevandsselskaber ikke er udsat for konkurrence. Manglende konkurrence fører typisk til for lav effektivitet og derfor for høje priser.
I Forsyningssekretariatet anvender vi økonomisk regulering til at efterligne det konkurrencepres, selskaberne ville have oplevet, hvis vand og spildevand havde været konkurrenceudsatte ydelser på et velfungerende marked – under hensyntagen til, at drikke- og spildevandsselskabernes ydelser er samfundsvigtige og leveres under forskellige produktionsvilkår og med lovfastsatte krav om kvalitet. Under disse hensyn tager den økonomiske regulering alene forbrugernes parti. Vores opgave er, at der leveres så rent vand og så ren natur som muligt for forbrugernes penge.
En effektiv regulering styrker også efterspørgslen efter ny, bedre og prisstærk vand- og miljøteknologi til gavn for arbejdspladser og eksport.
Forbrugersekretariatet vil tvinge spildevandsselskaberne til at sænke priserne og samtidig rense spildevandet endnu bedre. Det betyder, at spildevandselskaberne ikke bare kan sende regningen videre til forbrugerne.
- Det er det største pres på spildevandsområdet i Syddjurs, og det betyder, at hvis vi fortsætter som nu, kan vi ikke længere betale vores regninger om seks til otte år, forklarer Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
Alene, samarbejde eller fælles?
Efter spildevandsdirektøren drastiske udmelding måtte udvalgsmedlemmer lige sidde og sunde sig lidt og kigger rundt på de andre omkring bordet, inden spildevandsdirektørens budskab sank ind.
Men så rystede de pelsen og gik i gang med at løse udfordringen.
Jørgen Ivar Brus Mikkelsen havde allerede i sin første periode i kommunalbestyrelsen interesseret sig mere og mere for problematikkerne og mulighederne i spildevand.
- Det er ikke alt, der er gået, som man politisk gerne ville i de senere år på spildevandsområdet. Vi har i Syddjurs brugt vores kræfter på at vedligeholde vores 10 rensningsanlæg, mens man i Norddjurs har samlet det hele et sted i et topmoderne anlæg med en udledning til Kattegat, siger Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
I et forsøg på at få Syddjurs ind på en mere langtidsholdbar bane, har han sammen med formanden for natur-, teknik-, og miljøudvalget arbejdet for en anden vej.
- Jeg har et godt samarbejde med formanden for natur-, teknik-, og miljøudvalget Kim Lykke Jensen (SF), og vi har mange gange talt om, at det ville være godt, hvis der var en kobling mellem dem, der konkret arbejder med rensning af spildevand og så det politiske udvalg, og derfor var det naturligt, da han igen blev udvalgsformand efter kommunalvalget i 2021, at jeg blev formand for Syddjurs Spildevand.
Overhovedet at overveje at give køb på sin kommunale selvbestemmelse og indlede samarbejde med meddjurslændingene nord for kommunegrænsen har krævet fortæring af mere end en kommunalpatriotisk kamel.
For i sådan en proces er der altid interne kulturer, der skal omstille sig i mødet med andre måder at gøre tingene på.
Mulige løsninger - KORT
I Syddjurs var overvejelserne, om man skulle:
- Arbejde videre med at udvikle og fremtidssikre sin egen spildevandsrensning med fokus på Boeslum Rensningsanlæg ved Ebeltoft-
- Indgå i et samarbejde med Norddjurs Kommune om en samlet rensning af spildevandet på Djursland.
- Undersøge muligheden for, om der nord for kommunegrænsen var interesse for at lave et fælles spildevandsselskab.
Efter at have regnet på det skal der lånes 200-300 millioner kroner til nye spildevandsledninger fra Syddjurs til Fornæs udenfor Grenaa, men det stod hurtigt klart, at det var en langt bedre løsning på stort set alle parametre i det lange perspektiv, hvis Syddjurs og Norddjurs kunne findes fælles fodslag i et fælles selskab.
Tillid tager tid - men kan skabe resultater
I det år der efterhånden er gået, oplever Jørgen Ivar Brus Mikkelsen, at paraderne er blevet sænket på begge sider af kommunegrænsen, og at en fælles og gensidig tillid spirer.
