Hvor får man Djurslands bedste is?

Det spurgte vi jer om, og der er kommet mange gode forslag. Faktisk hele 16 af slagsen!

Derfor er tiden nu kommet til, at vi skal have fundet en vinder.

Så stem på din favorit herunder:

Afstemningen løber frem til 21. juli og du kan stemme én gang per IP-adresse.

- Der er ingenting, der er sikkert her i livet, siger Olena Strelnyk, da jeg møder hende i Café Ukraine i Ryomgård.

Hun er en af de mange ukrainske flygtninge, der har fået en midlertidig opholdstilladelse og bosat sig i Syddjurs Kommune. Før Olena Strelnyk kom til Danmark, arbejdede hun som sygeplejeske og underviser på universitetet i Kharkiv. Derudover hjalp hun både udsatte børn og unge samt stof- og alkoholmisbrugere som frivillig.

Nu, en krig og en flugt senere, er det hende, der må søge hjælp hos lokale frivillige.

- Vi er alle mennesker, og der er ingen garanti for, at man ikke kan bytte plads. Nu kæmper jeg for at få livet som enlig mor til at hænge sammen.

I dag bor Olena Strelnyk i Ryomgård med sin 12-årige søn Konstantin og arbejder på Plejehjemmet Lillerupparken i Rønde. Trods relevant uddannelse og mangeårig erfaring, er hun efter mange måneders ulønnet praktik, blevet fastansat til 15 timer om ugen til en mindsteløn på 136 kroner.

- Jeg forstår ikke, når jeg har en relevant uddannelse, og de har set, hvad jeg kan, at jeg ikke kan få en ordentlig løn for mit arbejde. Belastningen i mit arbejde er meget høj i forhold til lønnen, siger Olena Strelnyk.

Olena Strelnyk drømmer om at kunne forsørge sig selv og have råd til at sende sin søn i juniorklub sammen med hans kammerater. Derfor har hun igen og igen bedt om at blive ansat til at arbejde flere timer, men uden held.

- Mine ledere siger hele tiden, at jeg gør det godt, men at jeg ikke kan få mere arbejde lige nu. De giver mig ikke et svar på, hvornår det kan lade sig gøre. Samtidig ser jeg hele tiden, at de søger vikarer til at dække antallet af timer.

Olena Strelnyk kom til Danmark 8. marts 2022 med sin dengang 14-årige datter, 11-årige søn og mor. Hendes mand var død af kræft året forinden.

Kort efter at krigen i Ukraine var brudt ud, måtte familien flygte fra hjemmet i Kharkiv, som var et af de områder, der blev hårdt ramt i de første måneder. De gamle lejlighedskomplekser fra Sovjettiden, som familien boede i, var begyndt at falde sammen på grund af bombardementerne, og derfor flygtede de til Polen. Men også her følte de sig utrygge, fordi de var så tæt på grænsen og ville gerne længere væk fra krigen.

De fik hjælp af en dansk familie fra Følle, der var kørt afsted til den ukrainske grænse for at hente flygtninge, og søgte asyl ved den danske grænse. Herefter boede familien først på Sandholm, dernæst i Haderslev og til sidst i Skærbæk.

- Vi boede 14 mennesker sammen på små sovesale med hunde og katte, fortæller Olena Strelnyk om forholdene på modtagecentrene.

Hendes datter Mariia udviklede så voldsom angst under opholdene på indrejsecentrene, at hun hverken kunne spise eller drikke. Ret hurtigt tog de beslutningen om, at bedstemoren skulle rejse med Mariia tilbage til Polen, for at komme tilbage til den skole, hun var begyndt i, mens Olena og sønnen Konstantin skulle blive i Danmark.

Gennem de frivillige blev de informerede om, at mange ukrainere havde søgt til Ryomgård, hvorefter de gjorde det samme. Her blev familien indlogeret på Ringparken.

I dag bor Olena og sønnen Konstantin Strelnyk i egen lejlighed i Ryomgård, hvor Konstantin går i Marienhoffskolen.

Efter 7 måneders praktik, er Olena Strelnyk blevet fastansat som sosu-hjælper på Lillerupparken i Rønde i 15 timer om ugen. Hun har en uddannelse som sygeplejerske, massør og socialpædagog som i Ukraine svarer til en ph.d.

