Det er knap to måneder siden, Maria Barbagallo åbnede dørene til Helgenæs Ishus i kælderen under brugsen i Kongsgårde på Helgenæs.

Dermed gik en drøm i opfyldelse.

- Jeg har altid drømt om at have et ishus. Tanken slog ned i mig første gang, da jeg som 21-årig rejste verden rundt og var havnet på Hawaii. Der tabte jeg fuldstændig mit hjerte til den stemning og de mennesker, jeg oplevede og mødte. Forbindelsen til naturen og til havet. Det ubekymrede og imødekommende, fortæller Maria Barbagallo.

Ikke nok med at drømmen om et ishus er gået i opfyldelse. Helgenæs Ishus serverer, ifølge vores afstemning om Djurslands bedste is, de bedste is i Syddjurs med god afstand ned til Slettehage Ishus på andenpladsen og Paradis i Ebeltoft på tredjepladsen.

- Wow, er det rigtigt? Det er da fantastisk, udbryder Maria Barbagallo, da hun bliver overrakt nyheden mindre end to måneder efter åbningen.

Egentlig boede hun i Amager Strandpark i København med sin mand, og der var ikke umiddelbart udsigt til et ishus i horisonten.

Men for at gøre en lang historie kort, så har hendes mands far haft et stort pizzeria i Aarhus, hvor han har lært at lave mad, og da telefonen pludselig ringede med et tilbud om at åbne et pizzeria i Balle på Djursland med en god ven, rykkede familien til Jyllands næse.

- Det gik i et års tid, men nu var vi jo flyttet. Jeg var sælger i Jylland for et firma i København, så det var nemt nok for os at blive boende, og en dag stod jeg og talte med brugsuddeleren om min drøm om en isbutik, fortæller Maria Barbagallo, der skrev under på en lejekontrakt og begyndte at forberede sig på at realisere drømmen om ishus.

- Jeg mærkede den samme stemning, som den jeg husker fra Hawaii. Der er den samme nærhed til vandet, folk har ikke så travlt og er meget imødekommende, fortæller Maria Barbagallo, der selv bor i Kongsgårde med sin familie.

Efter 10 år som mor med stort M var de yngste drenge, som i øvrigt er tvillinger, ved at vokse til, og der blev igen tid og overskud til at vende tilbage til drømmen om et ishus.

Lokalet under brugsen var stadig ledigt, og den nye uddeler havde gennem et par år håbet på at kunne finde en lejer til lokalet.

Og nu er der ishus. Totalt renoveret og indrettet med genbrug med undtagelse af fryseren, milkshake-maskinen, kaffemaskinen og kasseapparatet.

Døren går op og en lokal mormor med to små piger skal have is. Pigerne vælger efter grundig overvejelse en kugle blå smølfeis hver, og der bliver lige lavet en lageaftale med Maria Barbagallos børn over telefonen med hjemmefronten, mens der bliver betalt for isen.

- Jeg elsker is og god kaffe. Men jeg elsker også at møde mennesker og høre deres historie og høre om, hvad de er optaget af. Der er faktisk mange, der åbner lidt op, når de står og venter på deres is. Det er dejligt, fortæller Maria Barbagallo, som, siden hun første gang smagte det for mange år siden, aldrig har været i tvivl om, at der skulle sælges italiensk is fra det danske isfirma Okkels i hendes ishus og at der er grundlag for en fin omsætning under brugsen i Kongsgårde.

For nok er Kongsgårde ikke en af verdens største metropoler, men den er umulig at komme udenom, hvis man skal holde ferie på Helgenæs eller besøge Slettehage Fyr.

- Vi er 450 fastboende, men det tal vokser til 4.500 om sommeren. og så er der 300.000, som besøger fyret hvert år, så der kommer rigtig mange mennesker forbi, der trænger til is, konstaterer Maria Barbagallo, som mener, at et ishus som hendes har været savnet.

Det samme mener brugsuddeleren Nikolaj Hansen, som efter at have smagt smagsprøverne fra Okkels ikke var i tvivl om, at Helgenæs Ishus ville blive en succes, og at det ville hjælpe med at hente kunder ind i brugsen, fortæller Maria Barbagallo.