- På et år er vi gået fra skepsis til en accept af nødvendigheden og til et spørgsmål om, hvorvidt det vi gør nu også er nok. Det har været medvirkende til, at spildevandselskaberne i både Syddjurs og Norddjurs har anbefalet ejerne - altså kommunalbestyrelserne - at lægge spildevandsopgaven i ét fælles selskab, siger Jørgen Ivar Brus Mikkelsen og fortsætter.
- Der er også blevet opbygget gensidig tillid i det politiske system. Vi er blevet enige om, at det er til alles fordel, at vi slår selskaberne sammen. Og så er der en forståelse af, at begge parter nu går i sko, der er to numre for store, så der er plads til at give hinanden plads.
En enig, politisk front skaber tryghed i processen og en sikkerhed for, at der er politisk opbakning til processen og retningen frem mod et fælles selskab.
- Den proces vi er i gang med nu ville være meget, meget vanskelligere, hvis vi ikke var synkrone politisk, siger Jørgen Ivar Brus Mikkelsen, som glæder sig over, at de politiske slagsmål i spildevandsproblematikken viger for pragmatisme til alle bedste.
Tre forslag - et var oplagt det rigtige
Med konstateringen af, at en form for samarbejde med Norddjurs er den rigtige vej at gå, blev næste udfordring at finde ud af, hvilken løsning, der skulle arbejdes videre på.
Muligheden for at fortsætte med status quo blev hurtigt sendt ud på sidelinjen.
Tilbage var to muligheder.
Et samarbejde med to rensningsanlæg. Fornæs i nord og Boeslum ved Ebeltoft i syd. Eller et samarbejde med udgangspunkt i ét rensningsanlæg - Fornæs lidt udenfor Grenaa i Norddjurs.
Der blev lavet beregninger for miljøkonsekvenser, driftsomkostninger og generel økonomi, og det stod derefter ret klart, at en løsning med ét rensningsanlæg - Fornæs - på alle parametre ville være den bedste løsning.
- Det vil betyde én bestyrelse, én økonomi, ét regnskab, større handlingsmuligheder i forhold til investeringer og det bedste økonomiske rationale for borgerene, konstaterer Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
Så langt så godt.
Hvem får hvad ud af det?
Udefra set er Norddjurs yderst veldrevet og fremtidssikret, når det kommer til rensning af spildevand og investering i rensningsanlæg.
Jørgen Ivar Brus MikkelsenAlle vores rensningsanlæg fungerer, men nogle er nedslidte. Fælles for dem er, at de udleder det rensede spildevand til steder, der ikke har godt af at blive tilført nærringsstoffer
Fornæs udemærker sig ved at være blandt de allerbedste til spildevandsrensning i landet, og der udledes kun renset spildevand til omgivelserne ét eneste sted i kommunen, og det er fra Grenaa og ud i Kattegat.
Anderledes ser det ud i Syddjurs, hvor de nuværende 10 rensningsanlæg udleder hver sine steder, og det er ikke optimalt, konstaterer formanden for Syddjurs Spildevand, Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
- Alle vores rensningsanlæg fungerer, men nogle er nedslidte. Fælles for dem er, at de udleder det rensede spildevand til steder, der ikke har godt af at blive tilført nærringsstoffer, siger Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
Som det er nu, udledes der renset spildevand hele vejen langs den smukke syddjurske kystlinje. Men vandet er stillestående og lavt, og der er ikke ret stor gennemstrømning. Derfor er det ikke optimalt at udlede renset spildevand, som trods alt indeholder nærringsstoffer.
50/50
Der er lavet en hel del målinger og beregninger for at give politikerne i de to djurslandske kommuner et grundfæstet beslutningsgrundlag, når det kommer til rensning af spildevand.
I et notat vedrørende Fusion mellem AquaDjurs og Syddjurs Spildevand og efterfølgende udspaltning af aktiver oplistes aktiver og priser i de to spildevandsselskaber og det fremgår, at prisen for at få renset spildevand er betragteligt højere i Syddjurs end i Norddjurs.
Det vender vi tilbage til.
Det fremgår også, at de to kommuner råder over stort set de samme aktiver og passiver, antallet af tilsluttede hustande er stort set også de samme og på en lang række parametre, blandt andet antallet af separatkloakkerede husstande, er de to kommuner sammenlignelige.
