Når døden indtræffer, standser tiden. Ikke tiden i verden. Men tiden indeni den efterladte, der oplever alting suse forbi, mens man selv er fanget. Ude af stand til at flytte sig. I dét øjeblik ved man, at ens verden aldrig bliver den samme igen. Dødsfaldet starter en ny tidsregning for den efterladte.

- Det tidspunkt blev mit år 0. Fordi fra da af anede jeg ikke, hvem jeg er. Det skulle jeg finde ud af. Jeg følte mig som en anden. Fremmedgjort, siger 33-årige forfatter Anna Dyhr.

Nu er det syvende år i Anna Dyhrs nye tidsregning, efter politiet bankede på hendes hoveddør for at fortælle, at hendes mor var fundet død i sin lejlighed.

Sidste år udgav den lokale forfatter bogen "Man forsvinder ikke bare" om den kaotiske uvirkelighed, der opstod efter morens død. Men det tog hende mange år at skrive den, for efter dødsfaldet mistede hun både evnen til at skrive eller læse. Først nu er hun "vågnet", fortæller hun. Vågnet fra den dybe sorg.

- I dag er jeg et mere afbalanceret sted. Det var egentlig det sted, jeg havde håbet at være på fra starten af, siger Anna Dyhr, der bor i Mørke.

- Jeg er blevet min egen dødelighed bevidst. Og mine menneskelige vilkår. Det er jo den opgave, man sidder med som efterladt. Det er svært, når folk omkring én ikke forstår, at man ikke er "kommet videre". Men der er ikke et quick fix. Jeg havde brug for tid. Og når folk spørger, "tid til hvad?" Jamen, faktisk til ikke en skid. Til at være. Til at sidde i mit hul.

Og netop derfor er det vigtigt at tale om sorgen. Så dem, der sidder i et hul ikke skal føle sig alene - og for at fortælle, at livet bliver lysere igen, om end det er et nyt og andet liv.

Jeg møder Anna Dyhr til en gåtur i Rønde Bypark, og jeg må hellere bekende kulør, hvad angår min egen aktie i dette emne. For jeg har også mistet min mor, og som Anna og jeg hurtigt bliver enige om, at der er en særlig samhørighed, når folk i sorg møder hinanden. Et forståelsesfællesskab.

I de første fjorten dage efter morens død nedskrev Anna Dyhr alt, hvad der skete, og klamrede sig til et konstant behov for at handle.

- Skriften blev mit konkrete værktøj til at overleve. Til ikke at miste mig selv.

Vidste du fra starten, da du skrev ned de der dage efter hendes død, at det ville blive til en bog?

- Det havde jeg en fornemmelse af. Jeg følte, at jeg sad med noget, som er et vilkår for os alle, og hvis jeg giver det fra mig, så kan andre forhåbentlig have gavn af det. Jeg vidste bare ikke, hvordan det skulle vinkles, jeg kunne slet ikke navigere i det. Navigere i mit eget hoved.

Da hun efter to uger lagde kuglepennen fra sig, lukkede hun fuldstændig ned.

- Jeg fik det bare rigtig dårligt. Jeg blev så kognitivt udfordret, at jeg hverken kunne læse eller skrive. Jeg bruger skriften til at reflektere og forstå ting, så hvis jeg mister mit sprog, går jeg i sort.

- Det var som om, jeg ikke kunne se nogen skønhed. Jeg kunne ikke lægge mærke til lyset eller fuglene. Jeg havde en følelse af at være fuldstændig frakoblet. Der var ingen jordforbindelse. Jeg anede ikke, hvad der skulle ske. Det kunne gå i alle retninger. Jeg vidste ikke om jeg ville gå i opløsning. Hvem er jeg? Hvad skal jeg? Hvad vil jeg egentlig?

Oveni sorgen følte hun sig misforstået og alene i en verden, hvor folk omkring hende forventede, at hun snart kom videre.

- Nogle af mine venner sagde til mig, at de ville have den gamle Anna tilbage. Hun var sjovere. Jeg savnede jo også den gamle Anna, men hun fandtes ikke mere. Man bliver ikke bare den samme igen, fortæller hun.

- Jeg havde virkelig en utilstrækkelighedsfølelse. Alle havde bestemte forventninger til mig. Men jeg kunne ikke give folk det, de ville have.

Mødte du aldrig forståelse for, at du ikke kunne være den samme, når din mor var død?

