Rigtig mange, der bor i Syddjurs eller har sommerhus i landets smukkeste kommune, har gennem tiden svunget bilen ind til Mols Røgeri lige ved byskilte til Egens Havhuse.

Og gennem de seneste 20 har har der været stor sandsynlighed for, at røget fisk i alverdens afskygninger, røget salt eller friske fiskedeller med remulade er blevet langet over disken af Thomas Bork.

- Jeg vil gerne sælge det bedste af det bedste, og det holder jeg af at fortælle om til kunderne i butikken. Også selv om det ikke altid er vigtigt for kunderne at få at vide, præcis hvor fiskene er fanget henne, eller hvordan processen har været med at forædle fiskene, bare det smager godt. Og det gør det, slår Thomas Bork fast.

I 2003 købte han sammen med sin storebror Mols Røgeri af sine forældre, men glæden ved at arbejde med fisk går meget længere tilbage til barndommen på havnen i Fredericia.

- Jeg har altid holdt af at arbejde med fisk. Siden jeg var lille, har det været en del af mit liv. Jeg stod i min fars fiskeforretning allerede som 10-årig. Det var sjovt at tale med kunderne. Allerede dengang var det nok mit største problem.

- Da jeg blev lidt større tog jeg tit med min far på fisketur på fjorden efter skole eller i weekenden. Vi satte garn eller fangede ål, og så serverede vi ålegilde for hele familien. Så fisk og fiskeri har altid været noget, jeg har været rigtig glad for, siger Thomas Bork og trækker lidt på smilebåndet.

Alligevel har vejen til et liv med egen fiskeforretning og succes hos kunderne ikke været uden bump.

For Thomas var ordblind som lille. Og det er han stadigvæk.

- Jeg har altid en kollega eller kunderne selv, der hjælper mig, hvis nogen for eksempel skal bruge en kvittering, konstaterer Thomas Bork.

I den lokale skole var de sikre på, at den lille Thomas var doven.

- Det gjorde min mor rasende. Hun terpede med mig i over to timer hver eneste dag, når jeg kom hjem fra skole, og hun ville ikke finde sig i, at skolen så sådan på hendes søn. Så jeg kom i specialklasse inde i Fredericia, fortæller Thomas Bork.

Det stod dog hurtigt klart, at det med at at læse og skrive aldrig ville blive helt godt, og en specialist i ordblindhed konstaterede hurtigt, at Thomas Bork nok aldrig ville få det lært.

Heldigvis var der andre veje. Og allerede i femte klasse var han begyndt at tjene penge ved at banke sildekasser sammen for sin far, eller han flåede fisk eller hjalp til i forretningen på havnen.

- Det var en relativt stor forretning, min far havde. Egentlig var han smed på en boreplatform og var væk i perioder og så hjemme i perioder. Det gik ikke rigtigt med små børn, så da jeg blev født købte han fiskeforretningen med leverancer fra 18 fiskerbåde, fortæller Thomas Bork.

Der var altid noget at lave for en dreng, der gerne ville tjene lidt skillinger. Og det ville Thomas Bork og hans bror gerne.

- Hvis vi ville have noget, måtte vi arbejde for at tjene penge til det selv. Min bror solgte makreller nede i Fredericia by, og jeg bankede sildekasser sammen. En krone per styk. 50 på en dag. Jeg var god til at bruge mine hænder dengang, og det er jeg endnu, fortæller Thomas Bork.

Efter to år på Gjerrild Efterskole lidt uden for Grenaa gik Thomas Bork i lære som bager, men det blev ikke den vej, der skulle bringe ham smør på brødet. Flere gange ramte han ind i bagermestre, som ikke helt var kommet ind i nutiden med hensyn til ledelse og mandskabsbehandling.

I 2000 solgte Thomas Borks forældre fiskeforretningen i Fredericia. Havnefronten i byen skulle fornyes og det betød, at fikseforretningen måtte vige for boliger. Forældrene måtte se sig om efter noget andet at lave.

- Jeg var sammen med mine forældre på en køretur til Mols af helt andre grunde, men der stod et til salg-skilt uden for Mols Røgeri. Der kørte vi ind og talte med ejeren som om, vi havde kendt ham altid.