Revisionsfirmaet PwC estimerer, at Syddjurs og Norddjurs kan gå ind i en fælles spildevandsselskab med en ejerandel på 50/50, hvilket er ret unikt og underbygger den mulighed begge kommuner har for at få noget ud af fusionen.
Samarbejde eller fuldblodsfusion?
I et stykke tid har de to djurslandske kommuner samarbejdet om medarbejdere med særlige kompetencer omkring rensning af spildevand.
Det er sket i selskabet DjursSam, hvor de fagkyndige spildevandsmedarbejdere har arbejdet, og hvor henholdsvis Syddjurs og Norddjurs har kunnet købe rådgivning og assistance.
Den model var scenarie et, da man skulle finde ud af, hvilken konstruktion, der skulle arbejdes videre med i spildevandssamarbejdet.
Altså en konstruktion, hvor man kunne samarbejde omkring ekspertise og rensning af spildevand, men hvor det stadig var to forskellige selskaber, der stod for håndteringen af spildevandet.
Scenarie to var en holding-konstruktion, hvor et fælles selskab ejer de to underliggende og nuværende selskaber - Syddjurs Spildevand og Aqua Djurs - og hvor spildevandet renses på et fælles rensningsanlæg - Fornæs uden for Grenaa i Norddjurs.
Jørgen Ivar Brus MikkelsenDet er kommunalbestyrelsen i nord og byrådet i syd, der tager endelig stilling
Det tredje scenarie var en fuldblodsfusion, hvor et selskab ejers af to kommuner med fælles udgifter og fælles indtægter og ét fælles rensningsanlæg i Fornæs og en fælles udledning til Kattegat.
Tre etaper og stor investering venter forude
Fusionen af de to spildevandselskaber kommer til at betyde store investeringer og omfattende gravearbejde, når spildevandsledninger i Syddjurs skal kobles på ledninger i Norddjurs og dermed også på Fornæs Renseanlæg.
- Samlet set skal vi ud og låne over 200 millioner kroner til de godt 100 kilometer ekstra spildevandsledninger, der skal etableres, før Syddjurs kan bliver koblet på Fornæs, siger Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
Arbejdet kommer til at foregå i tre etaper, som kommer til at strække sig over de kommende cirka 10 år.
- Første etape bliver at få spildevandledningerne i Syddjurs koblet til Fornæs Renseanlæg. Det kræver, at der etableres en nu spildevandsledning fra Syddjurs til Grenaa og langs havnen til Fornæs, siger Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
Et omfattende arbejde, som forsøges koordineres med det ventende anlægsarbejde ved havnen i Grenaa i forbindelse med den omfattende kystsikring af havnen og byen.
Anden etape bliver at få koblet den vestlige del af Syddjurs til spildevandsledningerne til Norddjurs, og tredje og sidste del bliver at få koblet Ebeltoft på den direkte vej til Fornæs.
- Spildevandet fra Fornæs bliver sidste etape, fordi anlægget ved Boeslum er det bedste og mest effektive i Syddjurs. Derfor giver det mening at vente med det til sidste. Det forventer vi bliver koblet på Fornæs omkring 2030-32, forklarer Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
Selvom der er tale om store millionbeløb i fusionen mellem de to kommuners spildevandsselskaber, og selv om der ligger en regning på et trecifret millionbeløb og venter i forbindelse med etableringen af nye spildevandsledninger, så bliver der ikke tale om rystelser i de regninger, forbrugerne i henholdsvis Syddjurs og Norddjurs er vant til at få.
Efter fusionen vil forbrugerne syd og nord for kommunegrænsen opleve, at priserne er de samme. Over de næste 15-20 år vil priserne bliver ensartede, og samlet set falde både i Syd- og i Norddjurs Kommuner.
Navn fra Norddjurs - logo fra Syddjurs
Resultatet bliver, at de to spildevandsselskaber indstiller til deres respektive ejere - Syddjurs Kommune og Norddjurs Kommune, at man fusionerer fuldblods i et selskab med navnet AquaDjurs og med logoet fra Syddjurs Spildevand.
- Det er det, der er indstillet, men det er kommunalbestyrelsen i nord og byrådet i syd, der tager endelig stilling, siger formanden for Syddjurs Spildevand, Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
De forkromede formål med fusionen
En ting er, at Syddjurs Kommune halter bagud, når det gælder rentabel rensning af spildevand og udledning af det rensede vand mange forskellige steder langs kysten.