- Nej. Ikke særlig meget. Jo, af andre sorgramte. Og det er jo pudsigt. Når folk selv har mistet, og de hører at hun døde i slutningen af 2017. Så vil folk, der selv har været i sorg, typisk sige, "det er ikke lang tid siden," selvom det er fire eller seks år siden. Men folk, der ikke kender sorgen, forventer, at du er videre.

Så der er ikke meget plads i vores samfund til at være i sorg?

- Det er som om, samfundet forventer, at det bare går over. At man bare skal videre. Jeg følte mig så misforstået. Og jo mere misforstået jeg følte mig, jo mere ensom følte jeg mig. Og det blev bare værre og værre.

Hvordan kom du ud af den spiral?

- Nogle relationer har jeg måttet vælge fra, og nogle af dem har jeg genoptaget senere. Men det blev også en meget konkret følelse for mig, at jeg skulle væk, jeg skulle ud. Altså ud i naturen. Jeg kunne ikke være i de rammer, jeg plejede at være i. For de mindede mig hele tiden om, at jeg ikke kunne holde ud at være i det.

Det svære ved sorgen er, at den ikke forsvinder, bliver vi enige om. Man kan ikke arbejde den væk. Handle sig ud af den. Måske kan man distrahere sig selv for en tid, men den lever stadig i én og vil altid finde frem igen.

- Det var fuldstændig forfærdeligt at være i ensomheden og intetheden, men det var nødvendigt. Det kan jeg se nu.

I naturen, væk fra forventningerne, fandt Anna Dyhr plads til bare "at være" i det, der føltes forfærdeligt.

- Jeg begyndte at tage mere ud i naturen. Der er en eller anden nærhed. Jeg er nærmest blevet sådan en naturnørd, siger Anna Dyhr med et smil.

- Naturen har været et kæmpe modspil til de sorgfulde følelser, der var indeni mig. Jeg vekslede mellem helt diametrale modsætninger indeni mig, had og kærlighed, glæde og sorg. Jeg har haft nogle øjeblikke, især på Mols, hvor det hele var så smukt og fantastisk, og bagefter er jeg løbet hjem, hvor alt bare har føltes så sort. Jeg har fået blikket op for skønheden i det simple. I naturen.

Hun stod i Mols Bjerge og råbte ad himlen, fortæller hun, mens hun så ud over havet.

- Jeg blev ved med at råbe "hvorfor?" For jeg kunne bare ikke forstå det.

Kunne naturen give dig svarene?

- Der findes jo ingen svar i døden. Men alligevel synes jeg, at jeg fandt noget af det, jeg søgte. Naturen begyndte at sende mig hilsner fra min mor forskellige steder. Jeg går mere og mere op i fugle, ligesom min mor, og jeg er blevet helt overbevist om, at min mor er en glente, siger hun og griner.

- Jeg ved godt, det lyder skørt. Og sådan noget har jeg aldrig tænkt før. Men nu, når jeg ser en glente, så føles det bare rigtigt. Så føles det som hende. Jeg er blevet tætte venner med en, der også har mistet sin mor. Og da jeg fortalte hende om glenten svarede hun, "jeg mødte lige min mor den anden dag. Hun er en buk." Hun forstår det 100 procent.

Naturen har også været det sted, hvor Anna Dyhr kunne dele sorgen med sin i dag 13-årige søn Theo.

- Det er svært at tale med et barn om døden. Så vi har skabt nogle ritualer sammen. Jeg tager ham med ud i naturen. Så tager vi snacks med ud i Mols Bjerge, for at mærke naturen, se på fugle og tegne på sten, og på vej derud hører vi musik, mormor kunne lide.

- Nogle gange sender han et billede af en glente og skriver "mormor har lige øje på mig i dag".

For Anna Dyhr er det også blevet vigtigt at "tale" med sin mor. Ikke bare i naturen, men alle vegne.

- Nu hilser jeg lige på min mor, når jeg går ind på mit kontor. Eller hvis det er en svær dag, så snakker jeg lidt med hende og fortæller, at jeg ville ønske hun var her til at hjælpe mig. Det er rart, siger hun.

- Men jeg skulle nå over det punkt, hvor jeg ikke selv dømte min egen sorg. Hvor jeg bare lod mig selv være i den, fortæller Anna Dyhr.

Hvordan dømte du den?

