- Det her er ikke en bog om udkantsdanmark til københavnerne, slår Rasmus Theisen hurtigt fast, da vi sætter os med en kop nescafé ved spisebordet i hans barndomshjem, hvorfra havet kigger ind ad det lille vindue. En udsigt, der i manges optik ville illustrere den idyl, som Mols ofte er forbundet med. Men ikke for Rasmus Theisen.

- Jeg kan slet ikke genkende det billede, der er af Mols i dag. Når jeg ses med mine venner taler vi aldrig om, hvor smukt her er. Aldrig. Vi taler om, hvem der har snydt hinanden eller hvem der er rejst væk eller er flyttet tilbage, vi sladrer om folks konkurser eller allermest drømmer vi os nok væk.

Den unge forfatter, der havde stor succes med sin prisvindende debutroman Andre Hunde, er for en stund vendt tilbage til Mols Bjerge, hvor han voksede op, og som han nu har portrætteret i bogen Molbohistorier, der udkom 7. september, og som giver et - set udefra - lidt dystert billede af Mols.

- Min virkelighed og min opvækst her har ikke særlig meget at gøre med den branding, Mols er udsat for. Derfor havde jeg lyst til at skrive en form for afsked med det Mols, jeg kender.

Alt hvad du skal bruge, for at være ulykkelig, finder du på Mols.

Sådan lyder det i bogen Molbohistorier, der handler om hovedkarakteren Viktors opvækst i bunden af Knebelvig - "Hvis man har haft sin barndom her, ved man, at det er det grimmeste sted på Mols" - med en ukærlig mor og blandt ungdomskriminelle.

Hvordan var det Mols du voksede op på?

- Det Mols, jeg kender, er et sted, hvor folk knokler sig ihjel og smadrer deres rygge og kroppe i arbejdet med den natur, som andre kigger på som æstetik. Og der var meget underspillet vold.

Hvordan vold?

- Jamen, vold mellem mennesker. Slagsmål. Vold i hjemmet. Vold på naturen, og en vold, som naturen gjorde på mennesker. Og den moderne nationale fortælling om Mols indebærer ikke mord, vold, drukkørsel og alle de ting, som også foregår herude, og som jeg husker fra min barndom, fortæller han.

Men Mols er da ikke et særligt belastet området?

- Nej, men det er bestemt heller ikke et ubelastet område. Mols og Djursland er ikke kun det Tolkien-paradis, som mange gør det til. Der er masser af tragedier og problemer, triste og voldsomme skæbner. Det er en side af Syddjurs, man ikke taler højt om, og som nogle måske endda vender det døve øre til, siger Rasmus Theisen og fortsætter.

- For mig er det et spørgsmål om, at fortællingen om Mols er blevet en helt anden end den jeg kender. Narrativet er meget ensidig i dag, fortællingen om "Det Gode Liv" herude på landet, og derfor glemmer man den virkelighed, de fastboende molboer har. Vi, der er vokset op på Djursland, har med sikkerhed et mere dystert og nuanceret syn på området end tilflytterne

I bogen beskriver du et ret dystert Mols, som et sted man gerne vil væk fra. Du beskriver molboer som bitre mennesker, der ser ned på hinanden, hvor der hesker meget misundelse, undertrykt vrede og hvor generation efter generation lider samme sørgelige skæbner. Du har ikke været bange for at træde de molboerne over tæerne med den beskrivelse? 

- Nej. Fordi jeg tror, at de godt kan genkende det Mols, jeg beskriver. Og jeg kan jo sagtens trække mig selv med i den fortælling. Jeg har da selv bad blood herude, og jeg taler jo indefra Mols og ikke som en bedrevidende, som står udefra og kigger ind.

- Men jeg har da tænkt meget over, hvordan de lokale ville tage imod den. Og når jeg har læst højt herude løbende mens jeg skrev bogen, har jeg været meget mere nervøs, end hvis jeg har læst højt i København, fortæller forfatteren.