Noget andet er, at en fusion med spildevandsselskabet i Norddjurs giver en lang række fordele, som både tjener forbrugerne, den kommunale økonomi og ikke mindst naturen og miljøet.
Jørgen Ivar Brus MikkelsenVi skal skåne naturen og de sårbare område, vi i dag udleder renset spildevand til. Vi skal fremtidssikre rensningen af vores spildevand
Et notat, der er skrevet af en gruppe bestående af embedsmænd med indsigt i problematikken fra både Syddjurs og Norddjurs oplister de konkrete mål for en fælles spildevandsrensning på Djursland.
Fordele ved en fusion af spildevandsselskaberne på Djursland
• En stram statslig regulering med effektiviserings- og konsolideringsdagsorden peger imod større enheder. Dette har allerede medført adskillige sammenlægninger i branchen. Det er rettidigt omhu at lægge de kommunalt ejede vandselskaber på Djursland sammen, før det sker gennem en statslig regulering. Taksterne vil kunne reduceres, efterhånden som synergieffekterne ved sammenlægningen realiseres.
• Det er et krav efter vandsektorloven at Syddjurs Spildevand skal være medejer af Fornæs Renseanlæg, når spildevandet samles på Fornæs Renseanlæg.
• Samling af spildevandet fra Djursland på ét renseanlæg skaber grundlag for implementering af ny teknologi og grøn omstilling. De nuværende 11 anlæg på Djursland er for små til, at til at sikre en rentabel udnyttelse af potentialet. Et større anlæg giver bedre muligheder for ressourceudnyttelse, slambehandling, reduktion af emissioner (lattergas etc.), behandling af medicinrester, mikroplast, fluorstoffer (PFAS) samt produktion af varme og el fra spildevandet, der vil reducere det samlede energiforbrug.
• Mulighederne øges og omkostningerne reduceres betragtelig ved implementering af ny teknologi på 1 renseanlæg fremfor på 11 renseanlæg. Investeringerne i ny teknologi på Fornæs Renseanlæg finansieres af forbrugerne i begge kommuner. Alternativet ville være, at forbrugerne i Syddjurs skulle finansiere opgraderingen af 10 renseanlæg og forbrugerne i Norddjurs skulle finansiere hele investeringen på Fornæs Renseanlæg.
• Belastning af sårbare recipienter som Knebel og Kalø Vig med fosfor og kvælstof fra udledningen fra renseanlæg elimineres, mens udledningsrammen til Kattegat fastholdes uændret i forhold til i dag. Samlet set bliver miljøbelastningen til havmiljøet således mindre, hvilket bl.a. sker gennem bedre rensning af spildevandet.
• AquaDjurs forsyner den vestlige del af Djursland med drikkevand og er medejer af produktionsselskabet Vandsam. En fusion betyder, at Syddjurs får medejerskab af et vandforsyningsselskab og dermed mulighed for at udbrede vandforsyningen på tværs af kommunegrænsen.
• Et større vandselskab på Djursland sikrer bedre muligheder for rekruttering og fastholdelse af medarbejdere samt udvikling af medarbejdernes kompetencer.
- Vi skal skåne naturen og de sårbare område, vi i dag udleder renset spildevand til. Vi skal fremtidssikre rensningen af vores spildevand. Og så skal vi driftsmæssigt være energineutrale, som vi opnår blandt andet ved at producere biogas af de slammængder, der bliver større med fusionen, siger Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
Mens Syddjurs har haft fokus på natur og miljøtiltag, har Norddjurs fortaget den nødvendige effektivisering af mere økonomiske årsager.
Jørgen Ivar Brus MikkelsenSamlet set skal vi ud og låne over 200 millioner kroner til de godt 100 kilometer ekstra spildevandsledninger, der skal etableres, før Syddjurs kan bliver koblet på Fornæs
Derfor kan Norddjurs i dag lære noget af Syddjurs, når det kommer til natur og miljø, mens Syddjurs kan drage fordel af Norddjurs' erfaringer med at gøre det rigtige, når det kommer til at effektiviserer rensning af spildevand.
Hvad får Norddjurs ud af fusionen?