- Jeg ville gerne dyrke forholdet til hende, men jeg tænkte, at man kan da ikke tale med de døde. I starten tænkte jeg, "fuck, NU er jeg bims". Det handler nok også om min frygt for at blive psykisk ustabil eller syg ligesom min mor.

Anna Dyhr havde et kompliceret forhold til sin mor. Som barn boede Anna med sin mor og bror i et lejlighedskompleks i Lystrup. Moren var syg gennem hele deres barndom, hvor hun ofte var indlagt på psykiatrisk, og allerede som 12-årig måtte Anna ofte sørge for sig selv.

Derfor beskriver hun også, at have levet mange år i en "vente-sorg."

- Det var ikke fordi, jeg havde en forventning om, at hun ville dø. Men jeg har bare været så bange for det mange gange. Når jeg kom hjem fra skole, tænkte jeg ofte, hvad nu? Er hun indlagt, og kommer hun mon hjem?

- Men selvom vi i de sidste år var fjerne fra hinanden, så har vi jo også været meget tætte i perioder. For vi var jo bare os. Derfor var hun også min bedste ven.

Da moren blev fundet i sit hjem, havde hun ligget i en uge. Den præcise dødsårsag er ukendt.

- I min optik valgte min mor livet fra. Det er meget voldsomt at sidde tilbage med. For man har jo altid en forventning og håb om, at det bliver godt igen. At hun får det bedre, og at vi skulle finde ud af det.

Tror du sorgen er sværere, når det er et selvmord?

- Jeg tror, der er nogle generiske ting ved sorgen. Alle håber jo, at det kunne være anderledes. Men ved et selvmord er der bare en stor uvished. Det sidder jeg i hvert fald med.

Samtidig sidder Anna Dyhr tilbage med en anden frygt. Frygten for den psykiske sygdom og for at begå selvmord. Studier viser, at suicidal adfærd er arveligt og kan gå igen i flere generationer af en familie, fordi et barn af et selvmord "lærer", at det er en løsning. Annas morfar begik også selvmord.

- Jeg tænker meget over, hvad jeg giver videre til min søn. At det måske også er en drift i mig. Og det er nok også derfor, jeg er bange for at føle mig skør, fortæller hun og understreger, at hun på ingen måder føler sig selvmordstruet.

Det handler om frygten for at komme langt ud.

- Men jeg tænker egentlig, at min mor gerne ville livet. Hun ville det raske liv. Hun ville det så gerne, at hun valgte det fra. Fordi det var ødelæggende, at hun ikke kunne det. Jeg tror ikke - selvom jeg tidligere har følt det - at det var et fravalg af mig, men af den ødelagte relation. Hvis jeg hele tiden gjorde min søn ondt, så håber jeg et eller andet sted også, at jeg ville trække stikket. For jeg skal da ikke ødelægge hans livsglæde.

Er det ikke også lidt farligt at tænke, at du håber at kunne tage det valg? Det er det samme som at sige, at man kan komme helt derud, hvor der ikke er andre udveje. At det er den menneskeret at kunne vælge livet fra.

- Det synes jeg også, er meget reelt. Jeg mener, at jeg bliver nødt til at respektere min mors valg. For jeg vil ikke tvinge hende til at blive her, hvis hun lider. Også fordi jeg synes ikke, hun fortjente det liv, hun havde.

Det lyder som om, det er din måde at acceptere det på? Og som om der faktisk er noget kærlighed i den accept?

- Ja, der er meget kærlighed. I de første år var jeg selvfølgelig helt desperat og knust, og jeg tænkte tusind gange, alle de der "Hvad nu hvis"-tanker. Hvis jeg nu havde besøgt hende? Ringet? Gjort noget, der kunne ændre det. Og jeg selvfølgelig ville hellere have, at hun var her i dag, og så tage alt det der gak og gøgl med. Men det var ikke det, hun ville under givne omstændigheder.

Følte du skyld?

- Ja, meget. Jeg kan huske, at min søn sagde, "det er jeres skyld, mormor er død." Og det var faktisk en lettelse, for det var det, jeg følte. Alle andre sagde til mig, at det måtte jeg ikke tænke eller føle. Men hvad betyder det overhovedet? Okay, så lader jeg da lige være med at tænke og føle det. Men man jo ikke bare rationalisere følelser på den måde.

Men kan du se, at folk måske har sagt det af kærlighed?