- Jeg oplever udelukkende, at folk nikker, griner og ler, både tilflyttere og lokale. Og at folk undervejs og bagefter er interesseret i at fortælle mig skøre historier om, hvad der sker på deres nabogård eller hvad der skete med den-og-den-familie.

Bogen er bygget op i små fortællinger omkring livet på Mols, og i en af fortællingerne møder man to søstre, der bor på en gård, hvor de på loftet har en stor mælkejunge. Mælkejungen er fyldt med 5 kroners mønter, og for en 5'er må man prøve at løfte den. Den, der løfter jungen ned fra loftet, må tage pengepræmien med hjem. Men det meste af jungen er fyldt op med bly, og forlader derfor aldrig loftet.

- Alle historier er inspirerede af historier, jeg husker, fra da jeg var barn men med ændrede navne og steder. Men ofte har virkeligheden vist sig at være vildere, end det jeg havde fantasi til at skrive, fortæller Rasmus Theisen.

Eksisterer det Mols, du beskriver i bogen, og som du voksede op på, stadig i dag?

- Ja, det gør det. Helt klart. Men det bliver hele tiden reduceret og er langsomt ved at forsvinde. Det er derfor, der skal skrives nye molbohistorier.

Alt hvad man skal bruge for at være lykkelig, finder man på Mols.

Sådan står der senere i bogen. For Viktor bruger hele sit liv på at forsøge at komme væk fra Mols, men bliver fastholdt, da han forelsker i den højtuddannede kunstner Monica fra København, der oplever Mols helt anderledes.

- Der er en konflikt i den måde, karaktererne i bogen opfatter Mols på, som også eksisterer i blandt lokale og tilflytterne i dag, fortæller Rasmus Theisen.

I bogen beskrives en Instagramprofil med navnet MolsLivingAndBreathing, som ifølge fortælleren er en "hårdt redigeret og temmelig urealistisk gengivelse af Det Gode Liv på Mols." Og selvom Instagramprofilen er fiktiv - med inspiration fra ægte profiler - visualiserer den nutidens stærke fortælling om Mols, forklarer Rasmus Theisen.

- Folk flytter hertil for at leve i en eller anden pagt med naturen, hvor man er bevidst om sin livsstil. Som et slags paradis, hvor alle problemerne forsvinder, og folk lever side om side med bytteøkonomi.

Ifølge Rasmus Theisen skabes der et skel mellem de lokale molboer, og så tilflytterne og sommerhusejerne, der oplever et helt andet Mols.

- De er meget interesserede i det her "Mols-brand", hvor man køber Mols-marmelade, dyrker naturen og jeg ved ikke hvad. De ægte molboer, køber sgu ikke Mols-marmelade. De ved godt, hvor man skal tage hen, hvis man skal have ægte, gode lokale råvarer til rimelige priser.

Ifølge molboeren er der tale om en slags gentrificering.

- Se bare huspriserne her i Syddjurs, de er jo stukket helt af. Da jeg var barn var de på niveau med Norddjurs, men nu er de jo langt fra hinanden.

Det er ikke alle lokale, der kan se sig selv i den udvikling, der sker herude, mener han. Der findes ifølge Rasmus Theisen lokale, der aldrig ville sætte deres ben på Maltfabrikken, hvilket i hans barndom var en ruin, hvor man drak øl i smug, smadrede ruder og røg joints. Maltfabrikken bliver af nogle oplevet som et sted kun for tilflyttere og turister. Ligesom resten af Mols kan opleves sådan.

-  Jeg føler en slags proviensiel vrede over at se Mols blive gjort til et brand. Og stjålet. Dybest set oplever jeg, én kultur tonse henover en anden. Og jeg oplever desværre, at de to kulturer næsten ikke har noget med hinanden at gøre. Og det er jo det, der er problemet.