- Det var ikke noget lukrativ forretning på det tidspunkt, men min far så potentialet og købte butikken, fortæller Thomas Bork, der flyttede med til Syddjurs.

Røgeriet blev sat i stand og udvidet, og i 2003 sagde Thomas Bork endeligt farvel til bagergerningen og købte sammen med sin bror røgeriet.

- Min bror har et fuldtidsjob ved siden af, men der er ham, der ordner regnskaberne. Så tager jeg mig af driften og kontakten til leverandører, forædling og alt det. Det er det, jeg elsker og er god til.

- Det er vigtigt, at kvaliteten er helt i top, for det er det, vi sælger her, fortæller Thomas Bork.

Med de bedste råvarer fra de bedste leverandører af fisk har Thomas Bork gennem årene forfinet og udviklet især røgede produkter til butikken.

- Min far og mor hjalp til i de første år og sammen med min far opfandt jeg røget havsalt. Der var slet ikke noget, der hed røget salt, før vi begyndte at eksperimentere med det og udvikle det til et produkt, konstaterer Thomas Bork, som også er kendt for blandt andet røget fisk og fiskefrikadeller i høj kvalitet.

I mange år gik det rigtig godt. Thomas Bork udviklede fiskeforretningen, udviklede produkter og nød især kontakten til kunderne, som han altid har gjort.

Men i 2020 faldt han ned fra et loft og smadrede sin hæl. Det betyder, at der skulle indopereres et metalspil i hælen i stedet for at få foden til at kunne fungere nogenlunde igen.

- Der gik lang tid, inden jeg kunne begynde at gå på foden igen.

- Og da jeg endelig kom på benene begyndte jeg at ryste. Det blev værre og værre, fortæller Thomas Bork.

Efter en række undersøgelser og test kunne han konstatere, at livet igen havde slået en koldbøtte.

- Det viste sig desværre, at jeg har parkinsons-sygdom, og det blev bekræftet i MR-scanneren.

- Min bror var ved min side hele vejen igennem forløbet og fik spurgt lægerne, om der var andet. Vi har kræft i familien på min fars side, så det var vigtigt at få det undersøgt også. Jeg havde heldigvis ikke kræft, men det var en voldsom nyhed, at jeg havde parkinsons, fortæller Thomas Bork.

Parkinsons kan ikke kureres, men der findes forskellige behandlinger, der kan afhjælpe nogle af generne ved sygdommen.

- Det tog lang tid at finde den rigtige dosering af medicinen. Mit humør forsvandt fuldstændigt, og det tog flere måneder, inden det begyndte at vende tilbage.

- Pillerne kan begrænse rystelserne men desværre ikke forbedre situationen, konstaterer Thomas Bork, som har været nødt til at ansætte tre medarbejdere i forretningen, fordi han stort set ikke kan udføre fysisk arbejde selv længere.

Med en ødelagt hæl og sygdom i kroppen, bliver fremtiden slet ikke sådan, som Thomas Bork havde forestillet sig.

I en alder af bare 41 år er det stort set umuligt for ham at arbejde og gøre det, han er allermest glad for. Meget hurtigere end forventet, må Thomas Bork træde i baggrunden og lade andre overtage livsværket med Mols Røgeri.

- Det er rigtig svært at slippe det, selvom kroppen virkelig brokker sig. Og det er svært at erkende, at jeg lige nu højst kan arbejde en time eller to om dagen og nok i virkeligheden mindre, fortæller Thomas Bork, som for et år siden indledte processen frem mod en førtidspension.

Lige nu arbejder han på at finde en mere permanent løsning, hvor der skal findes en, der kan stå for den daglige drift af butikken i den ånd og med de værdier, Thomas Bork har brugt halvdelen af sit liv på at skabe.

- På den måde kan jeg blive tryg ved at afgive mere af ansvaret, siger han.

Men selv om Thomas Bork må lægge det fysiske arbejde i andres hænder, er han ikke typen, der bare kan sætte sig ned med hænderne i skødet og lave ingenting. Og sådan bliver det heller ikke.