- Ja. Jeg er jo nået frem til en anden overbærenhed i dag, både mod mig selv og i forhold til andre. Jeg kan godt se nu, at folk vil mig det godt. Det er jo også derfor, de hele tiden vil have ,jeg får det bedre, selvom jeg føler mig misforstået over ikke at få lov til at være i min sorg.

Først to år efter dødsfaldet kunne Anna Dyhr læse de sidevis af noter, hun skrev i dagene efter.

- Da jeg stille og roligt begyndte at "vågne op", begyndte jeg også at skrive igen, fortæller hun.

- Jeg havde egentlig sendt noterne ind til forlaget præcis, som de var, fordi jeg havde et behov for at dele den meget umiddelbare oplevelse, jeg havde haft efter dødsfaldet. Da jeg senere læste det , kunne jeg sagtens se, at det var virkelig rodet, og at jeg bare havde plapret, så jeg gav mig til at gennemskrive det hele.

Udover at bruge skriften til selv at bearbejde sin sorg, håber hun også, at andre kan bruge hendes ord til at være i deres sorg.

- Allerede fra starten håbede jeg på, at teksten ville blive en spejlingsflade for andre i sorg.

Har du fundet ud af, om andre sorgramte har kunnet bruge dine ord?

- Folk bliver rørte, når jeg er ude at læse op. De kan genkende de følelser, jeg beskriver. Og jeg håber jo, at det gør, at de føler sig en my mindre ensomme. Det var jo også en del af mit projekt, fordi jeg har vittigligt ikke lyst til, at nogen skulle føle den ensomhed, som jeg har følt.

- Men jeg ved jo også, at hvis man er totalt chokeret og kriseramt, så vil man nok heller ikke kunne læse sådan en bog. Jeg kunne også først selv læse det nogle år efter.

Det hænger måske også sammen med det, du sagde i begyndelsen: Der er ikke noget quick fix. Man kan ikke læse sig ud af det, man skal acceptere tiden. Hvordan tror du, vi - der kender sorgen - kan hjælpe andre sorgramte?

- Jeg tror, at man skal blive ved med at prøve at søge udtryk. Enten rent kunstnerisk, gennem sproget, ved at lave interviews, podcast, billeder og blive ved med at give det plads. For hvis det får alle mulige udtryk, så matcher det forhåbentlig den enkelte på et eller andet tidspunkt.

Kommer du selv til at skrive mere om sorg?

- Det er som om, jeg slet ikke kan lade være. Nu er der igen sneget sig en hovedperson ind i min bog, som har mistet sin mor. Det er ikke min mor, men alligevel. For når man har mistet, fylder det bare utrolig meget i ens liv.

Det er også vigtigt at videregive til andre sorgramte, at sorgen bliver nemmere at leve med med årene, selvom det ikke føles sådan i begyndelsen.

- Jeg er blevet et mere helt menneske. Men jeg har sorgen med mig. Det er jo ikke sådan, at det er "gået over". Jeg har min mor med mig hele tiden, føler jeg.

Og måske endnu vigtigere er, at selvom man som efterladt altid hellere ville have haft sin afdøde, betyder det ikke, at døden er forgæves.

- Jeg ved godt det lyder som en kliché, men jeg føler, jeg har fået meget med mig. At livet har givet mig en masse gaver, fordi jeg nu somme tider føler en større glæde ved livet. Kontrasterne mellem det svære og det skønne er større nu. Men det betyder også, at jeg sætter pris på kærligheden og de små ting på en helt anden måde end før. Det føles som en dybde, jeg måske ikke havde før.

Det blev en skæbnesvanger julidag i 2017, da Karen Straarup og hendes familie kørte ad Mols' snoede landeveje.

Familien var på vej fra deres sommerhus i Helgenæs tilbage mod lejligheden i København, og tankerne om at flytte til Jylland for at komme tættere på bedsteforældrene og få mere plads, var begyndt at spire i dem. Men de kiggede egentligt kun på huse i Aarhus.

På deres vej gennem landskabet, bemærkede de alligevel et "til salg"-skilt ved en gammel præstegård i udkanten af Knebel. Det var dog ikke hvilken som helst gård. Det var Karen Straarups barndomshjem.

- Det begyndte som en joke, hvor jeg sagde, at der kunne vi jo også flytte ind. Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle tilbage til Mols. Men alligevel ringede jeg til ejendomsmægleren, der fortalte, at der allerede lå et bud. Vi fik ét døgn til at se gården og beslutte os, fortæller hun.