Olena Strelnyk har fået vurderet sin uddannelse af Uddannelses- og forskningsministeriet til at svare til en erhvervsuddannelse som sygeplejerske og en bacheloruddannelse samt en et-årig kandidatuddannelse i socialpædagogik. I dansk sammenhæng er hendes uddannelse vurderet som en mellemlang videregående uddannelse.

Alligevel er hun blevet ansat som en ufaglært til en timeløn på 136 kroner, hvilket giver en udbetaling på omkring 5.000 kroner efter skat om måneden.

Supplerende til sin løn får Olena Strelnyk udbetalt selvforsørgelses- og hjemsendelsesbidrag samt boligstøtte. Men samlet set er hendes udbetaling nu 1.000 kroner mindre om måneden, efter at hun er begyndt at arbejde, end da hun modtog fuld ydelse fra kommunen, hvor hun desuden fik børnebidrag oveni.

I praksis betyder det, at Olena har svært ved at betale sine regninger, og at sønnen Konstantin ikke kan deltage i fritidsaktiviteter på ligefod sine kammerater.

- Konstantin begyndte i juniorklub (SFO, red.) efter skole, som han var virkelig glad for. Men han måtte stoppe, fordi jeg som enlig mor simpelthen ikke råd. Og det er synd for ham, at han ikke har de samme muligheder som sine kammerater, siger Olena Strelnyk.

Sundheds- og Ældrechef Niels Diedrichsen kan ikke kommentere på den konkrete sag, men forklarer, at en sygeplejeuddannelse i Ukraine ikke kan anerkendes til de samme standarder, vi har i Danmark.

- Vi har meget høje krav til uddannelsen som sygeplejeske, og det er meget få lande, hvis uddannelser kan overføres. Derfor vil man i denne situation blive ansat som ufaglært, som får mindsteløn.

Har det ingen betydning, hvis man får sin uddannelse oversat gennem Uddannelses- og Forskningsministeriet?

- Det er underordnet. Det vigtige er, om de faglige kvalifikationer bliver anerkendt.

Hvis I kan se, at en ansat gør sit arbejde godt og har kvalifikationerne, kan I som arbejdsgivere så vælge at ansætte vedkommende på bedre arbejdsvilkår som eksempelvis en højere løn?

- Vi er bundet af nogle overenskomster, som sætter rammerne for, hvad vi kan. Og så er der en spil, hvor vi selv kan regulere lidt. Der vurderer vi så, om vi får en faglighed, vi skal bruge. Hvis det handler om en, der ikke har været i Danmark så længe, kan der også være tale om en sprogbarriere, der står i vejen.

Siden Olena Strelnyk kom til Danmark har hun kæmpet for at få livet til at hænge sammen, og nu er hendes brændende ønske at løsrive sig fra de offentlige ydelser og blive selvforsørgende. Både for at kunne give sin søn de samme muligheder, som de andre børn har, men også for at bruge sin faglighed.

- Jeg vil gerne bruge den faglighed, jeg har. Man føler sig mere værd, når man får lov til at lave noget, man er god til, og når man kan forsørge sig selv, siger hun.

- Men jeg vil også gerne udvikle mig og har ikke noget imod at skulle videreuddanne eller omkvalificere mig. Så længe det kan give mig et arbejde.

Derfor har hun flere gange bedt Plejehjemmet Lilleruparken om at blive ansat på 37 timer.

- Når jeg hele tiden hører, at der mangler arbejdskraft, så forstår jeg ikke, at de ikke ansætter mig.

Ifølge Sundheds- og Ældrechef Niels Diedrichsen er der - som i de fleste kommuner - mangel på arbejdskraft i ældreplejen i Syddjurs Kommune.

- Der mangler varme hænder. Vi kan slet ikke få de hænder, vi har bruger for. Så der er ingen tvivl om, at hvis den ansatte i dagligdagen viser et højt fagligt niveau, så vil vi altid gerne have hende (m/k) op i tid, siger han.

- Men derfor er vi stadig nødt til at være kritisk overfor de ansatte, vi kan få.

Hvad kan man som indvandrer gøre for at forbedre sine muligheder for at få et job med en ordentlig betaling i plejesektoren?