Hun fortæller også, at manden bag ismærket Okkels, Thomas Okkels, var en anelse tvivlende ved beliggenheden i Kongsgården, da han var forbi med smagsprøver.

Men efter åbningsweekenden, hvor menneskemængden nærmest væltede butikken og de efterfølgende salgstal, er al tvivl skubbet i vigen.

Selv om klokken endnu ikke er 13, og mormor med børnebørn knap har forladt butikken, går døren op igen.

- Vi kommer for at smage isen, og fordi vi gerne lige ville se kompagniskabet mellem isbutikken og brugsen, siger Lasse Høisgaard, der er på ferie ved Femmøller Strand med Ulla Poulsen.

- Lakrids og chokolade kan jeg anbefale, men hvis du mere er til sorbet, anbefaler jeg hyldeblomst, siger Maria Barbagallo.

Lasse Høisgaard beslutter sig for en kugle After Eight og en kugle lemonade, mens Ulla Poulsen tager en kugle Bounty toppet med en kugle chokolade.

Der er efterhånden kunder i butikken hele tiden. Sådan er det næsten hver dag uanset vejret, fortæller Maria Barbagallo, som drømmer om mere overdækning med terrassevarmer og lyskæder foran butikken, så det også er dejligt, når vejret ikke arter sig helt.

- Det tror jeg nok skal blive til noget. Folk er simpelthen så søde og hjælpsomme. Der er en utrolig opbakning i hele lokalområdet, og det er jeg simpelthen så glad og taknemmelig for, siger Maria Barbagallo.

Hendes egen favorit is kredser om temaet chokolade.

- Jeg elsker is, og jeg elsker chokolade. Jeg vil vælge en vaffel med chokoladeovertræk og komme Ferrero Rocher i bunden og så kokos i form af Bounty. Måske er det vibrationerne fra Hawaii?

- Til sidst chokolade. Jeg er en total chokoladepige, dengang, nu, for altid. Så skal den dækkes med knasende nøddeguf. Jeg er all-in på toppings, og så til sidst guf og ekstra vafler, fortæller Maria Barbagallo, mens hendes hænder konstruerer mesterværket til perfektion.

86 kroner koster sådan en is, men så er det også et ismåltid fra øverste ishylde.

Indtil videre er der åbent til og med uge 42, og så tager Maria Barbagallo bestik af efterspørgslen og vejret, inden hun beslutter sig for om og hvor meget, der skal være åbent frem til næste forår, hvor Helgenæs Ishus er klar til at slå dørene op igen.

Den samlede vinder af konkurrencen om Djurslands bedste is går til det også næsten nyåbnede Vaffelhus Fjellerup ved Fjellerup Strand.

- En stor grund til, at jeg gik ind i ølbrygning, var, at det var a hell of a lot more fun end alt andet, jeg kunne forestille mig at lave, fortæller amerikanske Joel Prudhomme, mens han skænker en fadøl.

Som dem, der har besøgt brewpubben på Maltfabrikken, ved, er her en helt særlig aroma. Den sødlige duft hænger tungt i luften, mens man næsten kan høre den latter, snak og musik der breder sig til diverse Brew Jams, strikke- og brætspilsaftener, der finder sted her i Ebeltofts hjerte, hvor både lokale og turister forventningsfuldt strømmer til.

- Man skal altid smage pilsneren først. Det er gennem pilsneren, man kan vurdere, om en ølbrygger er dygtig til at lave øl. For pilsneren er så enkel. Man kan ikke gemme sig bag alle mulige smage, siger brygmesteren og serverer.

Uden at have nogen særlige ølsmagnings-færdigheder synes det let at konkludere, at Joel Prudhommes pilsner er god. Man mærker i hvert fald med det samme, at han ved, hvad han taler om.

Joel Prudhomme har brygget øl i næsten 20 år. Det startede i New York i begyndelsen af 00'erne, hvor han ramte en del af en særlig craft beer-bølge. Senere rykkede han tilbage til sin hjemstavn, Louisiana, hvor han åbnede et nyt bryggeri, der blev en historie om storhed og fald. Og i 2021 landede han på Maltfabrikken i Ebeltoft.

- Vi laver vores egen malt her. I en historisk maltfabrik. Det er jo kæmpestort, og der er ikke en dag, hvor jeg ikke tænker over det. Og hele det her projekt, hele formålet med Maltfabrikken er, hvad har du? Hvad kan du dele med os andre? For det handler jo ikke om øllen i sig selv, det handler om, hvad øllen kan give os.