Mens en fusion åbenlyst er en god idé for borgerne i Syddjurs, der kan se frem til renere spildevand, stort set elimineret udledning til havet syd for kommunen og lavere priser er det knapt så åbenlyst, hvad borgerne i Norddjurs får ud af fusionen.
I Norddjurs har man de seneste 10-15 år strømlinet spildevandsrensningen, moderniseret Fornæs Renseanlæg og reduceret udledningen af renset spildevand til ét sted, nemlig Kattegat ud for Grenaa.
Så hvad får vores nordlige naboer egentlig ud af at fusionere med Syddjurs.
- For os handler fusionen om, at vi får de muskler der skal til for at vi kan blive ved med at udvikle og optimerer spildevandsrensningen.
- Det betyder også, at vi ikke risikerer, at hverken Syddjurs eller Norddjurs bliver spist af større aktører fra for eksempel Aarhus eller Randers. Dermed fastholder får vi et selskab, der kan blive ved med at være førende i rensning af spildevand til glæde og gavn for forbrugerne og ikke mindst miljøet, siger formanden for AquaDjurs, Benny Hammer (K), der også er medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs og viceborgmester.
En god forretning - også for miljøet
Når alt kommer til alt, tror Jørgen Ivar Brus Mikkelsen på, at en fusion mellem de djurslandske spildevandselskaber både er en god forretning og ikke mindst et stort bidrag til den grønne omstilling og en bedre fremtid for Djursland.
Og det er han ikke ene om at tro.
Gennem de seneste år har politikere og embedsmænd i både Syddjurs og Norddjurs overvejet situationen, for og i mod. Der er blevet tygget på kommunalpatriotiske kameler med smag af selvbestemmelse og uafhængighed. Der er blevet regnet og sænket slagsskibe i diverse analyser af fordele og ulemper.
Tilbage står, at en fusion mellem Syddjurs Spildevand og AquaDjurs i ét fælles selskab med fælles økonomi og fælles interesser er den bedste løsning i bestræbelserne på, at skabe det reneste vand til den billigste penge til gavn for flest på Djursland.
- Fremtidens udfordringer kræver visioner - og dem har vi heldigvis, siger Jørgen Ivar Brus Mikkelsen i en af de reklamefilm, der er lavet for den kommende fusion.
- Vi får langt bedre mulighed for at tiltrække de rigtige medarbejdere til at arbejde med spildevand i fremtiden. Spildevandet bliver renset bedre og mere effektivt. Det bliver billigere for forbrugerne i både Norddjurs og Syddjurs, og så sikrer vi, at det rensede spildevand udledes i Kattegat ved Grenaa, hvor der er meget vand og stor gennemstrømning, hvilket er godt for kystmiljøet langs Djursland, siger Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
Fusionen forventes at blive politik vedtaget til gennemførsel per 1. januar 2024. Herefter vil de tre etaper, der skal sammenkoble de to spildevandssystemer bliver sat i værk, og hvis alt går efter planen, vil det sidste rensningsanlæg i Syddjurs, Boeslum, bliver taget ud af drift et sted omkring år 2030-2032.
Hvad så med de 10 rensningsanlæg?
Mens rensningsanlæggene i Syddjurs vil blive taget ud af drift i løbet af perioden frem mod den fuldt integrerede spildvandsløsning for hele Djursland, vil de fleste rensningsanlæg også fysisk bestå efter fusionen.
- Ikke som rensningsanlæg men som opsamlingsstationer for store mængder vand. For at systemet skal fungere optimalt, kræver det en jævn strøm af spildevand i ledningerne.
- Ved at bevare kapaciteten på de nuværende anlæg opnår vi en buffer, der kan sikre jævn strøm i ledningerne det meste af tiden, forklarer Jørgen Ivar Brus Mikkelsen, der er formand for Syddjurs Spildevand og en af nøglepersonerne i det arbejde, som nu venter i samlingen af spildevandsrensningen på Djursland i et fælles selskab til glæde og gavn for alle på Djursland.
Arbejdet med at fusionere spildevandsselskaberne på Djursland fortsætter frem mod årsskiftet. Efterfølgende bliver er samtaler og diskussioner om levering af fremtidens drikkevand og om den del af spildevandet fra det vestlige Norddjurs, som i dag renses i Randers.
Men det er en anden historie til en anden gang.