- Man skal formentlig igennem de formelle uddannelseskanaler eller søge ind som elev som Social- og Sundhedsassistent. Vi har selvfølgelig også små kompetenceforløb, som man kan søge på lige fod med den øvrige medarbejderstab.

Der har været en stor fyringsrunde og udskiftende personale og ledelse på plejehjemmene i kommunen de seneste måneder. Herunder på Lillerupparken. Kan det have skygget for, at man har set potentialet i en dygtig medarbejder?

- Det er min bedste overbevisning, at det ikke er tilfældet.

Det kan være svært at flytte til et nyt land. Især når man ikke kender nogen, ikke kan sproget og faktisk ikke selv har valgt det.

Det fortæller 46-årige ukrainske Inna Skrynnyk, som er en af de tusindvis af ukrainere, der er kommet til Danmark det seneste år, siden krigen i Ukraine brød ud.

- Det er meget ensomt at være alene i et nyt land. Samtidig var jeg meget bange, fordi krigen var voldsom i det område, vi boede i, og min mand og søn måtte blive tilbage, fortæller Inna Skrynnyk, der flygtede med sin 11-årige datter Anastasia.

I lang tid kæmpede hun som alenemor med at forstå systemet, lære sproget og få livet til at fungere. Men det hele blev lysere, da Mathilde Kaan og hendes familie tilbød sin hjælp.

- Jeg er så glad for at have mødt Mathilde. Det føles som at have familie her i Danmark, og nu føler jeg mig ikke længere alene. Jeg ved, at Mathilde altid har min ryg, og jeg føler mig meget sikker her, selvom bekymringerne om Ukraine stadig fylder meget, fortæller Inna Skrynnyk.

Mathilde Kaan er en af de mange frivillige, der har meldt sig til at hjælpe ukrainerne. Som venskabsfamilie har de hjulpet Inna Skrynnyk og hendes datter Anastasia med at falde til i Danmark. Men det er ikke kun den nytilkomne, der får en gevinst af relationen, fortæller Mathilde Kaan:

- Jeg synes, jeg har fået et rigtigt venskab med Inna. Selvom jeg har hjulpet hende med mange ting, så giver det også mening for mig. Det er ligesom at få en ny hobby, noget man går rigtig meget op i og interesserer sig for. Og det er jo spændende at følge med i hendes liv og føle, jeg kan gøre en forskel for, hvordan hun har det her i Danmark, siger Mathilde Kaan.

Historien om venskabet mellem om ukrainske Inna Skrynnyk og danske Mathilde Kaan er en solstrålehistorie. Men den viser også, at det ikke bare er let. For hvordan bliver man venner uden at kunne tale sammen? Hvor går grænsen for, hvad man kan bede hinanden om? Og hvad skal man give af sig selv som frivillig?

Solen gemmer sig stadig bag skyerne, da Inna Skrynnyk og Mathilde Kaan tager plads i sidstnævntes have i Mesballe. På bordet står en kurv med pyntede æg.

- Inna har givet mig disse påskeæg og fortalt om, at påsken er den største højtid i Ukraine. Ligesom julen herhjemme. Hun havde også taget blomster med til mig i dag. Hun har tit gaver med, fortæller Mathilde Kaan og peger.

Kan du lide at være i Danmark? 

Inna Skrynnyk ser forvirret på mig, da jeg forsøger at smalltalke, mens vi venter på tolken.

- Det var da også et komplekst spørgsmål at starte ud med, tager Mathilde Kaan hende i forsvar. Jeg forsøger med lidt "lettere" spørgsmål omkring hendes alder og arbejde som rengøringsassistent på Ryomgård Realskole og Børnehave.

- Nu kan du se, hvor vanskeligt det er, når man ikke kan tale sammen, griner Mathilde Kaan.

Da Inna Skrynnyk kom til Danmark talte hun hverken engelsk og - naturligvis - ikke dansk. Siden de mødtes sidste år, har de talt sammen gennem Google Translate. Nu har Inna Skrynnyk i mange måneder gået til danskundervisning to dage hver uge og kan så småt lave en samtale.

Der var kommet mange ukrainere til Ryomgård. Derfor meldte Mathilde Kaan og hendes mand sig som frivillige.