På Maltfabrikken og i Ebeltoft har Joel Prudhomme fundet det, han søgte, da han i tidernes morgen begyndte at brygge øl, fortæller han:

- Jeg har flyttet meget rundt, og hver gang man kommer til et nyt sted, leder man efter hjem. Og det er mærkeligt nok, at jeg landede her. Men hvad, der er endnu mere mærkeligt er, at jeg fandt hjem her.

Det lå hverken i kortene, at Joel Prudhomme skulle leve af at brygge øl - og slet ikke, at han skulle ende i Danmark. Så hvordan endte en jazzmusiker fra Louisiana som brygmester i Ebeltoft?

- Jeg laver ofte øl med en lav alkoholprocent. Så man både kan nyde den og drikke mange øl, frem for at man bliver alt for fuld.

Joel Prudhomme serverer en såkaldt belgisk single. En kompliceret øl at brygge, forklarer han. For den skal have smagen og dybden som de tungere belgiske dubbel, trippel eller quad, men uden den samme høje alkoholprocent.

- En som mig bliver aldrig helt tilfreds. Og hver gang jeg er i gang med at lave et nyt batch, så går jeg rundt og frygter, at det ikke bliver godt.

Joel Prudhomme har mange professionelle facetter. Han er uddannet fra et musik-college i Boston, Massachusetts og har desuden en "double major i science", og netop denne kombination af kreativitet og videnskab er ofte nøglen til god ølbrygning, forklarer han:

- Man møder mange i alkoholproduktion, der både har en æstetisk baggrund og en naturvidenskabelig baggrund. Det er et godt mix, for hvis du er for meget ingeniør, laver du kedelig øl. Men er du for spontan, kan du ikke blive dygtig til processen. Men intuition er en stor del af at lave øl. Du skal have den helt rigtige følsomme lugte- og smagssans.

Men Joel Prudhommes alkoholproduktion begyndte ikke med øllen. For som en del af en fransk diaspora i Louisiana kommer Joel Prudhomme fra en familie af vinelskere. Han studerede derfor ønologi, videnskab om vin, på et brewing university i Oregon. Men vinbrygning indebærer ventetid. Det er en langsom proces. Og hvad skal man bruge tiden på, mens vinen bliver klar?

- Mens vi ventede drak vi øl. Og så begyndte vi at brygge vores egne øl. Jeg kunne godt lide den hurtige fermenteringsproces, der er, når man laver øl. For så kunne jeg eksperimentere, fortæller han.

- Men der gik meget lang tid, før jeg så det som en ægte karrierevej. Jeg følte bare, at jeg legede. Der var så meget andet, der optog mig i de år.

I slutningen af 90'erne flyttede han til Brooklyn som turnerende jazzsaxofonist.

- På det tidspunkt var New York enormt levende. Vibrerende. Byen tiltrak mange forskellige personer. Og især Brooklyn var nærmest lovløs. I de mange gamle, tomme fabrikker skød små forretninger og bryggerier uden licens op.

- Du kan give naturen den bedste chance, men du ved aldrig helt, hvordan det kommer til at gå. Det tager lang tid at lære at mestre alle de variable, der er på spil, når man brygger øl, fortæller brygmesteren mens han langer den næste øl over disken i Brewpubben.

- Det er de variable, jeg elsker.

Den delikate brygningsproces er en kilde til endeløs fascination for Joel Prudhomme. Og det medvirkede til at han i 2010 sprang i med begge ben. Han ville leve af at lave øl.

Joel Prudhomme slog sig sammen med nogle andre iværksættere, der ville åbne et mikrobryggeri, samtidig med at han tog på utallige kurser, arbejdede på bryggerier, der bryggede på forskellig vis og meldte sig under vingerne på en master brewer.

- En øl bliver kun så god, som en brygmesters evner rækker. Og derfor bliver jeg ved med at lære nyt, fortæller han.

- Men det eventyr, som øllen repræsenterer er mere meningsfuldt for mig, end øllen i sig selv. For det handler om den kontakt, man skaber. Kontakten mellem mennesker, som øllen faciliterer. Om musik, events og fællesskab.