Og så gik det stærkt.

For to dage efter lagde familien både et bud og satte en underskrift, og snart flyttede ikke bare Karen Straarup, mand og børn ind på gården, men også hendes forældre.

Med hver deres del af huset, men under samme tag, bor de tre generationer dør om dør. Siden er Karen Straarups bror og hans familie flyttet ind i nabohuset.

- Det er nærmest som en lille landsby, fortæller 36-årige Karen Straarup, der i dag arbejder som selvstændig med base på gården i Knebel.

- Udgangspunktet var, at jeg flyttede for mine børns skyld. Jeg ville gerne give dem det, jeg har fået i min opvækst uden for byen og tæt på bedsteforældre. Men på bagkant har jeg opdaget, at livet her var alt det, jeg selv længtes efter.

- Min første tanke var, at jeg ikke skulle bo under samme tag som dig, siger Erik Møller, Karen Straarups far, der går rundt og luger i den fælles køkkenhave. Han ser op på sin datter med et smil og fortsætter:

- Jeg tænkte bare, at jeg ikke skulle bo så tæt med mine børn, at jeg var afhængig af deres liv. Jeg skal have mit eget liv. Men så tog vi ud og besøgte gården sammen, og så gav det bare sig selv.

Familien - Karen, hendes forældre og to brødre - boede på gården fra 1987 til 2001, hvorefter de flyttede til Aarhus. Erik Møller var dengang sognepræst på Mols og er i dag pensioneret. Men selvom børnebørnene bogstavelig talt bor i hans baghave, har han nok andet at se til som musiker og engageret i blandt andet Magiske Mols, kulturfestivalen i Vrinners.

- Lige omkring tidspunktet, hvor vi traf det her valg, blev der skrevet mange artikler om det at bo flere generationer sammen. I dag er det atypisk, men man skal jo ikke mange generationer tilbage, før det var normalen, siger Karen Straarup.

Foruden adresse deler familien også køkkenhave, hønsegård og har flere projekter på vej på det uendelige udeareal. Familierne lever egentlig hver deres liv, fortæller hun, men mødes hver eftermiddag rundt i arbejdsfællesskaberne.

- Vi henter, bringer, passer og krammer hinandens børn. Vi fejrer hinandens sejre og trøster, når livet er svært, siger Karen Straarup.

- Vi hjælper hinanden meget. Ligesom mine forældre hjælper med at passe mine børn, hjælper jeg også dem i takt med, de går ind i alderdommen. Det er sommetider besværligt at være forpligtet overfor hinanden på den måde, men det er meningsfyldt.

Lene Straarup, Karens mor, er for nylig blevet selvstændig psykolog med klinik i hjemmet på præstegården. Derfor bruger Lene og Karen hinanden til at sparre om livet som selvstændig, og har derudover lavet den fælles klumme "Kære mor" i Femina, hvor de udveksler breve om moderskabet og livet.¨

- Vores relation er virkelig vokset. Mine forældre er ikke længere bare forældre for mig, vi samarbejder også om en masse ting, siger Karen Straarup.

Selvom familiekollektivet i de naturskønne omgivelser ligner en reklame for Mols, er hverdagen selvfølgelig ikke bare fryd og gammen.

- Man skal virkelig være rummelig og tilgivende for at kunne bo med sin familie. Vi er jo omvandrende triggere for hinanden, griner Karen Straarup.

- Men der er udfordringer i alle relationer og familier. Og når man bor sådan her, bliver man tvunget til at være ærlig. Vi har virkelig lært at tale om tingene, tilføjer hun.

- Jeg tror, der er en enkelt kop kaffe tilbage på kanden, siger Karen Straarup og rækker ud efter filterkaffen for at skænke i mit krus. Vi sætter os udenfor i den gamle konfirmandstue, som i dag huser et kontorfællesskab med hende, broren og fire andre selvstændige.

- I begyndelsen tænkte jeg da over, "hvor kan jeg egentlig få en café latte?" Men jeg har ikke fortrudt det en eneste gang. Jeg skal aldrig tilbage til storbyen, selvom jeg elskede den tid, jeg boede der, siger hun.

Da Karen Straarup i 2019 flyttede tilbage til Mols efter 13 år i København, var hun ansat som chef for P3 Podcast med efterhånden mange prisvindende medieproduktioner i bagagen, mens hendes mand havde job i Nordvest.