- Det er spændende, fordi det jo er ægte mennesker. Det er ikke bare en historie om noget, der foregår langt væk. Det er ikke bare flygtninge, man hører om i tv-avisen. Det er rigtige mennesker, siger Mathilde Kaan.

Derfor meldte de sig til at blive frivillig venskabsfamilie gennem Dansk Flygtningehjælp og blev matchet med Inna Skrynnyk og datteren.

- Det lød sjovt at være venskabsfamilie og have muligheden for at komme helt tæt på nogle mennesker med en helt anden kultur. Vi vidste ikke ret meget om det, men havde selv en idé om, hvad vi ville, eksempelvis at vi ville invitere på middag engang i mellem, fortæller Mathilde Kaan.

- Men virkeligheden viste sig at være ret anderledes, tilføjer hun.

For som man hurtigt opdager, når man sidder overfor én, hvor man ikke har et fælles sprog, så er det svært - for ikke at sige umuligt - at kommunikere.

- Vi inviterede Inna og hendes datter Nastya (kælenavn for Anastasia) på middag, men ingen af dem kunne et ord engelsk. Selvom man bruger en app, er det svært at have ægte samtaler, fortæller Mathilde Kaan.

- Jeg havde fået fortalt, at Nastya var glad for at male, og derfor havde jeg lagt malergrej frem. Men de var meget tilbageholdne og generte, så det var først da mine to børn satte sig for at male, at Inna og Nastya også gjorde det. Der opdagede jeg, at det fungerer godt at lave noget sammen.

Selvom planen var, at de skulle mødes som familier, blev det hurtigt til en relation mellem bare Mathilde og Inna, fordi sprogbarrieren i en stor gruppe blev for dominerende. I stedet begyndte Mathilde at hjælpe Inna med danskundervisningen. Hun startede med at finde sin søns billedlotteri frem, hvor de pegede på billeder af "jordbær", "tøj" og forskellige farver.

- Inna er lidt genert, så det er ikke altid hun siger så meget eller tør prøve på dansk. Men det viste sig, at hun var meget bedre til dansk, end jeg regnede med, og hun var helt vildt motiveret for at lære mere, fortæller Mathilde Kaan og fortsætter.

- Jeg fandt også ud af, at jeg synes det var sjovt. Vi havde det virkelig hyggeligt og sjovt. Pludselig kunne vi grine sammen. Det var her, vores venskab begyndte.

De mødtes flere gange for at lave mad og bage, hvor de præsenterede hver deres kultur for hinanden.

- Vi øvede dansk gennem en kogebog, mens vi lavede mad. Inna lærte mig også at lave borsch, en ukrainsk rødbedesuppe, hvor hun fortalte mig om Ukraine og deres traditioner.

- Jeg fik flæskesteg og brun sovs herhjemme og det den bedste julemad, jeg har fået i Danmark. Især sovsen, fortæller Inna gennem tolken og griner.

- Men Mathilde var ikke så vild med den suppe, jeg lavede til hende, de to venner ser på hinanden og griner.

- Men det er vigtigt for mig også at kunne dele noget fra min kultur, fordi vi jo automatisk taler og lærer meget om Danmark. Og Mathilde er heldigvis også interesseret i at høre om det, jeg vil fortælle.

De tog også på ture sammen til eksempelvis Gl. Estrup og til landbrugsdag, hvor Innas danskkunskaber begyndte at komme mere i spil.

- "Min søn godt lide ost" sagde hun lige pludselig. Det kom helt bag på mig, fortæller Mathilde Kaan.

I den seneste tid har venskabet ifølge Mathilde Kaan fået en anden dybde, fordi Inna Skrynnyk er begyndt at dele sine bekymringer om krigen og sin familie.

- Jeg vil meget gerne dele flere af mine tanker med Mathilde og åbne mig op, men det er svært på grund af sproget, når man ikke kan tale frit om tanker og følelser. Det er også svært for mig at udtrykke, hvor taknemmlig jeg er for alt det, Mathilde har gjort, siger Inna Skrynnyk og tilføjer:

- Jeg er så glad for at have Mathilde. Selvom jeg ofte føler mig ked af det over krigen og savner min mand og søn, så har Mathilde fået mig til at føle, at jeg har en familie her i Danmark. Det er blevet en meget dyb relation for mig og har gjort, at jeg har et mere "helt" liv her i Danmark.