- Jeg vil stadigvæk blive ved med at være en del af forretningen, bare ikke fysisk. Men det er vigtigt, at kvaliteten er i top, og jeg vil blive ved med at komme og nyde det, jeg holder mest af, tale med folk og holde øje med, at tingene er i orden, lover Thomas Bork.

- Det er min kæreste, siger Henrik Tolstrup Jensen og peger på væggen.

Da vi kommer indenfor i Alpedalen, som værestedet i daglig tale kaldes blandt brugerne, hænger en tavle med billeder.

- Ja, og de der to er også kærester. Og de to har engang været kærester, fortæller Henrik Tolstrup Jensen videre og peger rundt på billederne af brugerne, mens han griner.

Man fornemmer hurtigt den højskolestemning, der hersker på stedet. Folk har været kærester på kryds og tværs. Nu er de fleste bare venner. Men fælles er, at de er tæt knyttet og alle er kommet i Alpedalen i mange mange år.

Alpedalen har den seneste tid været i søgelyset med en melding om måske at skulle lukkes. I stedet ville de 18 brugere, som alle er udsatte, skulle med bus til den anden afdeling af Midtpunktet, der ligger i Rønde. Og det har skabt ramaskrig blandt brugerne og deres pårørende.

- Min familie bor jo langt væk på Sjælland, i Silkeborg og Brædstrup. De mennesker jeg ser her, er de tætteste jeg har. Det ville aldrig blive det samme, hvis vi ikke kan mødes her i Alpedalen, fortæller Henrik Tolstrup Jensen.

- Hvis Alpedalen lukker, hvor skal jeg så gå hen?

Onsdag aften blev det endeligt vedtaget: Alpedalen i Hornslet lukker ikke. I hvert fald ikke lige nu.

Byrådet nedstemte forslaget om at fremrykke syv besparelser på socialområdet, som aktuelt er i underskud på 30 millioner kroner årligt. Dermed blev aktivitetsbudgettet for Skovly og Marie Magdalene, som SyddjursLIV besøgte i sidste uge, også fredet i denne omgang.

- Vi er jublende glade over, at Alpedalen er reddet i 2023. Vi kæmpede og vi fik det reddet for i år. Men hvad med næste år? Spørger Henrik Tolstrup Jensen.

Selvom tilbuddene til de udsatte borgere er reddet, er de ikke fredet. For de indgår stadig i kataloget over mulige reduktioner ved de kommende budgetforhandlinger, der begynder i næste uge.

- Vi er meget nervøse for fremtiden, og vi føler os slet ikke sikre på, at det bliver reddet, siger Henrik Tolstrup Jensen.

- Da vi talte med borgmesteren, forstod jeg det sådan, at de ville prøve alt for at redde Alpedalen. Men jeg ved ikke, om det er fordi, vi også har en stemme (til næste kommunalvalg, red.). For er det ikke bare at udskyde problemet?

- Det er virkelig vigtigt, at vi har nogle gode tilbud til de udsatte i vores kommune, siger borgmester Michael Stegger, der for nylig var på besøg hos Alpedalen, hvor han talte med en del af brugerne.

- Generelt handler det for os som socialdemokrater om at sikre de bedst mulige vilkår til samfundets svageste, og vi vil helst ikke spare på den borgernære velfærd. Så jeg er glad for at de i første omgang går fri i 2023.

I det kommende budget skal byrådet samlet finde besparelser på 27 millioner kroner.

Står Midtpunktet, Skovly og de andre foreslåede besparelser først i køen, når I om lidt skal til at forhandle budget?

- Nej, slet ikke. De reduktioner indgår som mulige reduktioner på lige fod med alle andre. I Socialdemokratiet har vi enormt svært ved at se, at det er besparelser, vi kan gennemføre, og jeg har også en god tro på at de går fri i 2024, siger Michael Stegger.

Socialdemokratiet vil ifølge Michael Stegger ikke stemme for de fire punkter om reduktionen af aktivitetsbudgettet på Skovly og Marie Magdalene, lukning af Midtpunktet i Hornslet, lukning af køkkenet på Marie Magdalene samt omlægning af Mølletorvet.