Joel Prudhomme var med til at opstarte flere små succesfulde bryggerier. Senere begyndte han også at blive involveret i større projekter.

- Jeg blev forført af tanken om at opskalere og lave en virkelig stor virksomhed.

De var i slutningen af en særlig craft beer-bølge, der havde præget New York og Brooklyn det seneste årti, fortæller han. Men da begyndte hele miljøet at ændre sig.

- På det tidspunkt havde New York ændret sig en hel det. Det New York, jeg forelskede mig i, var længe væk. Det var blevet gentrificeret, og alle de steder jeg plejede at komme, var blevet til en Taco Bell eller Chipotle. Kultureren, det kreative og alle de freaks, der var der, da jeg kom, var enten døde eller flyttet væk.

I 2016 søgte Joel Prudhomme derfor tilbage til sin fødestat med drømmen om at lave en stor forretning.

- Det var kærkomment for mig at søge tilbage til mine rødder. For Louisiana er rig på musik både indenfor jazz og blues, og på det tidspunkt var der nærmest ingen kultur for mikrobryggeri i staten. Så der var et stort potentiale.

Det var let at finde store lagerbygninger og få flere øl-entusiaster med på ideen. Det gik både godt - og hurtigt.

- I indgangen havde vi et lille bryggeri, nærmest samme størrelse, som vi har her på Maltfabrikken, hvor vi eksperimenterede. Bagerst havde vi et stort bryggeri i distributionsstørrelse. Så kunne vi brande de populære øl og sende dem videre til distribution.

Successen voksede nærmest eksponentielt, og festbyen New Orleans blev deres største kunde.

- Det var struktureret på en meget aggressiv måde. Det er lidt som at blæse med mel i munden. Jeg ville gerne have det lille eksperimenterende bryggeri og den store produktion samtidig.

Men at opskalere en ølproduktion er ikke uden omkostninger, fortæller han.

- Man kan ikke lave 500 liter af en øl, og så bare gange forholdene op til 5000. Sådan fungerer fysikken ikke. Så bliver det ikke længere den samme øl.

Samtidig med, at virksomheden voksede, blev den også mere kompleks. Der blev flere ansatte, flere maskiner og flere dele, der gik i stykker hele tiden. Jobbet begyndte at handle mere om ansatte og maskinstyring end om det egentlig produkt, forklarer han.

- Når et mikrobryggeri når en vis størrelse, så holder en brygger op med at være håndværker. Så bliver han en brandmand, der slukker brande. På et eller andet punkt, stopper man ikke. Man bliver bare ved og ved, og man har hverken weekender eller ferie mere. Du jagter bare hele tiden din hale og forsøger at vende tilbage til denne originale kvalitet, som du engang havde.

Da forretningen havde vokset sig allerstørst, blev stikket trukket. Ligesom det gjorde for resten af verden.

- Det var som at suse med fuld fart ned af en stejl bakke, man havde kæmpet sig op på. Jeg kan huske, at jeg nærmest følte mig elektrificeret. Og så var der bare nogen, som trak i håndbremsen.

Covid-19 ramte verden, og New Orleans var virussets epicenter. USAs svar på Italien, forklarer Joel Prudhomme. Både udskænkning og al distribution af alkohol blev forbudt.

- Covid lærte mig noget vigtigt. Jo højere du flyver, desto hårdere lander du, hvis du falder. Det var alle de store steder, der ikke overlevede.

Men det blev også en mulighed til at reflektere over tingene, fortæller Joel Prudhomme:

- En af de ting, jeg mistede, da det forretningen blev stor, var kontakten med de folk, jeg lavede øllet til. At snakke og møde mennesker, interagere, samarbejde, det begyndte jeg at miste.

Ovenpå yderligere katastrofer i form af to forfærdelige og historisk ødelæggende orkaner, der ramte området og ødelagde folks hjem, liv og totalskadede bryggeriet, blev Joel Prudhomme tvunget til at søge andre veje.

- Min bror og jeg rejste rundt i USA i flere måneder for at et nyt sted at starte op. Denne gang kiggede vi udenfor byerne. Vi ville fokusere på det lokale og søge tilbage mod slut 90'er-modellen for mikrobryggerierne.

Men hver gang de fandt et sted, lukkede landet ned igen.