Rasmus Theisen troede aldrig, at han skulle vende tilbage til Mols, da han som 17-årig flyttede væk. Hele sit liv havde han - ligesom karakteren Viktor - glædet sig til at komme væk. Til at opleve verden og søge de kulturelle fællesskaber, som han havde manglet i sin opvækst, hvor han ikke var den klassiske fodbolddreng, der kørte på knallert, men i stedet læste romaner og spillede rockmusik.

Men alligevel blev barndomshjemmet på Mols den nemme løsning, da han ville ud på landet og langt væk fra København, der blev for trang og befolkningstæt til ham. Og ved sin genkomst begyndte han at opleve en anden skønhed ved Mols.

- Da jeg kom tilbage hertil, begyndte jeg faktisk at tænke, at her var flot. Det kan jeg jo godt se nu, men det har jeg aldrig tænkt over før.

Den udvikling, der er sket med Mols - og som man ser på hele Syddjurs i form af blandt andet Maltfabrikken - og som du kalder for "gentrificering", er vel noget af det, du selv manglede, da du var barn og ung?

- Ja, det er det. Og derfor harjeg det også enormt tvetydigtmed det hele. For jeg synes jo, at udviklingen er god. Og det er ikke noget, jeg vil modarbejde, understreger Rasmus Theisen.

- Jeg vil bare gerne pege på, hvor latterligt, det ser ud nogle gange. Når en eller anden tilflytter forelsker sig i en lille landsby og bygger et gigantisk hvidt palæ med panorama-vinduer hele vejen rundt, og så faktisk er med til at ødelægger dét, man flytter herud for.

Samtidig anerkender han også, at Mols i mange år - også da han var barn - har tiltrukket kunstneriske sjæle, ligesom digterparret Inger Christensen og Poul Borum, der boede i den gamle skole i Knebel i start 60'erne, som senere blev Rasmus Theisens Barndomshjem.

- Mols har altid tiltrukket folk fra den kulturelle overklasse, som også har været en stærk fortælling omkring Mols. Såsom Troels Kløvedal, Søren Ryge og Erik Peitersen. Men det var bare ikke den kultur, mine forældre var en del af. Det var ikke en kultur, jeg har været en del af, før jeg kom tilbage. Og jeg tror i virkeligheden også, at jeg lige nu føler mig mest hjemme i den gamle kultur.

Selv føler Rasmus Theisen, at han har et ben i begge lejre.

- Jeg står et sted midt i mellem de ægte lokale og tilflyttterne. For det er jo ikke sikkert, at jeg var flyttet herud igen, hvis stedet bare havde været på skrump og aldrig udviklet sig.

- Men altså, de rigtige molboer, de rigtige lokale, de er sgu ligeglade, tror jeg. De lever deres liv på Mols, omgivet af både skønhed og tragedier.

Bogen Molbohistorier udkommer torsdag den 7. september og udgives af det lokale Mols-forslag Antipyrine. 

Efter i flere måneder at have knoklet for igen at kunne åbne købmanden i Lime, er initiativgruppen nu stødt ind i problemer.

For siden juli har Coop, der ejer bygningerne, løbende fjernet blandt andet flaskeautomat, pappresseren, køle- og fryseanlæg og bake-off-ovn fra butikken - selvom de godt vidste, at initiativgruppen ville købe bygningen med netop det inventar.

- Det er dybt frustrerende, siger Jesper Raabo, der er talsperson for initiativgruppen.

I februar lukkede Dagli'Brugsen i Lime, og dermed var det slut for indbyggerne at kunne handle lokalt. Det fik en intiativgruppe til at gå sammen og undersøge, om det mon ville være muligt for borgerne at købe bygningen og leje den ud til en selvstændig købmand. Planen er at drive stedet videre som en Min Købmand-butik, der hører under Dagrofa-koncernen.

- Vi har virkelig oplevet velvilje fra befolkningen både i Lime, men også i resten af Ådalen, siger Jesper Raabo.