Kan du sige med sikkerhed, at I ikke vil stemme for besparelser på de steder?

- Ja, det kan jeg.

Hvorfor tager I så ikke de mulige reduktioner ud af kataloget, så brugerne ikke går rundt og frygter det værste?

- Jeg kan sagtens forstå, at det er svært for dem at vente en måned på den endelige besked. Men jeg mener, at vi skal kende det samlede billede over økonomien, før vi ved, hvad der er muligt i 2024.

Hvor mener I, man skal finde de 27 millioner kroner, der skal spares?

- Vores forslag bliver, at vi skal tage dem fra anlægsbudgettet. Vi skal fokusere midlerne på at opretholde servicen og så lave mindre anlæg i nogle år, siger Michael Stegger.

Syddjurs er i stor udvikling og ifølge jeres egne prognoser vil det gå endnu stærkere. Så man kommer til at få brug for flere byggegrunde og daginstitutioner. Hvordan vil I imødekomme den efterspørgsel uden anlæg?

- Det er selvfølgelig det, der er svært, men også det, der skal prioriteres. Men jeg mener, det er vigtigt at fokusere på de borgere, der bor her i kommunen og især de borgere, der har det sværest.

I Venstre har man også stemt imod besparelserne. Men de vil ikke love med sikkerhed, at nogle af besparelserne ikke bliver gennemført i budgetforhandlingerne, siger Jens Bjørn Andersen (V), der er medlem af social- og beskæftigelsesudvalget.

- Vi mener, at beslutningen skal tages under budgetforhandlingerne. Men vi vil selvfølgelig helst undgå at spare på socialområdet.

Hvorfor kan I så ikke give borgerne en lovning på allerede nu, at I ikke vil gennemføre besparelserne?

- Jeg vil ikke komme nærmere ind på, hvilke tiltag, vi mener, man skal og ikke skal gennemføre. Vi vil gerne gå ind i forhandlingerne med et åbent sind, siger Jens Bjørn Andersen.

Selvom Venstre som sagt ikke stemte for at fremrykke besparelserne, mener Jens Bjørn Andersen alligevel, at forslaget var med til at skabe en god proces:

- Helt ærligt, så har de høringssvar gjort stort indtryk på mig. Havde det ikke været foreslået at fremrykke besparelserne, havde de aldrig fået den fokus, men bare druknet i andre potentielle besparelser. Og jeg kender jo mange af tilbuddene. Men det har været vigtigt at se, hvordan det livsindhold for mange mennesker bliver en tryghed og sikkerhed.

Hos SF - som også stemte mod fremrykningen - så man gerne, at de mulige besparelser på socialområdet blev taget helt ud af reduktionskataloget.

- Inde i mit SF hjerte burde de (reduktionerne, red.) slet ikke have været der. Det er latterligt at fremrykke dem og vi mener, man burde tage dem helt ud af kataloget, siger Kasper Østvig Nissen (SF), der ligeledes er medlem af medlem af social- og beskæftigelsesudvalget.

Alligevel stemte Kasper Østvig Nissen dog ikke for at tage lukningen af Midtpunktet ud af forhandlingerne, sådan som Radikale, Enhedslisten og Nye Borgerlige.

- Vi vil kæmpe for at holde socialområdet helt ude af besparelserne. Men enhver i byrådet kan jo hive dem tilbage ind i spillet. Og det er ikke til at sige, om der kan skabes et politisk flertal for det. Hvis man lige står og mangler 1 million kroner, vil det så være Alpedalen der ryger?

I Alpedalens arbejdsrum er brugeren Irene i gang med at samle foldere, mens Lene Knudsen holder hende ved selskab.

- Vi skal have grøntsager fra haven i aften. Her laver vi tit mad sammen, det kan man ikke i Rønde, fortæller Irene, der har muskelsvind.

Ifølge brugerne er det helt umuligt for dem at bruge værestedet i Rønde. Dels fordi flere lider af social angst og ikke kan overskue at tage bussen. Dels fordi nogle af dem, som Henrik Tolstrup Jensen, har et arbejde hver formiddag, hvor Midtpunktet i Rønde holder åbent.