- Vi begyndte at tvivle: Ville det blive en ny permanent tilstand? Ville folk ikke komme ud af deres hjem, men blive derhjemme af frygt? Ville folk overhovedet have specialbryggede øl mere?

Joel Prudhomme finder en stor, brun glasflaske frem, som er den eneste måde hvorpå man kan købe øl med hjem fra bryggeriet i Maltfabrikken. De sælger nemlig ikke øl på flasker, men fokuserer i stedet på det miljø, de kan skabe i bryggeriet.

- Folk har forskellige præferencer alt efter hvilket miljø de lever i. Det handler både om vejret, om den mad de spiser, om uddannelsesniveauet og om den nostalgi, der er forbundet med det. Eksempelvis har en person - eller den befolknings - økonomiske situation indflydelse på, hvor sødt du kan lide det, du indtager.

Derfor smager øllen, som Joel Prudhomme i dag brygger på Maltfabrikken ikke ligesom den øl, han bryggede i Louisiana eller i Brooklyn.

Hvad kan danskerne godt lide?

- Danskere kan godt lide søde ting. Ligesom alt det søde bagværk. Tag for eksempel nisseøl, det er ret særligt. Og skal øllene være mindre bitre her end for eksempel de tyske, tjekkiske eller italienske øl. Selv IPA'en er mindre bitter her i Danmark.

Gennem sit netværk af ølbryggere, blev Joel Prudhomme anbefalet at søge lykken i Europa. Trods nedlukningerne blev der stadig solgt alkohol og åbnet op for udskænkning i nogen grad. Og derfor endte han ved en tilfældighed i Ebeltoft, da Maltfabrikken søgte en brygmester.

- Jeg havde kun været i København tidligere og kendte intet til Jylland. Ikke engang Aarhus.

- Det var så anderledes fra både Louisiana og Brooklyn. Faktisk fra USA generelt. Naturen er anderledes, det hele er mindre. Og altså "bjerge", Joel Prudhomme griner med henvisning til navnet Mols Bjerge, men understreger flere gange at han synes, området er fantastisk smukt.

Men det var især de mennesker, Joel Prudhomme mødte i Ebeltoft, der har givet ham følelsen af hjem.

- Hvordan kan det være, at jeg skulle føle mig mest hjemme blandt skandinaverne? At det er den mest accepterende kultur, jeg nogensinde har været en del af? Det er fordi folk her har en ægte interesse både for hvem du er, og for hvad du har at dele. Folk giver hinanden så meget her, siger han og fortsætter.

- Det er kun få faktorer i mit liv, der virkelig har forbedret min livskvalitet. Og det har altid været mennesker. Det har været venskab. Det har jeg opdaget gennem det her projekt, Maltfabrikken, og det bliver jeg ved med at opdage, fordi det stadig er så nyt. Og det er langt mere værdifuldt end øl.

Hver måned er der to aftener med brew jam i bryggeriet, hvor enhver kan droppe ind. For at drikke øl og nyde musikken eller for at spille med.

- Forleden sker der noget magisk midt i det hele. Et par unge musikere kommer ind og tager over. Ud af ingenting kommer en violinist ind og hopper med og begynder at improvisere den dem, fortæller han.

- Jeg troede de kendte hinanden som lokale, men det gjorde de ikke. Nu starter de deres eget musikprojekt sammen. Langvarige venskaber begynder rent faktisk lige her i lokalet. Her på Maltfabrikken.

Det er det, øllen kan, forklarer han.

- Du kommer her for øllen. Men du ved ikke, hvad du får ud af det. Du sætter dig ned ved disse lange borde, og begynder at tale med folk omkring dig. Det er ligesom at sidde rundt om et bål.

- Det har altid været magien for mig. Jeg mener, fermentering er jo magisk. Men det ville ikke betyde noget som helst uden de mennesker, der kommer ind, siger brygmester Joel Prudhomme.

Så her har du faktisk fundet det, som du søgte, dengang du begyndte at brygge?

- Ja. Og jeg har boet i en af de største byer i verden. Jeg boede i bloody New York City. Men jeg har aldrig mødt så mange spændende mennesker, som jeg har mødt her. Isn't that kind of weird?

Her får du et par af de andre nyheder fra Syddjurs