- Jeg tog til København tirsdag til onsdag og min mand tog derover onsdag til torsdag. Han afleverede børnene i institution onsdag morgen, så hentede mine forældre dem og jeg kom hjem om aftenen.

Hun beholdt jobbet i et par år, for "langsomt at hive plastret af".

- Jeg var virkelig glad for mit job, men nok også lidt bange for at blive glemt. Folk i København og branchen havde virkelig svært ved at forstå mit valg om at flytte, og det føltes lidt som om, at hvis man flyttede til Jylland betød det, at man opgav sin karriere.

Men da hun i 2021 gik på barsel med sit tredje barn, blev pendlerturen for meget. Derfor sagde hun op for at blive selvstændig.

- Jeg havde jeg brug for, at mit liv var her. For det er herfra min verden går. I dag føler jeg at have bevist, at det sagtens kan lade sig gøre. Nu bliver folk i København inspirerede, når de hører om det. Og hvis jeg ikke var flyttet herud, tror jeg aldrig, jeg havde fået det tredje barn. Det er helt vildt at tænke på. Nu kan jeg jo ikke forestille mig andet.

I kontrast til det travle chefjob arbejder hun i dag maksimalt 30 timer om ugen som selvstændig idé- og konceptudvikler, underviser og konsulent med en bred palette af podcast-relaterede opgaver.

- Det er som om, jeg har ro til arbejdet på en helt anden måde her. Her er plads til at kigge indad og fordybe mig. Jeg har nærmest en følelse af, at det har reddet min karriere at flytte herud.

I baghaven støder vi på en gigantisk blodbøg, der har levet her i årtier. Måske århundreder. Og den var her selvfølgelig også, da Karen Straarup boede her som barn.

- Jeg bliver stadig beruset hver eneste dag af det her syn, siger hun.

- Jeg elsker landskabet og jeg ser årstiderne på en helt anden måde. Det er som om, jeg er blevet forbundet med noget vigtigt, som jeg havde glemt, at jeg havde brug for.

Karen Straarup følte, at hun var ved at miste sig selv. Hun var drænet for energi. For som børnefamilie med og to fuldtidsjobs får man ikke mange pauser i storbyen, fortæller hun.

- Det har været helt afgørende for mig og min kreativitet at få et andet tempo i mit liv, som jeg har fået herude. Det er også det, jeg gerne vil give mine børn.

- I byen har man alle muligheder i verden. Ballet, børnecroquis og alt hvad hjertet begærer. Der er så mange individuelle løsninger. Sådan er det ikke herude. Det lyder måske lidt som en kliché, men her sker der ikke noget, hvis ikke vi selv finder på det. Her har fællesskabet en anden betydning, hvor vi sammen skal skabe vores liv.

For Karen Straarup betød det, at hun som barn blev engageret i alt muligt. Teater, musik, radioprogrammer. Alt kreativt i omegnen af Knebel.

- Folk støtter jo helt vildt op omkring kulturlivet. Man laver en revy, fordi man simpelthen ikke kan lade være. Min datter er for nylig begyndt til teater og planen er, at jeg også skal være med.

Retrospektivt er det tydeligt for hende at se, at hun hele tiden har søgt den vej, hun er endt med at gå professionelt.

- Men jeg gjorde det ikke for at blive noget bestemt. Jeg øvede ikke teater for at blive skuespiller eller med henblik på at søge ind på en bestemt skole. Jeg gjorde det, fordi jeg havde lyst. I dag er der meget fokus på præstation og mål. Hvad skal du bruge det til. Jeg synes mine børn er dygtige til alt muligt – men jeg kommer ikke til at melde dem til talentkonkurrencer i fjernsynet, siger hun.

- De skal drives af lysten. Og det er der plads til herude. Her er alle stadig glade amatører.

En stigende behov for Mødrehjælpens rådgivning og støtte fik i oktober sidste år en bestyrelse til at konstituere sig og etablere en forening, der dækker hele Djursland.

- Det er måske lidt usædvanligt, at foreningen dækker to kommuner, og det gør også, at vi har et endnu større kommunikationsarbejde i forhold til at nå ud til folk, siger Bente Have, lokalformand for Mødrehjælpen Djursland.

Foreningen har til formål at støtte og lave spændende aktiviteter for mødre, fædre og børnefamilier - og faktisk går foreningen mere end 100 år tilbage i tiden.