- Vi er virkelig bange for at miste det fællesskab, vi har. For det er så vigtigt for os. Og det forsvinder, hvis vi skal rykke herfra, siger Irene.

I Alpedalen er atmosfæren noget andet end det, der er i Rønde, fortæller de. Brugerne er yngre. Der er en have, hvor de dyrker grøntsager og laver mad over bål. De er kreative sammen. Og vigtigst af alt, så er de 18 brugere meget tæt knyttet til hinanden, gentager flere af dem.

- Jeg har haft selvmordstanker, og det har virkelig hjulpet på min livslyst at komme hertil med de mennesker, der kommer her, og det sammenhold, vi har skabt, fortæller Lene Knudsen, hvis ar på armene vidner om hendes tidligere selvskadende adfærd.

- Jeg er oprigtigt bange for at gå tilbage til de samme dårlige rutiner med selvskade, fordi jeg ville blive utrolig ensom, hvis jeg ikke kan komme her, tilføjer hun.

For brugeren Henrik Tolstrup Jensen, der bor for sig selv og er meget selvhjulpen, er det netop bekymringen for de andre brugere, der nager ham.

- Jeg er virkelig bekymret for, hvad det vil betyde for mine venner her, som tidligere har været selvskadende og selvmordstruede, hvis Alpedalen lukker. For man kan altid komme her og få et kram eller blive lyttet til, hvis man har en dårlig dag, siger han.

- Men hvor skal de tage hen, hvis det lukker?

- De fleste af os kender én, der har været ramt af kræft. Jeg tror faktisk, det er svært at finde en dansker, der ikke på en eller anden måde har haft sygdommen inde på livet.

Ordene kommer fra Gitte Schmidt, der er formand for Stafet for Livet på Stenvad Mosebrugscenter.

Lørdag 9. september er Stenvad for første gang værtsby for indsamlingsstafetten til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Her handler det om at gå - eller løbe - sammen i hold på en bestemt rute over 12 eller 24 timer.

- Normalt er det 24 timer for at symbolisere, at har man kræft, så er det hele døgnet rundt. Men fordi det er første år her på Stenvad Mosebrugscenter, så bliver det 12 timer denne gang, siger Gitte Schmidt.

Stafetten starter med en såkaldt fighterrunde, hvor et hold, bestående af folk, der enten har eller har haft kræft, går forrest. Herefter er det op til de enkelte hold at holde sig i gang i 12 timer.

- De fleste hold består derfor af flere deltagere, så man kan afløse hinanden undervejs, siger Gitte Schmidt.

Ruten, der skal gås på Stenvad Mosebrugscenter, er 500 meter, og derfor skal deltagerne som udgangspunkt afløse hinanden efter netop 500 meter.

- Men det vigtigste er, at man som hold holder sig i gang i de 12 timer, stafetten varer. Vi gør det for at vise, at folk, der har kræft, ikke står alene. Vi er her for dem, siger Gitte Schmidt.

Gitte Schmidt har flere familiemedlemmer, der har været ramt af kræft.

- Det berører selvfølgelig først og fremmest den, der er syg. Men det at have kræft tæt på berører også alle andre i familien og dem, der ellers er tæt på. Derfor er det så vigtigt, at vi hele tiden arbejder på både at finde en kur, men også at finde ud af, hvordan vi passer på hinanden i sådan et forløb, siger hun.

Derfor var Gitte Schmidt heller ikke i tvivl, da hun blev foreslået at stå i spidsen for de frivillige, der arrangerer stafetten på Stenvad Mosebrugscenter.

- Tænk hvis jeg, med mit arbejde med stafetten, kan være med til at støtte kampen mod kræft. Alt, hvad jeg kan gøre, det gør jeg gerne, i kampen mod kræft, siger hun.

Det koster 100 kroner per deltager at melde sig til et hold og undervejs handler det også for holdene om at skaffe sponsorater og få donationer. Pengene går netop til Kræftens Bekæmpelse, undtagen 10 procent. De går til lokale foreninger, der på en eller anden måde arbejder med kræft eller kræftramte.