- Jeg er overrasket over, at danskere altid smiler og er venlige. Jeg har virkelig en følelse af, at de gerne vil hjælpe, siger Inna Skrynnyk, da jeg spørger ind til hendes indtryk af danskerne generelt.

- Mathilde har været så sød til at hjælpe mig. I starten hjalp hun mig med at flytte i en ny lejlighed, finde møbler og generelt at kommunikere med kommunen. For jeg forstod ikke sproget og kendte ikke de mange regler.

Inna Skrynnyk er en af de ukrainere, som har oplevet det danske bureaukrati som en hård mur i deres ankomst til Danmark, hvor det kræver en del kommunikation med kommunen. Derfor bad hun om Mathilde Kaans hjælp til en lang række praktiske opgaver.

- Det er svært at sige nej, når nogen spørger om hjælp. For Inna havde jo ikke andre at spørge. Hun kan ikke selv ringe til boligforeningen eller internetudbyderen, for hun kan ikke tale med dem. Men jeg har senere fundet ud af, at jeg måske har hjulpet lidt for meget, fortæller Mathilde.

Ifølge Dansk Flygtningehjælp, der står bag initiativet med venskabsfamilierne, er det vigtigt at rollen som venskabsfamilie ikke bliver for omfattende.

- Fordelen ved en venskabsfamilie er, at den nytilkomne kan få en bro til landet, kulturen og sproget. For den frivillige giver det en indsigt i et andet menneske fra en helt andet kultur, fortæller Marie-Cecilie Friis Broundal, der er regional konsulent hos Dansk Flygtningehjælp med ansvar for alle de frivillige i Østjylland.

- Det er en særlig relation, fordi man ofte som frivillig tjekker ud og ind - eksempelvis i Ukraine cafeen, som man har i Ryomgård hver uge. Men som venskabsfamilie bliver man koblet op på en enkelt person eller familie og kommer derfor meget tæt på hinanden. Her kan det virkelig udvikle sig til et venskab.

Men Dansk Flygtningehjælp forventer ikke, at den frivillige hjælper med praktiske anliggender:

- Det er ikke en del af indsatsen, at den frivillige skal agere social mentor for sit match. Der er tale om en ligeværdig relationen med fokus på brobygning til lokalsamfundet og hjælp til selvhjælp, hvor matchet har brug for støtte, siger Marie-Cecilie Friis Broundal.

Den pointe kan Mathilde Kaan godt se, selvom hun mener at grænserne er svære at sætte i praksis.

- Nogle gange skal jeg begrænse mig, fordi jeg ikke skal overforbruge mig selv. Men alle de praktiske spørgsmål fyldte meget for Inna i begyndelsen. Der var behov for at få ro på, før vores relation kunne udvikle sig til et venskab, siger Mathilde Kaan og afslutter.

- Men Inna er blevet så selvhjulpen, at det er meget sjældent, hun spørger om hjælp til noget mere. Nu ses vi bare som venner.

Der var intet at sætte en finger på, da Århus Stiftstidendes madanmelder i midten af juni lagde vejen forbi Molskroen.

Her fik ham og hans medspiser fornøjelsen af køkkenchef Kristoffer Ringsings signaturmenu med vinmenu, og der var intet, der skuffede.

Faktisk var der ros til hver eneste ret i anmeldelsen, der endte på seks stjerner til Molskroen.

Vil du læse anmeldelsen, så får du som abonnent på SyddjursLIV i denne uge adgang bag betalingsmuren på Århus Stiftstidende.

Du skal blot klikke her for at læse madanmeldelsen.

Kristoffer Ringsing er for øvrigt nytiltrådt køkkenchef på Molskroen, og vi har i den forbindelse talt med ham - både om hvem han er som person, men også om hans ambitioner for Molskroen.

- Det vigtigste i et køkken er, at man har det godt. Det handler enormt meget om kulturen i køkkenet, og det afspejler sig også på tallerkenen, som gæsten får. Selvfølgelig skal vi levere et ordentligt produkt, men vi skal også have det sjovt samtidig. Og så skal vi turde diskutere, hvad det er, vi er i gang med, og hvad kvaliteten af det er, lyder det blandt andet fra Kristoffer Ringsing i portrættet, som du kan glæde dig til at læse senere på sommeren.