- I gamle dage, hvis man kan sige det sådan, var det primært unge mødre, som Mødrehjælpen hjalp, men i dag er det alle. Dog er det oftest de familier, der har begrænsede ressourcer eller på anden måde er lidt udsatte, siger Bente Have.

Pengene til aktiviteterne kommer fra donationer, men i høj grad også fra indtægterne i en af de 46 butikker, Mødrehjælpen har.

Derfor er der for nylig også åbnet en butik på torvet i Grenaa.

- Det er et samlet Djursland, der står bag butikken, men Mødrehjælpen vurderede, at det var i Grenaa, kundegrundlaget var størst, siger Bente Have.

I butikken sælges netop børnetøj, sko, legetøj og udstyr til børn i alderen 0 til 8 år. Det meste af tøjet er brugt og er doneret fra privatpersoner. Butikken får dog også doneret ting fra overskudslagre eller lignende.

- Det, vi sælger, er af rigtig god kvalitet. Tøjet er i pæn stand, og vi sørger for, at det bliver vasket, inden det bliver solgt. Det kan være rigtig dyrt at have børn, og her er en god mulighed for at købe en masse til dit barn til billige penge, siger Kirsten Hesselø, der sammen med Karis Bak er butiksansvarlig for butikken i Grenaa.

Det er en butikskoordinator fra Mødrehjælpen har stået for at forhandle husleje på plads med kommunen.

- Derudover har Karis og jeg sammen med en række frivillige stået for langt det meste selv, siger Kirsten Hesselø.

- Vi satte ret hurtigt en ære i at gøre så meget som muligt uden hjælp udefra, supplerer Karis Bak.

Da foreningen overtog nøglerne, skulle det gå stærkt, så butikken kunne stå klar til åbning før påske.

- Der blev virkelig knoklet igennem. Vi skulle male, sætte hylder op, vaske tøjet og i det hele taget få butikken til at skinne, siger Kirsten Hesselø.

Åbningsdagen blev markeret med en fest foran butikken. Alle de frivillige var mødt op, Ninna Thomsen, der er direktør for Mødrehjælpen, holdt åbningstale. Alexander Myrhøj (SF), udvalgsformand for børne- og ungdomsudvalget i Norddjurs Kommune, og Kirstine Bille (SF), udvalgsformand for familie-, børne- og læringsudvalget i Syddjurs, holdt i fællesskab tale og klippede snoren til butikken.

- Siden åbning har der været stor interesse for butikken. Vi har flere, der kigger ind flere gange om ugen, for at se, om der er kommet nyt, siger Kirsten Hesselø.

Hendes oplevelse er også, at der kommer kunder fra både Syd- og Norddjurs.

Med pengene er det som sagt muligt for Mødrehjælpen Djursland at arrangere aktiviteter, der kommer familier og deres børn til gode.

I december arrangerede Mødrehjælpen Djursland eksempelvis en tur til Tivoli Friheden, og for nylig har de oprettet en babycafé, hvor hjemmegående fædre eller mødre kan komme med deres baby og møde ligesindede.

- Det fællesskab kan du godt have brug for, når du er helt ny forælder og måske lige er flyttet til byen, siger Bente Have.

Selvom butikken ligger i Grenaa, er det et samlet Djursland, der står bag den. Det er frivillige, primært fra Norddjurs, der står bag kassen i dagligdagen, og netop frivillige er der altid brug for flere af.

- Vi kan altid bruge flere frivillige. Ikke kun til at stå i butikken, men også til at hjælpe med nogle af de aktiviteter, vi har, siger Bente Have.

Især mangler de nye frivillige fra Syddjurs.

- Vi har fået godt fat i Djursland, og oplever allerede interesse for foreningen. Men vi har behov for flere frivillige, hvis vi fortsat skal lave aktiviteter for børnefamilierne, siger Bente Have.

Har man et forslag til en aktivitet, Mødrehjælpen kan arrangere - som babycafé, højtlæsning eller salmesang - er man altid velkommen til at henvende sig til Mødrehjælpen Djursland.

- Det kan også være, hvis man er en haj til at spille på et instrument, er naturvejleder eller bare er interesseret i at hjælpe med at stable aktiviteterne på banen og afholde dem, siger Bente Have.

Er du interesseret i at blive frivillig, kan du læse mere på Mødrehjælpens hjemmeside.

Her får du en overflyvning over noget af det, der er sket, siden SyddjursLIV sidst landede i din indbakke.