- Derudover handler det også meget om at skabe fællesskaber og måske få skabt nogle netværk både kræftramte imellem men også pårørende imellem, siger Gitte Schmidt.

På dagen vil der være forskellige aktiviteter, koncerter og madboder foruden stafetten. Selvom man ikke har lyst til at deltage i selve stafetten, opfordrer Gitte Schmidt til, at man kigger forbi og oplever stemningen.

- Der bliver masser at lave og opleve, og vi håber jo også på, at vi kan samle nogle penge ind den vej igennem, siger hun.

Øverst på Stenvad Mosebrugscenter indrettes der et rum til fighterne. Her kan man også være, hvis man er ramt af kræft, men ikke nødvendigvis har lyst til at gå med i stafetten.

Gitte Schmidt har tidligere været ramt af depression, og hun ved, hvor svært det kan være at stille sig frem på vippen og sige "se mig, jeg er syg".

- Man har mest af alt lyst til at gemme sig. Man har ikke lyst til at rende ud og fortælle om sin sygdom. Det kræver enormt meget at gå forrest som fighter til stafetten, og derfor synes jeg også fighterne er så seje, siger hun.

Dagen starter med brunch for fighterne og eventuelle pårørende, inden stafetten skydes i gang klokken 10.

Derudover bliver der indrettet både et behandlerrum og en loungeafdeling, hvor fighterne kan slappe af, fortæller Gitte Schmidt.

- Og forhåbentligt kan folk møde en ligesindet og få snakket ud. Nogle gange kan det være rart ikke at skulle tale med et familiemedlem, men med en, der ved, hvad man går igennem, i stedet, siger hun.

Stafet for Livet har tidligere - med stor succes - været afholdt i Rønde i Syddjurs. Efter et par års pause på grund af covid-19 var det dog svært at finde frivillige, der ville stå for at arrangere stafetten. Derfor har der siden 2019 ikke været afholdt Stafet for Livet på Djursland.

- Det er også vigtigt for mig at understrege i den forbindelse, at det her er en stafet for hele Djursland og ikke kun os i Norddjurs. Vi håber og tror, at folk har lyst til at komme forbi, selvom de bor i Syddjurs, siger Gitte Schmidt.

Undervejs har de frivillige for dette års stafet i Stenvad haft god dialog med de tidligere frivillige i Rønde.

- De har i den grad stillet sig til rådighed og bidraget med sparing og gode råd. Det har været guld værd, når man ikke har prøvet det før, siger Gitte Schmidt.

Lige nu er de seks frivillige i styregruppen bag stafetten.

Optimalt ville det nok være at være i hvert fald 10, fortæller Gitte Schmidt, for der er meget arbejde at gøre. Gruppen har da også været flere, men på grund af sygdom eller personlige omstændigheder, har flere måtte melde fra.

- Stort set alle de frivillige har en særlig motivation for at være med. Min mor og bedstemor havde kræft, og flere af de andre har enten selv haft kræft eller har pårørende, der har haft det. Og der er desværre nogle, der undervejs er blevet ramt på den ene eller anden måde, og har måtte trække sig for at arrangere stafetten, siger Gitte Schmidt og fortsætter:

- Det understreger i endnu højere grad, hvor vigtigt arbejdet er.

Gitte Schmidt både håber og tror, at Stafet for Livet på Stenvad Mosebrugscenter bliver så stor en succes, at arrangementet også kan finde sted næste år.

- Det er helt klart det, vi går efter. Tanken er, at arrangementet skal vende tilbage år efter år, og vi frivillige er i hvert fald klar til at gøre det hele igen, siger hun.

I skrivende stund er der tilmeldt 15 hold og 119 deltagere.

Det er helt frem til lørdag 9. september muligt enten at tilmelde sig et hold - hvis man er flere - eller tilmelde sig som deltager på det åbne hold.

I denne uge skal vi til Tved, hvor vi også tidligere har besøgt Slagter Kruse, som nu er sat til salg. Derudover skal vi forbi Drammelstrup, hvor der kommer en dygtig kok på besøg og slutteligt opdaterer vi jer på de besparelser, der var i udsigt på socialområdet.