225 private personer, en række virksomheder og foreninger har tegnet anparter og sponsorater for et godt stykke over en million kroner, og desuden har gruppen fået tilsagn om støtte fra den statslige Landdistriktpulje på 600.000 kroner til renovering og indretning af den nye butik.

Siden har initiativgruppen været i forhandlinger om at købe bygningen af Coop. Bygningen havde til en start en udbudspris på to millioner kroner.

- Vi har budt under den pris, og har altså siden været i løbende forhandlinger med Coop, og vi nærmede os hinanden med cirka 100.000 kroner til forskel, fortæller Jesper Raabo.

Derfor så både initiativgruppen og borgerne i byen også måbende til, da en del af inventaret begyndte at forsvinde fra lokalerne.

- Coop vidste godt, at vi ville drive købmandsforretning i bygningen, og de vidste godt, at vi ville have inventar som flaskeautomat og pappresser med i handlen, siger Jesper Raabo og fortsætter:

- De har også pillet hele køle- og fryserummet ned, og sådan et er også altafgørende, hvis man vil have en købmandsforretning.

Selv estimerer initiativgruppen, at det vil koste mere end 500.000 kroner at genetablere og købe de fjernede ting.

- Det undrer os især, at det er sket, mens vi har ligget i forhandlinger med Coop. Men det virker som om, at vi har talt med én person i Coop, mens en anden har stået for at tømme butikken, og de to personer har så ikke talt sammen, siger Jesper Raabo.

Rygterne i byen går på, at en anden mulig køber har meldt sig.

- Men når vi taler med Coop, lyder meldingen, at de meget gerne vil sælge til os. Men deres handlinger de seneste par måneder peger i modsat retning. Så vi frygter, at de er ved at tage røven på os, siger Jesper Raabo.

Fra Coop og informationsdirektør Jens Juul Nielsen, lyder det, at "Coop meget gerne vil sælge ejendommen til initiativgruppen".

- Vi har haft en god og tæt dialog med initiativgruppen siden slutningen af januar i år. For vi vil gerne hjælpe til, at der bliver en borgerbutik i byen, og vil strække os langt, skriver han i et mailsvar til SyddjursLIV.

- Men de tilbud, vi hidtil har modtaget, har været alt for langt væk fra markedsprisen. Men vi vil gerne høre fra initiativgruppen med et nyt bud, skriver han videre.

Mailkorrespondance mellem borgergruppen og Coop, som SyddjursLIV har set, viser at der har været tale om at sælge bygningen for 1,5 millioner kroner. Et bud, initiativgruppen accepterede på betingelse af, at nagelfaste ting som køle-fryserum og flaskeautomat kom tilbage.

Dette har Jens Juul Nielsen ikke ønsket at kommentere på. Han vil dog gerne bekræfte, at Coop har kontakt til andre, der er interesserede i ejendommen.

Det er ifølge informationsdirektøren normal procedure, at man tømmer en bygning, inden den skal sælges.

- Desuden vil jeg gerne understrege, at Coop først fjernede inventaret tre måneder senere end oprindeligt planlagt, fordi vi netop har været åbne og imødekommende over for borgergruppen, skriver Jens Juul Nielsen.

Tilbage i Lime håber initiativgruppen, at deres projekt stadig kan blive til noget.

- Borgerne har vist, at de virkelig gerne vil have en købmand, og vi er nået langt. Derfor ærgrer det os, at der kan spændes ben for projektet på det her tidspunkt, og vi håber selvfølgelig, at vi i sidste ende kan nå til enighed med Coop, siger Jesper Raabo.

I denne uge er den annonceret ny direktør til en af kommunens største turistattraktioner, nemlig Fregatten Jylland. Hos en anden attraktion - Mols Bjerge - åbner et nyt naturområde med plads til både mennesker og dyr. Nordpå i kommunen er der dog en mere sørgelig nyhed, hvor Pindstrup Centret lukker. Og i Ebeltoft begynder politikerne med budgetseminar.